Specialeplanens udskældte ankermand
Foto: Joachim Rode

Specialeplanens udskældte ankermand Revisionen af Sundhedsstyrelsens specialeplan fra 2011 har sat sindene i de faglige miljøer i kog. Manden, der står med ansvaret for at samle trådene, hedder Søren Brostrøm.

Søren Brostrøm vifter lidt hektisk med højre arm for at forhindre de automatiske lyssensorer i at lægge mødelokalet i Sundhedsstyrelsens afdeling på Stubmøllevej hen i mørke igen. Bevægelsen virker rutineret.

Den midlertidige afbrydelse fjerner ikke chefen for Sundhedsstyrelsens enhed for sygehusbehandling og beredskabs fokus fra samtalen. I klare vendinger fortsætter han uforstyrret med at servere sine argumenter i mundrette bidder.

Nogle af hans kolleger kalder ham perfektionist. Andre opfatter Søren Brostrøms ufravigelige og målrettede facon som et udtryk for arrogance. Selv vælger enhedschefen en pragmatisk mellemvej ved at hæfte ordet ’velforberedt’ på sin stil. 

»Jeg har altid læst på lektien og har altid styr på mine ting. Det er nok det, der kan virke lidt voldsomt og blive tolket som arrogance. Men hvis du vil ændre på virkeligheden, så skal du være forberedt. Altid,« understreger han.   

Den indstilling har fået kilder tæt på Søren Brostrøm til at omtale ham som en af Sundhedsstyrelsens mest kompetente chefer og spå ham en karriere i de helt høje luftlag. Devisen om altid at være forberedt til fingerspidserne har præget det meste af enhedschefens professionelle liv. Fra han som ganske ung læge gerne mødte ind en halv time før for at læse dagens journaler, til han i dag sidder for bordenden i Sundhedsstyrelsen og forsøger at få de stridende parter til at nå til enighed om en revideret specialeplan.

Søren Brostrøm er ikke bange for at skære sig. Han ser det tværtimod som et privilegium, der for alvor giver ham mulighed for at bringe sin faglighed i spil på nye og udfordrende måder. Dermed ikke sagt, at revisionen af specialeplanen er en let opgave. At få regionernes driftsperspektiv og specialeselskabernes faglige interesser til at smelte sammen til national konsensus har kostet rigtig mange arbejdstimer, negativ medieomtale og splid i flere af de faglige miljøer.

Skarphed er nødvendig
Tilbage i 2010 lagde Søren Brostrøms forgænger, Lone de Neergaard, ansigt til Sundhedsstyrelsens første specialeplan, der betød, at specialfunktioner fremover kun kunne varetages på de sygehuse, som styrelsen havde godkendt.

Siden begyndelsen af 2014 har styrelsen arbejdet på at revidere den oprindelige specialeplan for at sikre, at den følger med udviklingen i sygehusvæsenet. En omfattende proces, som i mange henseender har delt de faglige vande omkring Søren Brostrøm.

For selvom enhedschefen helst ser revisionsarbejdet som et kollektivt projekt, personificerer han i manges øjne specialeplanlægningen anno 2015. Og må stå på mål for, at arbejdet i mange kritikeres optik er kørt noget af sporet.  

Bølgerne er gået særligt højt inden for nyrekræftkirurgi og akut leukæmi, hvor Sundhedsstyrelsen med de første udkast til specialeplanen lagde op til at gøre disse funktioner til højt specialiserede og samle dem på få matrikler. 

»Nogle gange kan det være nødvendigt at komme med forslag, der ikke skaber konsensus i første hug. Jeg fortryder ikke, at vi har prøvet nogle skarpe holdninger af til nyrekræftkirurgi og akut leukæmi. Det modsatte ville til gengæld have ærgret mig. Hvis man kun lægger forslag frem, der opnår bred konsensus, så har man, i min optik, ikke været skarp nok,« fastslår Søren Brostrøm.

En ny ledelsesstrategi
At han fra flere sider er blevet beskyldt for at repræsentere en noget skarpere linje end sin forgænger, ser Søren Brostrøm ikke som en kritik, snarere som en nødvendighed.

Med sundhedsloven fra 2006 gav den daværende regering Sundhedsstyrelsen udvidede beføjelser, som ellers tidligere lå hos de folkevalgte landspolitikere. Det er en magt og en autoritet, som det er vigtigt at være ydmyg over for, men som samtidig forpligter styrelsen til at skære igennem, mener Søren Brostrøm. 

