Psykiatere i Risskov slår alarm over spareforslag

Psykiatere i Risskov slår alarm over spareforslag Der er overfyldte psykiatriske afdelinger – men alligevel millionbesparelser i psykiatrien i Region Midtjylland i sigte. Psykiatere fra Aarhus advarer: Lukning af afdeling M med dens mange intensive sengepladser kan kriminalisere psykisk syge.

Akutmodtagelsen og de lukkede almenpsykiatriske sengeafsnit på Psykiatrisk Hospital Risskov er som regel fyldt til bristepunktet.

Så når overlægerne Ulla Bartels fra akutmodtagelsen og Marie Løth og Signe Dolmer fra de to psykoseafsnit P2 og P3 tjekker ind på vagt, er de ofte nødt til gå på jagt efter en ledig seng hos hinanden eller på regionens andre psykiatriske afdelinger.

De bliver derfor meget bekymrede, når sparekataloget for Region Midtjylland for 2015-2019 foreslår, at psykiatrien nedlægger afdeling M, der bl.a. huser 17 senge til organiske sindslidelser samt 17 sengepladser til gerontopsykiatriske patienter.

Det er et forslag, der skal imødekomme regionens krav om, at psykiatrien, som sit bidrag til at dække regionens underskud på en halv mia. kr., allerede til næste år skal vride 29 mio. kr. ud af sit budget. For selvom afdeling M lukker, er patienterne der stadigvæk og vil fremover være henvist til at blive behandlet på de i forvejen trængte afdelinger, P for psykose og Q for affektive lidelser, med henholdsvis tre og fire intensive, fuldt udnyttede sengeafsnit. 

Taberne
Taberne er ifølge de tre læger den gruppe af patienter, som hverken er tvangsindlagte eller har domme til behandling, men som på grund af langvarige depressioner eller psykoser af års varighed med jævne mellemrum har brug for at blive indlagt til at blive stabiliseret, fordi de ikke altid er klar over, at de er syge, og dermed ikke altid får taget deres medicin.

Da f.eks. antidepressiv medicin først begynder at virke efter flere uger, er der behov for at indlægge patienterne i intensive senge gennem en rum tid. Senge, som Risskov altså får betydeligt færre af, hvis regionsrådet i disse uger beslutter at gennemføre forslaget. 

»Jeg frygter, hvordan det skal gå med disse patienter, hvis antallet af sengepladser reduceres yderligere,« siger overlæge Marie Løth og uddyber, at afdelingerne allerede er presset helt i bund.

Beslutningen om en yderligere reduktion i sengepladser kan gå ud over afdelingernes kerneydelse, og dertil kommer, at det konstante pres ødelægger samarbejdet med de andre afdelinger, advarer hun.

»Under mine vagter undgår jeg kun undtagelsesvis at skulle ringe rundt i hele regionen for at høre, om der er pladser et andet sted, hvor det ofte ender i en diskussion om ‘dine’ og ‘mine’ patienter. Ved en yderligere reduktion af sengepladser risikerer patienterne i endnu højere grad at blive kastebold mellem trængte afdelinger,« siger hun.

De syge kriminaliseres
Samme oplevelse har overlæge Signe Dolmer, der er bange for, at lukningen vil komme til at kriminalisere nogle af de allersygeste patienter.

Som et eksempel omtaler hun en svært paranoid, misbrugende patient, som efter en kort indlæggelse truede sin nabo med kniv. Patienten blev indlagt, men kort efter udskrevet igen, hvorefter han, efter atter at have truet sin nabo, fik en dom til behandling.

Denne dom kunne formentlig have været undgået, hvis patienten i stedet var blevet indlagt i en længere periode, hvor man, ud over at have stabiliseret sygdommen, også havde fået styr på misbruget, pointerer hun.

»Som læge skal man kunne være sikker på, at systemet kan stille en seng til rådighed, når man fagligt vurderer, at en patient behøver at blive stabiliseret. Derfor er det frustrerende at se, at direktionen nu føler sig nødsaget til at nedlægge flere intensive senge for at kunne leve op til regionens sparekrav. Det forstærker presset og øger risikoen for, at patienterne bliver endnu mere syge og kommer til at begå noget kriminelt efter udskrivelsen, fordi de fortsat er angste og paranoide og mangler sygdomserkendelse,« siger Signe Dolmer og peger på, at skurken i hendes øjne ikke er direktionen, men landets politiske system, der giver med den ene hånd og tager med den anden. 

»Her i Risskov mærker vi ikke rigtig noget til, at den tidligere regering for blot et år siden gav psykiatrien en tiltrængt saltvandsindsprøjtning på 2,2 mia. kr. Den barske virkelighed er, at vi står over for at skulle spare 27 intensive senge væk,« siger hun.  

En nedlukning af afdeling M vil ikke alene ramme de lukkede sengeafsnit. Den vil også underminere visitationen af de sygeste, der foregår på Risskovs akutmodtagelse.

For når der dagligt kun er én til to ledige intensive senge at visitere patienter over i, kommunerne har reduceret deres tilbud og den praktiserende læge ikke orker mere, bliver det svært at få de nytilkomne patienter sendt videre inden for tidsfristen på 48 timer. 

Det vurderer Ulla Bartels, der som ledende overlæge dagligt møder ind til en fuldt belagt modtagelse.  

»Inden for det seneste år har et stigende antal patienter været nødt til at blive hængende hos os i op til en uge, fordi aftageren af patienten har manglet kapacitet til at tage imod patienten og akutafdelingen dermed bruges som buffer for nuværende overbelægning,« siger Ulla Bartels og påpeger, at akutmodtagelsen ikke har personale til at igangsætte egentlig behandling.

