Med sådan et paradigmeskifte vil vi kunne forbedre næsten hvert eneste patientforløb hos os
Anders Kruse, ledende overlæge, Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital
Regionsrådet i Region Nordjylland har for anden gang uddelt Idéprisen. Årets vinder er Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital og afdelingen Digitalisering og IT i Region Nordjylland. De har sammen fundet en løsning, der gør det muligt at dele billeder digitalt mellem den behandlende øjenafdeling, de privatpraktiserende øjenlæger og øjenafdelinger på andre hospitaler.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Den nye løsning er et stort fremskridt i forhold til, hvordan behandlingen og forløbet foregår på nuværende tidspunkt. Her må øjenpatienter gennemgå de samme undersøgelser flere gange. Det er både dyrt, tidskrævende og overflødigt, mener Anders Kruse, der er ledende overlæge på Aalborg Universitetshospitals øjenafdeling.
»I min optik er det her et fagligt jordskælv, fordi vi med sådan et paradigmeskifte vil kunne forbedre næsten hvert eneste patientforløb hos os,« siger Anders Kruse.
Fokus på bedre patientforløb
For patienterne betyder det også, at sygdomsudvikling kan opfanges med det samme. Det resulterer i, at lægen på Aalborg Universitetshospitals øjenafdeling kan skræddersy et behandlingsforløb allerede før første fremmøde for patienten på baggrund af de privatpraktiserende øjenlægers billeder og undersøgelser.
Den digitale løsning er med til at sikre et mere sammenhængende forløb for patienterne samt et kompetenceløft hos de privatpraktiserende øjenlæger grundet det tætte samarbejde med Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital. Det er blandt andet nogle af de punkter, som priskomiteen har fremhævet ved vinderidéen.
»Perspektiverne er rigtig gode. En af de store gevinster for patienterne vil være, at de kan følges hos den lokale øjenlæge, imens de er i forløb på sygehuset. Det betyder, at patienten kan behandles på Øjenafdelingen og sideløbende få lavet billedoptagelse og gå til de faste kontroller hos den lokale øjenlæge. Dermed vil hospitalsekspertisen grundlæggende ikke være længere væk fra patienten end afstanden til en praktiserende øjenlæge,« siger Malene Busk (S), regionsrådsmedlem og medlem af priskomiteen.
Med den nye tekniske mulighed vurderer Aalborg Universitetshospital, at omtrent halvdelen af afdelingens 50.000 årlige ambulante patienter kan sendes direkte til behandling på et ambulatorium på et lokalt hospital.
Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital kan påbegynde arbejdet med løsningen i praksis i 2023, og hvis systemet bliver udbredt, vil det være muligt at udnytte den samlede lægekapacitet i hele regionen langt bedre. Løsningen er endnu ikke afprøvet andre steder i verden, og det vil derfor sætte Region Nordjylland på landkortet.