Jeg skal ikke komme ind på karriereperspektivet i at få en ph.d.-afhandling, men blot henvise til en tidligere blog. I dette indlæg vil jeg argumentere for en længere periode til at gennemføre en ph.d. og argumentere for, at antallet af artikler skal være ligegyldigt, fordi det ikke afspejler den videnskabelige skoling, som er formålet med at gennemføre en ph.d.-afhandling.
I øjeblikket er tusinder af læger, sygeplejersker og vores kolleger fra Folkesundhedsvidenskab i gang med at gennemføre deres ph.d.-forløb, der med kurser og undervisningsforpligtigelser er sat til tre år. Det er simpelthen ikke nok tid. Vi er nødt til at gøre som svenskerne (vores evige foregangsland) og indføre et fireårigt forløb. Hvorfor? Fakta er, at mange ikke kan gennemføre på den beregnede tid, fordi det projekt de gennemfører, ikke udføres og giver meningsfulde resultater i løbet af tre år.
Hvis vi forestiller os, at man opstiller en randomiseret undersøgelse af to behandlinger over for hinanden, så er man nødt til at udvikle den intervention, som skal anvendes, opstille nogle udfald som skal være resultat af interventionen, og i visse tilfælde også udvikle den intervention, som skal anvendes. Udviklingen af en intervention, gennemførelse af en pilotundersøgelse og opgørelse af pilotdata kan godt tage 12 måneder.
Hvis vi nu forestiller os, at man gennemfører en undersøgelse, hvor det tager 18 måneder at få rekrutteret 250 patienter til en undersøgelse og man gerne vil have 12 måneders opfølgning, så skal den sidste patient, der ses i måned attens sidste dag have udfyldte sit sidste opfølgningsskema måned tredves sidste dag – så er der seks måneder til at skrive, nå ja, tre artikler.
Enhver med nogen erfaring i artikelskrivning ved, at det ikke kan lade sig gøre, så derfor bliver der i stigende omfang indført review af området, protokolartikler, som er vigtige, men måske kunne have stået som et appendix til et originalt arbejde, baselineartikler, der måske ikke har så meget indhold, men drejes så de kan blive antaget, parallelarbejder der måske ikke er lige ‘to the point’, men indeholder elementer, der er knyttet til det oprindelige formål, og så videre i den dur. Vores nuværende 36 måneder reducerer muligheden for at udvikle, pilotere, eksperimentere, lege med problemet og gør det svært at nå meningsfulde afrapporteringer.
For at imødekomme mine kritikere vil jeg straks fremhæve ualmindelige gode ph.d.-studerende, der rent faktisk kan gennemføre på 36 måneder; alligevel er der en rimelig stor mængde, som ikke kan. Den videnskabelige kvalitet er truet, læringen forringet og en mængde salamiteknikker bliver anvendt for at opnå de herostratiske tre artikler. Vi ser det hver dag og alligevel fortsætter, mens det akademiske parnas ser til – i tavshed.
Hvor kommer de tre artikler fra. Jeg kan ikke forstå antallet, og ser ikke en forklaring der kan tilfredsstille. Det er ligesom de gamle doktordisputatser, hvor der i løbet af de år jeg var i feltet (skrev på en disputats) skete en reduktion i antallet af artikler, som var nødvendige for en såkaldt B-afhandling, en afhandling der bygger på flere peer-reviewed publikationer.
En anden type er A-afhandling, der er en monografi, hvis omfang og dimensioner ikke var klart beskrevet i bekendtgørelsen. Nuvel hvis man anskuer ph.d. uddannelsen som en læreplads, hvor man bliver videnskabeligt modnet, så er en enkelt artikel vel tilstrækkeligt, hvis denne artikel indeholder tilstrækkelig videnskab – eller hvordan?
Lige nu lidt svært at gennemskue formålet med de tre artikler og man forledes hurtigt til at tænke, at den omsiggribende bibliografisyge (som selv ikke Bibliopatens læge i Politikens bogtillæg vil kunne behandle) med H+ tal, antal publikationer i tidsskrifter med impact 10 og derover, artikler i impact 5 og derover, osv. har smittet området ph.d., eller er gensidigt smittet af den samme trang til kvantificering.
Jeg ligger selv fuldstændig under for bibliografi-hurlumhejet, og har taget alle akademiske skalpe, men synes det er tåbeligt. Det kan i bund og grund ikke sige så meget om hvad ph.d.-uddannelsen har indeholdt. Jeg synes derfor at man skal overveje at skrive bekendtgørelsen om ph.d.-uddannelse indenfor sundhedsvidenskaberne og folkesundhedsvidenskaberne og de hermed beslægtede fag om. Kvalitet og indhold må være de bærende elementer i en reform.
