Regionernes tilgang til forebyggelse har hidtil været tøvende og tilbageholdende. Der har helt overvejende været fokuseret på behandling af sygdomme, og folkesundheden måtte andre tage sig af – kommunerne, staten eller patientforeningerne. Vi vil med dette indlæg argumentere for, at regionerne skal være stærkere spillere på forebyggelsesområdet, både primær og sekundær/tertiær forebyggelse. Vores argumenter er:
Regionerne har størrelsen
Regionerne er store nok til at kunne samle den nødvendige ekspertise og infrastruktur i større centre, der kan varetage både forskning, opbygning af viden samt rådgivning af region, kommuner og andre aktører på forebyggelsesområdet. Kommunerne har i mange år gjort et meget værdifuldt stykke arbejde med den borgerrettede forebyggelse, men de har sværere ved at iværksætte indsatser på tværs af kommunegrænserne.
Regionernes tilgang til forebyggelse har hidtil været tøvende og tilbageholdende
Vigtigheden af at kunne arbejde på tværs af kommunegrænser understreges af, at udviklingen inden for forebyggelse går i retning af strukturelle indsatser, hvor samfundet indrettes, så de sunde valg bliver de lette valg. At løfte dette kræver ofte en indsats på regionalt eller nationalt plan.
Regionerne har incitamentet til at satse på forebyggelse
Det danske sundhedsvæsen er presset af en stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser, stigende udgifter til nye og dyrere behandlinger og ikke mindst en befolkning, der bliver ældre og dermed mere syg. Behandling alene kan ikke løse disse udfordringer. Kun en reduktion i sygdomsbyrden med færre syge borgere vil kunne tage presset af sundhedsvæsenet.
Det betyder, at den skarpe skelnen mellem patientrettet og borgerrettet forebyggelse er forældet. Det er afgørende i stedet at se borgeren som et helt menneske, som det meste af tiden er en borger og i en mindre del af livet er patient.
Det betyder bl.a., at der i højere grad er brug for dels at opbygge et sammenhængende sundhedsvæsen, og herunder at sikre bedre sektorovergange og dels at se forebyggelsesindsatsen som en samlet koordineret indsats inden for sundhedsstrukturen i samfundet.
Regionerne har den politiske handlekraft
Regionerne har vist en spirende interesse for forebyggelsesområdet og den politiske vilje synes at være til stede. Danske Regioner udsendte 2017 et sundhedspolitisk udspil, der klart anbefaler en oprustning af området.
Ifølge Sundhedsloven er regionerne også forpligtiget til at sikre forsknings- og evidensbaseret rådgivning på forebyggelsesområdet. Regionerne driver sundhedsvæsenet og, i et tæt samarbejde med universiteterne, den største del af sundhedsforskningen i Danmark. Det er derfor oplagt, at regionerne griber denne bold.
Den politiske vilje til at lade staten alene spille den afgørende rolle på forebyggelsesområdet har ikke været overbevisende, da der ikke har været tilstrækkelig politisk enighed. ‘
Et godt eksempel herpå, er den manglende handlekraft i forhold til at eksekvere det tiltag, som alle ved ville have den største samlede effekt på folkesundheden her og nu, nemlig indførelse af markant højere priser på tobak.
Regionerne må i mellemtiden gøre det næstbedste, nedbringe rygning på alle regionale og kommunale offentlige institutioner og arbejdspladser samt rådgive kommunerne om at implementere rygestopindsatser og andre satsninger.
Regionale centre er vejen frem
Vi mener, at hver region bør have et stærkt regionalt center for folkesundhed, der kan varetage både forskning, opbygning af viden og rådgivning af aktører på forebyggelsesområdet.
Sådanne centre vil med stor fordel samle en bred vifte af forskning fra årsagssøgende epidemiologi, befolkningsundersøgelser og klinisk epidemiologi til sundhedstjenesteforskning samt sundhedsfremme og forebyggelse.
Ved samling af disse kompetencer, vil centrene samtidig kunne møde de stigende krav om regional dataanalytisk kapacitet og ekspertise, datasikkerhed, udvikling af statistiske metoder til behandling af ‘store data’, og test og implementering af personlig medicin.
Etableringen af regionale centre vil dermed bidrage til, at sundhedsudgifterne kan holdes i skak både gennem forebyggelse af sygdom og support af forskningen på de kliniske afdelinger.
