Regionerne opretter Covid-19 biobank
Professor Estrid Høgdall fra Regionernes Bio- og Genombank (RBGB).

Regionerne opretter Covid-19 biobank Data fra 6.000 corona-smittede skal registreres i Regionernes Bio- og GenomBank (RBGB) i den nye landsdækkende Covid-biobank.

I løbet af blot en uge har Danske Regioner oprettet en helt ny biobank, Dansk Covid-19 Biobank, og allerede nu er de første prøver fra Aalborg frosset ned. Data registreres nationalt i Covid-19-biobanken, hvor klinikere og forskere kan søge om adgang til prøverne.

»I bedste fald kan de mange oplysninger give viden om, hvordan sygdommen udvikler sig hos patienter og bidrage til en vaccine mod corona-smitte,« siger professor Estrid Høgdall fra Regionernes Bio- og Genombank (RBGB) i en pressemeddelelse og understreger, at prøverne også kan bruges til at få indsigt i, hvordan den medicin, som kronisk syge tager, spiller ind i Covid-19 behandlingsforløbet.

»Vi ved desværre alt for lidt om, hvorfor nogle, der ellers er raske, bliver mere alvorligt syge af Covid-19 end andre. Vi ved f.eks. ikke, om de alvorligt syge har særlige gener, der har betydning,« siger Estrid Høgdall.

Indsamlingen af data sker efter de gældende principper i Regionerne Bio- og Genom-Bank og i samarbejde med den Nationale Biobank under Statens Seruminstitut for at sikre så mange prøver som muligt.

Arbejdet haster, og derfor er Danske Regioners næstformand tilfreds med, at Covid-19-banken er blevet etableret så hurtigt:

»Prøver skal nu fryses ned i stort omfang. Flere bliver testet nu, og jeg er sikker på, at mange patienter er glade for, at de kan hjælpe forskerne. Vi ønsker alle sammen at afbøde virkningerne af den her pandemi, der giver både befolkningen og sundhedsvæsenet store udfordringer,«  siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman.

Skriv kommentar