Han beskriver sin rolle som en konstant balancegang imellem det ydmyge og det skarpe: 

»Balancen er den helt store udfordring, når vi skal varetage det nationale perspektiv. Når driftsherrerne og de faglige selskaber lukkes inde i samme rum, er de sjældent enige — men som Sundhedsstyrelse er det vores forbandede pligt at skabe enighed og samle de forskellige parter om noget, der er rigtigt. Hvis ikke vi formår at være skarpe i vores faglighed, så går processen i stå.« 

Inden Søren Brostrøm blev ansat i Sundhedsstyrelsen i 2011, var eksiljyden overlæge i gynækologi og obstetrik på Herlev Hospital. Hans vej gennem sundhedsvæsenet har ikke været forudsigelig. Han har som ung læge pendlet dagligt fra København til Nykøbing Falster. Han har dedikeret tre år af sit liv til en ph.d. om urinvejsinkontinens. Han har rejst verden rundt og bragt ny viden om robotkirurgi og laparoskopi med sig hjem. Han har været formand og medlem af så mange organisationer, at de langtfra kan tælles på to hænder. Og han har siddet på skolebænken sammen med politimænd og kommunalt ansatte og diskuteret offentlig ledelse på Copenhagen Business School.

Selv har Søren Brostrøm svært ved at se den røde tråd i sin karriere. Han opfatter den mest af alt som et puslespil udgjort af en masse små tilfældige brikker, der på hver sin måde har pirret hans idealisme og gjort ham i stand til at betragte sundhedsvæsenet og sin egen funktion i et bredt helikopterperspektiv.

»Min vej gennem sundhedsvæsenet har givet mig en stærk fornemmelse af, hvad der foregår ude i virkeligheden. Det er nok grunden til mine høje, faglige ambitioner. Jeg navigerer let i spændingsfeltet mellem faglighed og politik. Jeg har en fagligt høj integritet uden samtidig at være en elefant i en politisk glasbutik.«

Ambitioner trækker et spor i sandet
Da Søren Brostrøm for tre år siden søgte stillingen som enhedschef i Sundhedsstyrelsen, kom han fra en klinisk hverdag og havde ikke forestillet sig, at han ville få jobbet. Men selvom de to verdener umiddelbart er forskellige, bliver hans ambitioner om at give det tværfaglige samarbejde de bedst tænkelige rammer alligevel en form for lim, der binder dem sammen.

Kilder uden om Søren Brostrøm genkender den bevidsthed om egne evner, som enhedschefen beskriver. Men ikke alle ser den som et udtryk for idealisme.

På nogle virker de kontante udmeldinger og den stringente facon provokerende og ses som et udtryk for ignorance. Som da Søren Brostrøm på et stort møde om specialeplansrevisionen i Odense for nogle år siden nægtede at forholde sig til revisionens betydning for rekrutteringsmulighederne på sygehusene i yderområderne. Bekymringen blev affejet med, at rekrutteringen af læger ikke var et anliggende for Sundhedsstyrelsen.

At han skulle have en manglende vilje til at lytte og gå i dialog, kan Søren Brostrøm ikke genkende. »Vi tror bestemt ikke, at vi er alvidende her i Sundhedsstyrelsen. Vi har brugt det sidste år på at lytte til de faglige argumenter, som de 36 specialegrupper har bragt frem i lyset. Det er en umulig opgave at gøre alle tilfredse.«

Når Søren Brostrøm skal forholde sig til den kritik, specialeplansrevisionen har været udsat for i medierne og i de faglige miljøer, så anerkender han dog, at processen er gået for hurtigt.

Et utålmodigt sind
På spørgsmålet om, hvilke svagheder han ser hos sig selv, svarer Søren Brostrøm da også prompte, at han er utålmodig. Derfor har det heller ikke været uden problemer for ham at finde sig til rette i et erhverv, hvor det at komme fra A til B kan tage lang tid.

»Som kliniker var jeg vant til forløb med hurtige, målbare resultater. Herinde kan det omvendt ofte føles, som om vi tager tre hurtige skridt frem for så at møde modstand og være nødt til at tage to skridt tilbage igen,« forklarer Søren Brostrøm.

»Jeg er ikke skabt til at tage en million forbehold hele tiden, og jeg kan ikke undgå at komme til at træde nogen over tæerne. Men jeg er god til at mærke, når jeg har gjort det. Og så er jeg ikke for fin til at sige undskyld.«

Skriv kommentar