Sundhedsplatformens største fjende er ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, at regionen ikke kan optage lån til at finansiere uforudsete udgifter.

Regionen har derfor svært ved at gøre noget ved, at Sundhedsplatformen f.eks. ikke overfører nok data til Landspatientregistret, at det ikke spiller ordentligt sammen med FMK, og at lægerne bokser med dårlige opsætninger og i det hele taget farer vild i systemet.

»Udfordringen for en region er, at man ikke har nogen penge, ud over dem man har frigjort på sit budget, fordi man hverken har lånemuligheder eller overtræksmuligheder. Det gør det jo svært for en region at foretage så store investeringer,« siger Per Nikolaj Bukh.

Regionen bliver endnu mere handlingslammet af, at den i sit forsøg på at få pengene til at række har været nødt til at følge en stram plan for Go Live og også har måttet kalkulere med at måtte sig farvel til omkring 400 lægesekretærer, i takt med at man ikke længere havde brug for at få nedfældet det, lægerne dikterede, på papir. »Noget, der undrer mig, er, at staten ikke finansierer det på tværs af alle regioner. 3 mia. kr. er et lille beløb set i den store sammenhæng, og det kan være, at der er brugt for lidt til at implementere det,« siger han.

Tjenes hjem på syv-otte år

Havde staten i stedet valgt at implementere SP i hele landet på samme tid, ville det måske have kostet 10 mia. kr.

»Det er et relativt lille beløb i statens samlede budget, når vi ser det som en investering, der betales tilbage,« siger Per Nikolaj Bukh og foreslår, at staten finansierer det ved at stille regionerne over for et ekstraordinært produktivitetskrav på f.eks. 0,5 pct. det første år efter implementeringen stigende med 0,5 pct. om året over de næste fire år, i takt med at effektiviseringerne viste sig.

»Så kunne SP tjenes hjem på blot syv-otte år. Til gengæld er det meget kritisk, når en region både skal kunne gå i nul og bruge en milliard ekstra på uforudsete udgifter. Det kan den jo ikke,« siger Per Nikolaj Bukh.

Professor i sundhedsøkonomi på SDU Jes Søgaard kan godt se en idé i at give regionerne mulighed for at låne penge i stil med den måde, man finansierer sygehusbyggerier på, hvor regionerne ‘låner’ fra en særlig pulje og betaler tilbage med merproduktivitet. Fordelen ved en sådan model er, at det mindsker risikoen for, at implementeringen mislykkes, i form af ‘Knaphed på ressourcer til implementering’, sådan som det står nævnt i Sundhedsplatformens business case.

Betænkelig ved udbredelse

Søgaard er derimod betænkelig ved, at staten beslutter at indføre en Epic-baseret Sundhedsplatform på hospitalerne i alle fem regioner.

»Gør man det, har vi ikke længere et regionaliseret sundhedsvæsen, og om vi skal have det, er en helt anden beslutning. Imod statsovertagelse af it-platforme i sundhedsvæsenet taler også, at staten ikke kan siges at have haft stor succes med it-projekter de seneste 20 år,« siger Jes Søgaard.

Regionsdirektør Hjalte Aaberg bekræfter, at det i høj grad er budgettet, der taler, når koncerndirektionen vælger at holde fast i den stramme tidsplan for Go Live, selv om tidligere Go Live har skabt overraskende store problemer med bl.a. at overføre data fra hospitalerne til landspatientregistret og de kliniske databaser.

»Hovedbegrundelsen for at fortsætte udrulningen er, at det vil være omkostningsfuldt at bremse op, da ressourcesætningen i programmet, uddannelsesplanlægning, vagtplanlægning etc. skal lægges om. De forhold skal holdes op imod at færdiggøre udrulningen på baggrund af vurderinger af hospitalernes parathed, systemets robusthed etc. Vi foretager løbende den afvejning og har indtil videre fundet det rigtigt at fortsætte,« siger Hjalte Aaberg og understreger, at han og den øvrige direktion påtager sig det fulde ansvar for implementeringen. At gøre staten ansvarlig for sådanne projekter synes han personligt er tosset.

Noget rod

»Dem, der har ansvaret for økonomien og opgaveløsningen i sundhedsvæsenet, må også løfte det i praksis, hvad enten der er tale om it-systemer, hospitalsbyggerier eller indkøb. Uklar ansvarsdeling er altid noget rod. Staten kan sætte nogle rammer for arbejdet, som vi skal indordne os, og det gør staten som bekendt også,« siger Hjalte Aaberg.

»Ekstra lånemuligheder er generelt altid rart, men det ville ikke have ændret vores tilgang i den konkrete sag.«