Vi skal være mindst 1500 flere praktiserende læger i 2035 og samtidig hjælpe de pressede læger og patienter i yderområderne. Men der er en generel usikkerhed for det arbejdsliv, vi træder ind i om ganske få år med de politiske stræmninger, der præger debatten aktuelt.Foto: FYAM

Politiske dagsordener og skyld som ammunition: nyuddannede praktiserende læger risikerer at vende i døren Som kommende praktiserende læger ser vi frem til at blive familielæger i egne klinikker. Men det nye lovforslag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor regionerne bl.a. skal kunne beslutte, hvor mange patienter den enkelte praktiserende læger skal påtage sig ansvaret for, er bekymrende. Stregerne er trukket op og debatten raser henover hovedet på fremtidens praktiserende læger.

Skribenterne har skrevet indlægget som privatpersoner.

Regeringen vil med et nyt lovforslag give regionerne lov til at pålægge læger i visse områder at passe flere patienter end de nuværende 1.600, som i dag er minimumsgrænsen per læge. Mens vi har brug for at tiltrække flere læger til specialet, risikerer man med lovforslaget at lægerne lukker døren til almen praksis, allerede inden de er trådt ind. De nyeste tal viser, at det er en tendens, der allerede er i gang. Antallet af praksishandler faldt med 24 % i 2024 sammenlignet med året før. Faktisk blev det året med det laveste antal handlede lægeklinikker i 8 år. I samme periode har almen praksis været øverst på den sundhedspolitiske dagsorden. 

Usikkerhed om fremtiden 

Vi har en ganske stor berøringsflade med læger, som snart er speciallæger i almen medicin, og det er vores indtryk, at mange under den nuværende politiske diskurs finder det særdeles usikkert at nedsætte sig i egen klinik. Udgangspunktet var ellers lovende: I 2023 forventede næsten 80% af de kommende praktiserende læger at eje egen klinik indenfor fem år efter endt speciallægeuddannelse. Vores egen drøm for et fremtidigt arbejdsliv er da også det samme – at kunne gøre en forskel for den enkelte borger som familielæger i vores egne klinikker. Men de politiske strømninger kan ikke undgå at give ’second thougts’ – for hvordan kommer fremtiden egentlig til at se ud som praktiserende læge?

Som aktive i Forum for Yngre Almen Medicinere (FYAM), som er det faglige selskab for kommende speciallæger i almen medicin, engagerer vi os i vores kommende speciale. Ved siden af fuldtidsjob og familieliv arbejder vi målrettet for at bidrage til, at vi i fremtiden er praktiserende læger nok til at sikre lægedækning i hele landet. I FYAM er vi samlet 1600 af fremtidens praktiserende læger, tilsammen kommer vi til at blive faste læger for mindst 2,5 millioner danskere indenfor få år. Vi har bl.a. udarbejdet ’7 bud på bedre lægedækning’, som er meget konkrete forslag til, hvordan politikerne kan sikre rekruttering fremover. Aktuelt arbejder vi på en større kampagne om trivsel og arbejdsglæde i specialet, ligesom vi netop har gennemført en større spørgeskemaundersøgelse blandt landets medicinstuderende om barrierer for at vælge almen medicin som fremtidigt speciale. Vi ved det alle sammen: vi har som samfund, speciale og patienter ikke råd til at miste fremtidige almenmedicinere.

Vi ønsker ikke kun at bidrage til at løse udfordringerne med lægedækning, men også at samarbejde tæt med kommuner, regioner og folketingspolitikere. Men hvis udgangspunktet for lovforslag er at forringe rammerne for de praktiserende læger, så de kommende speciallæger ikke kan se sig selv i dem, så taber vi vigtige lægekræfter på vejen og lykkes ikke med at investere i almen praksis. For hvordan hjælper det lægen i et yderområde med høj arbejdsbyrde og patientkompleksitet som følge af mange kronikere, at lægen i byen – som allerede løber stærkere end stærkt – skal have endnu flere patienter? Derimod vil det hjælpe den enkelte læge at få mulighed for at indrette sig med det patientantal, der passer til patientsammensætningen og til den enkelte læge selv. Hvis man sørger for at rammerne og opbakningen til denne fleksibilitet er til stede i fremtiden – så vil man samtidig give gode vilkår for at de nyuddannede speciallæger i almen medicin etablerer sig i egen klinik.

Politiske udmeldinger og skarp retorik skader rekrutteringen

Der er fra politisk side fremsat en del løsningsforslag til lægedækningsproblematikken det seneste år, som desværre er med til at skade rekrutteringen til specialet. Blandt andet at lukke for etablering af nye klinikker (såkaldte 0-numre) i bestemte områder og i øvrigt skabe differentierede patientantal helt udenom aftale med Praktiserende Læger Organisation (PLO), hvor de nuværende 3500 praktiserende læger i Danmark i dag er organiseret. Vi så gerne, at man med gensidig tillid og frivillige aftaler fandt vilje til fælles løsninger om patientantal, lægedækning mv., fremfor at forsøge at lovgive helt udenom de praktiserende læger selv.

Nyligt har en regionspolitiker, som repræsenterer vores tætteste samarbejdspartner, udtalt til et medie, at man blandt praktiserende læger i PLO har handlet ”usolidarisk” med hinanden og at regeringens nyeste lovforslag ”i høj grad PLO’s egen skyld”. I åndedraget inden vi nævner, at det som udgangspunkt jo ikke fordrer konstruktive løsninger at bruge skyld som ammunition i en debat: så er det jo netop Danske Regioner, som har rådgivet Sundhedsstyrelsen til at undlade at øge dimensioneringen af speciallægeuddannelsen i almen medicin til det niveau som DSAM og PLO ellers anbefalede for netop at fremtidssikre lægedækningen i Danmark. Resultatet er en situation, hvor man nu fra politisk side synes desperate for at lægge så stort et pres på praktiserende læger, at de indfinder sig, hvor der er størst behov for lægedækning. Som kommende praktiserende læger og som mennesker med ægtefæller, børn og andre forpligtelser i tilværelsen, gør sådanne udmeldinger et stærkt indtryk. Vi er slet ikke i tvivl om at en mere jævn fordelt lægedækning kan ske ad frivillighedens vej med den rette rekrutteringsindsats.

Lad os lave løsninger og justeringer sammen

Vi skal være mindst 1500 flere praktiserende læger i 2035 og samtidig hjælpe de pressede læger og patienter i yderområderne. Men der er en generel usikkerhed for det arbejdsliv, vi træder ind i om ganske få år med de politiske stræmninger, der præger debatten aktuelt. Den enkelte læge kan og skal ikke gøres ansvarlig for at løse en årelang fejlslagen rekrutteringsstrategi og opjustering af speciallægeuddannelsen. Gør de nødvendige investeringer i almen praksis, men giv plads til, at vi kommende praktiserende læger kan eje og drive vores egne klinikker og selv tilpasse dem patienterne, de lokale forhold og vores egne livsvilkår. Lad os sammen lægge en god strategi for de hårdt trængte arbejdsforhold med fokus på tilknytning og rekruttering af lægerne. Det kræver en konstruktiv debat om det nuværende system, som vores nabolande i øvrigt ser langt efter. Familielægerne kan vi ikke undvære. Dén oplevelse vil vi gerne med oprigtighed kunne give videre til vores kolleger, der ligesom os drømmer om at gøre en forskel som praktiserende læger i fremtiden. 

Skriv kommentar