‘Aftale om akutplan for sygehusvæsenet’, som blev fremlagt af regeringen og Danske Regioner 23. februar 2023, har fået en blandet modtagelse.
Hos de patientfjerne (embedsværket, økonomer og politikerne) er aftalen generelt blevet rost, hvorimod de patientnære fagprofessionelle har været mere forbeholdne.
Aftalens 16 punkter rummer overvejende kendt stof med et markant nyt initiativ, der indebærer, at sygehuset påtager sig det lægefaglige ansvar for udskrevne patienter de første tre døgn. Det er godt for patienterne.
Der er mange uklare formuleringer, intet konkret vedrørende den dræbende overbureaukratisering, som ødelægger arbejdsglæden, og som stjæler de fagprofessionelles tid fra patientkontakten.
Det ville være betimeligt, at regionerne for eksempel fik fjernet den unødvendige dokumentation og registrering, der funktionelt har reduceret sygeplejerskekapaciteten.
Morgenavisen Jyllands-Posten beregnede i 2019, at en fem procents reduktion af administrationsbyrden vil frigøre 1.700 sygeplejerske-årsværk. Alt i alt en aftale, der afspejler ‘business as usual’. Eller sagt med andre ord: lappeløsninger med tvivlsom gavnlig effekt, der givetvis bidrager til at øge kompleksiteten og bureaukratiet i sygehusvæsenet.
De fleste problemer, aftalen fokuseres på, er selvforskyldte, forårsaget af mangeårig (siden kommunalreformen i 1970) uhensigtsmæssig delt ledelse (staten og amt/regionerne), med deraf følgende ansvarsforflygtigelse og manglende fokus.
Det har ført til et sygehusvæsen med topstyring, kontrol, meningsløse incitamenter, forrykkede mål og midler, bevidstløse målinger, processtyring, manglende inddragelse og respekt for faglig viden samt stive lønsystemer.
Og det har i tiltagende grad fortrængt dem, der beskæftiger sig med det faglige, til hierarkiets kælderetage, og kvalt lysten for veluddannede fagprofessionelle til at arbejde på de offentlige sygehuse.
Aftalen synes at overse, at problemer vedrørende ‘Afhjælpning af flaskehalse og bemandingsmæssige problemer’ varierer betydeligt mellem afdeling, sygehuse og specialer, og at holdbare løsninger kræver en differentieret tilgang, som bedst varetages af de patientnære fagprofessionelle på de forskellige afdelinger.
Hvis de patientnære fagprofessionelle skal fastholdes eller lokkes tilbage til det offentlige sygehusvæsen, kræves der reelle reformer – for eksempel baseret på regeringens moderniseringsprogram (for den offentlige sektor) fra 1983, hvor der foreslås ‘decentralisering af ansvar og kompetence’.
Det har amter/regioner ignoreret i 40 år, men afprøves nu i ældreplejen og underbygges af erfaringer fra COVID-krisen og tendenser fra udlandet (‘små klinikker’).
På sygehusniveau betyder det, at de patientnære fagprofessionelle får magten (ansvar og kompetence) tilbage over de kliniske afdelinger, hvilket kan genskabe arbejdsglæden og demokrati, sikre prioritering af det patientnære arbejde samt levere skræddersyede lokale løsninger til glæde for helheden.
At regering og regionerne udarbejder en akutplan for et kriseramt sygehusvæsen uden at medinddrage de patientnære fagprofessionelle, er grotesk og arrogant, men helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis, der også går igen i robusthedskommissionens personsammensætning, hvilket giver anledning til bekymring, hvad angår fremtidige reformer.
