Efter flere års tilbageholdenhed går Dansk Psykiatrisk Selskab nu ud med en skarp kritik af det forkætrede it-system Sundhedsplatformen, som regionerne Hovedstaden og Sjælland har indført. »Sundhedsplatformen er en større hæmsko i hverdagen, end det er en hjælp,« siger Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Kritikken kommer ikke fra hvem som helst. Målt på medlemstal er Dansk Psykiatrisk Selskab det fjerdestørste lægevidenskabelige selskab. Gitte Ahle forklarer, at selskabet har holdt kritikken tilbage fordi det er et landsdækkende selskab, og...