De alt for lange ophold på akutafdelingerne bliver derfor næsten kun opbevaring, og når patienterne hober sig op, kommer der propper i systemet, der hæmmer flowet af patienter og forhindrer nye i at komme til.  

Hvis man laver en dæmning på en flod, får man en sø, og noget tilsvarende sker, hvis man fjerner en masse intensive senge fra psykiatriens fundamentale led, siger hun og slår fast, at speciallægemanglen og forflyttelsen af læger over til de lettere patienter i det ambulante gør de intensive afsnit endnu mere handlingslammede, da en læge ikke kan deles i små bidder.

»Konsekvensen af yderligere sengelukninger er, at patienter, der senest er kommet til, vil være de første, der bliver puffet hjem, da der hverken er senge eller læger til at tage sig af dem,« siger Ulla Bartels.

Og det at blive afvist kan få store konsekvenser for samarbejdet mellem læger og patienter, fortæller Marie Løth. Patienterne mister tillid til systemet, hvis de gang på gang bliver mødt med, at der ikke er plads eller tid til dem, eller de havner på afdelinger, hvor de ikke er kendt. 

»De patienter, der har brug for stabiliserende indlæggelse, er typisk dem, som nægter at åbne døren for hjemmeplejen eller at modtage hjælp fra det ambulante. Alliancen er enormt central i behandling. Når patienterne opsøger os i akutafsnittet, har de allerede overskredet en grænse, og det er vigtigt, at de ikke mødes med afvisning,« siger Marie Løth.

Bosteder vil aflastes 
De intensive senge bliver ikke kun presset af de patienter, der kommer fra akutmodtagelsen – de tynges også af anmodninger fra kommunernes psykiatriske bosteder.

Alene inden for det seneste år har bostederne måttet gennemgå store ændringer, da kommunerne for at spare har skruet ned for bl.a. nattevagter. Da bostederne samtidig har været rystet af en sag på bostedet Blåkjærgaard, hvor en beboer under ledsaget udgang dræbte en socialpædagog for to år siden, har bostederne indført en nultolerance i forhold til udadreagerende patienter.

Truende adfærd bliver nu kvitteret med et opkald til politiet.  

»Bostedernes nultolerance forplanter sig til vores hospitalsafdelinger, fordi bostederne i stigende grad får politiet til at køre patienterne til indlæggelse,« siger hun og fortæller, at det større antal anmodninger dagligt stiller hende og hendes kolleger over for urimelige dilemmaer, hvor de f.eks. tvinges til at vælge mellem, om afsnittets ene ledige seng skal gå til en nydiagnosticeret patient med skizofreni eller til en udadreagerende patient fra et trængt bosted.

»Uanset hvad vi gør, må vi hele tiden afvise patienter og sende dem videre til andre enheder eller tilbage, hvor de kom fra, og denne kasteboldseffekt vil blive yderligere forstærket, hvis man gør alvor af at lukke yderligere sengepladser,« siger Marie Løth.

Pinen skal være tålelig 
De intensive sengeafdelinger er altså ved at kollapse under vægten af patienter — og ifølge lægerne skyldes det dels den medicinske og terapeutiske udvikling, der har gjort det muligt at omstille den udsigtsløse anstaltspsykiatri til en moderne og psykiatri med tilbud om behandling. Og dels det offentliges trængte økonomi, der bedre kan betale de billige ambulante tilbud frem for dyrere intensive senge. 

Psykiatrien er således fortsat med at lukke senge, selvom lægerne for flere år siden begyndte at råbe op om, at grænsen for, hvor få intensive senge man kan have, for længst er nået. For selvom sengene er reduceret, er behovet for indlæggelser så godt som uændret. 

Hvor antallet af senge i 1983 var barberet ned til 600 med 2.600 indlæggelser, var det i 2011 reduceret til 128 senge med 2.000 indlæggelser. 

»Det er godt, at effektive behandlingsmuligheder gør mange patienter bedre, men der er grænser for, hvor mange intensive senge man kan lukke. Det går for hurtigt med at få patienterne sendt hjem, så vi får for mange genindlæggelser,« siger Ulla Bartels og understreger, at patienterne ikke behøver at ligge i en seng, til de er 90 procent raske. 

»Men de skal ligge hos os, til pinen er sådan, at patienten kan holde ud at være derhjemme,« siger hun. 

Et spørgsmål om vælgere
Overlæge Signe Dolmer ved godt, at psykiatriens direktion er underlagt regionens og statens ønsker om en billigere psykiatri, der i langt højere grad er baseret på ambulante tilbud. 

»Hvis ikke direktionen sparede på sengene, ville det i stedet være den ambulante behandling, der stod for skud, stik imod hvad politikerne ønsker,« siger Signe Dolmer. 

»Problemet er at det politiske system ikke ser, at der er en skare af patienter, der i kampen for at redde regionens økonomi risikerer at havne i retspsykiatrien,« siger hun.

De penge, man er nødt til at bruge på at behandle de nu kriminaliserede patienter, kunne man i hendes øjne med stor fordel investere i flere forebyggende indlæggelser. 

Ulla Bartels ser i høj grad også problemet som et vælgerspørgsmål.

»Vores patientgruppe er ikke en politisk pressionsgruppe. Dem, der står på venteliste til en hjerteoperation, får politikernes fulde opmærksomhed, for det er vælgere, som politikerne kan identificere sig med. Men vores politikere er jo ikke i ventekø hos os,« siger hun og udbryder:

»Et samfunds humanitet måles jo på, hvad man gør med de svageste. Og det, der nu lægges op til at ske på vores intensive afsnit, er ubarmhjertigt.«

Dagens Medicin har i flere dage forsøgt at få en kommentar fra lægefaglig direktør Per Jørgensen fra psykiatrien i Region Midtjylland, men det har ikke været muligt. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Skriv kommentar