Kære Peter Qvortrup Geisling,
I sidste uge brugte du fem minutter i podcastet Stetoskopet på at vise, hvordan dine 20 års erfaring inden for kommunikation har gjort, at du kun benytter dig af ‘modtagerkommunikation’ for at få et budskab ud.
»Det skal handle om dem, man vil ud til,« prædikede du. Og i et forsøg på at give en – sikkert velmenende – opfordring til de lægestuderende, som du selv lagde ud med at identificere som værende »stressede, bange og enormt pressede«, valgte du at bruge det meste af din modtagerkommunikative strategi på en mildest talt nedgørende tirade møntet på ca. 7.000 lægestuderende.
Dit ‘los i måsen’ – som du mener, vi har brug for – blev til en adjektiv-kavalkade af usandfærdige generaliseringer – »navlepillende egoister, der bare vil ud og tjene penge. Uambitiøse, klynkende, holdningsløse studerende, der kun ser patienterne for egen vindings skyld.«
Men Peter, har du overvejet, at vi selv bruger modtagerkommunikation, når vi skal ud med vores holdninger? For vi lægestuderende mener faktisk noget. Bare fordi du ikke kan se, høre eller forstå vores holdninger, betyder det ikke, at de ikke er der – de er bare ikke rettet mod dig. Hvis du nu var trådt ud af dit DR-studie, så havde du måske bemærket, at vi ikke bare mener noget blot for at råbe det ud i luften. Vi bruger faktisk en stor del af vores studietid på at gøre noget ved det. Hver dag er der lægestuderende landet over, der frivilligt kæmper en brav kamp for hele verdens sundhed.
Hvis du blot gik en tur igennem Panums vandrehal, ville du se, at studietiden på medicin er en verden fuld af studenterforeninger, der arbejder med alt fra kræftramte børn til projekter med det formål at styrke det tværfaglige fællesskab mellem uddannelsesinstitutionerne. Alene i International Medical Cooperation Committee (IMCC) er der hver dag et hav af lægestuderende, der arbejder i 30 forskellige sundhedsaktiviteter på lokalt, nationalt og internationalt plan.
Det er altså lægestuderende, der frivilligt tager ud og underviser i kost, motion og førstehjælp og giver seksualundervisning, udfordrer danskernes forhold til organdonation, skaber debat om de stigende medicinpriser verden over, laver rettighedsbaserede projekter for udsatte børn og unge i udviklingslande. Vi sender studerende ud for at sætte global sundhed på den politiske dagsorden til internationale konferencer; lige nu har vi sågar to af sted som en del af Udenrigsministeriets delegation til FN’s kvindekommissions samling.
Der er et væld af aktivistiske, holdningsfyldte foreninger, som vi lægestuderende engagerer os i. Og som du så fint beretter, er FADL også en af dem …
Ja, FADL – de lægestuderendes fagforening og interesseorganisation – mener noget om de lægestuderendes arbejdsforhold og forhold, der påvirker lægeuddannelsen. Så femårsreglen mener vi noget om og selvfølgelig også om mulighederne for studierelevant arbejde i Vestdanmark. Det er vores opgave. Og som du selv nævner, er de lægestuderende i dag mennesker, der er presset! En fremdrifts- og SU-reform presser under studiet, og på den anden side lurer en femårsregel – disse regler sætter altså deres spor i den mentale sundhed, og det er lige så vigtigt at have en mening om dét, som det er at have en mening om patienterne. For vi kæmper sammen for, at lægeuddannelsen og studietiden giver os mulighed for at blive de bedste læger. Læger, der faktisk har ressourcerne til at hjælpe og behandle patienterne og ikke blot til at mene noget om dem.
Så kære Peter, lad os da tage debatten. Invitér os med ind i dit studie, så skal vi nok ytre vores holdninger. Lad os tale om modtagerkommunikation, for du ramte ved siden af. Lad os tale om det frivillige arbejde, vi laver. De projekter, vi sætter i verden, fordi vi gerne vil gøre noget ved det, vi mener.
Vi er 7.000 studerende, der har fundet netop det, vi vil kæmpe for. Det er 7.000 holdninger og 7.000 stemmer, der hver dag ved siden af det pressede studie gør deres ypperste for at hjælpe dem, der har mest brug for det.
Flot skrevet Sarah