Rigshospitalet henter en ny cheflæge til Afdeling for Bedøvelse, Smerter og Respirationsstøtte. Den nye cheflæge er Fie Juhl Vojdeman, der kommer fra en stilling som cheflæge på Klinisk Biokemisk Afdeling på Holbæk Sygehus. Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.
Den nye cheflæge glæder sig til at starte:
»I mit arbejde er nysgerrighed på mennesker det, der driver mig, og jeg glæder mig til at blive en del af fællesskabet i Afdeling for Bedøvelse, Smerter og Respirationsstøtte. Det er en spændende afdeling med tre meget forskellige kerneopgaver, som jeg ser frem til at lære at kende og bidrage til,« siger Fie Juhl Vojdeman.
Fie Juhl Vojdeman er speciallæge i klinisk biokemi og har arbejdet med ledelse i mange forskellige organisatoriske sammenhænge. I øjeblikket er den kommende cheflæge i gang med sidste del af sin Master of Management Development fra CBS.
Jannick Brennum, centerdirektør for Neurocentret på Rigshospitalet, er overbevist om, at Fie Juhl Vojdeman kan fortsætte udviklingen i afdelingen:
»Fie udmærkede sig i et stærkt ansøgerfelt med gode tanker om udviklingen af afdelingen og det fremtidige sundhedsvæsen. Jeg er overbevist om, at Fie sammen med chefsygeplejerske Rikke Skjøde Baes vil fortsætte den imponerende udvikling i afdelingen,« siger Jannick Brennum, centerdirektør i Neurocentret.
Fie Juhl Vojdeman tiltræder sin nye stilling som cheflæge 1. juli 2024.