I maj 2022 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om, at vi skal have nærhospitaler som en del af det danske sundhedsvæsen. 

Egentlig er indførelsen af nærhospitaler ikke noget godt eksempel på lancering af nye løsninger til sundhedsvæsenet: Man beslutter politisk, at vi skal have dem, og at det koster fire mia., før vi ved, hvad det reelt er. 

Efterfølgende beskrev Sundhedsstyrelsen over 64 sider den faglige ramme for nærhospitalerne. 

Den faglige beskrivelse fastlægger, at der ikke bør være indlagte patienter, men derudover er der næsten frit spil.

Som praktiserende læge er jeg først og fremmest interesseret i ting, der virker. Så lad os hoppe let hen over forhistorien (og navnet) og i stedet se på, hvordan etableringen af nærhospitaler rent faktisk kunne komme til at fungere i ‘det nære sundhedsvæsen’, som jeg mener bør bestå af fire dele:

1. Hovedopgaven bør være, at nærhospitalerne fungerer som lokal støtte til de sundhedstilbud, der allerede findes i området.
2. Dette kan suppleres af ambulante sygehusfunktioner til de borgere, der lider under at have langt til disse tilbud.
3. Man bør overveje at etablere et sundhedsfagligt videnscenter, måske bare ét pr. region, der kan styrke fagligheden uden for de store universitetsbyer. 
4. Man bør huske at tilpasse de fysiske faciliteter til behovet – ikke omvendt.

Støtte til det lokale sundhedsvæsen

Dette bør efter min mening være nærhospitalernes vigtigste funktion. Støtten bør først og fremmest bestå af en gruppe speciallæger, som borgerne hyppigt har behov for, og som selv samtidig får et lokalt tilhørsforhold. Det handler typisk om det, jeg vil kalde for ‘almene specialister’, altså kirurger, gynækologer, børnelæger, psykiatere, hudlæger og radiologer. De findes allerede som praktiserende speciallæger under FAPS, men der er for få, og de er stadig for skævt fordelt. 

Med den rette geografiske fordeling vil disse speciallæger kunne støtte de lokale praktiserende læger og også støtte de kommunale sundhedsfunktioner. De vil kunne være med til at begrænse antallet af patienter, der henvises til de store sygehuse, og de vil samtidig kunne komme til at være en fast og integreret del af det lokale sundhedsvæsen i området. Det vil komme hele området til gavn.

Derudover skal der være en gruppe af andre ‘specialister’. Det kunne være diætister, fysioterapeuter og psykologer. Organiseringen kunne være enten som kommunalt ansatte og/eller med egen klinik som speciallægerne. Det må afhænge af det lokale behov. 

Måske bør ‘psykiatrien’ have en særlig plads i nærhospitalerne. Altså en mulighed for at psykiatere fra både sygehuse og privat praksis kunne mødes med repræsentanter fra kommunen, misbrugscentret og almen praksis om de særlige indsatser, der er behov for.

Det er blevet nævnt, at praktiserende læger også skal kunne slå sig ned i nærhospitaler. Det vil jeg advare lidt imod: Det giver ikke mening at forsøge at samle 2.000 lægeklinikker i 25 nærhospitaler. Selvfølgelig kan man tilpasse det enkelte steder, men det bør ikke være nærhospitalernes formål.

Denne del af nærhospitalet handler altså først og fremmest om at give borgerne nogle bedre, faste og lidt mere specialiserede lokale tilbud. Det vil være en reel forbedring og prioritering af ‘det nære sundhedsvæsen’.

Fremskudte ambulante sygehusfunktioner, hvor det giver mening

Nærhospitalet vil selvsagt ligge i lokaler, som vil kunne benyttes af sygehusansatte speciallæger og personale – en form for ‘fremskudt’ ambulant sygehusfunktion – i de situationer, hvor opgaverne ikke kan løses af de lokale praktiserende speciallæger. 

For at undgå at spilde en masse lægers tid på landevejene må regionen sammen med fagfolkene nøje overveje, i hvilke tilfælde det vil give mening. I visse situationer vil opgaven formentlig kunne løses af speciallæger, der deltager via video, mens der er andet personale sammen med patienten.

Et fagligt videnscenter

Formålet med det faglige videnscenter skal være todelt: dels at fungere som støtte for alle de sundhedsfaglige personer, der arbejder i lokalområdet, dels at indsamle og udbrede viden om de lokale sundhedsforhold og dermed understøtte den faglige udvikling i området. 

Man kan forestille sig mindre forskningsprojekter, støttefunktioner og kvalitetsarbejde, og det vil være oplagt at gøre det i et samarbejde mellem lægernes kvalitetsklynger, sygehusets specialister og den sundhedsfaglige udvikling i kommunerne. Derved kunne vi bringe den traditionelle sundhedssektor (sygehuse og praksissektor) tættere på kommunerne og øge kvaliteten begge steder.

Et sådant videnscenter, måske ét eller to pr. region, vil på samme måde kunne trække både ressourcer og fagfolk lidt væk fra de store institutioner i universitetsbyerne – mon ikke vi som samfund godt kan afse dette?

Tilpas de fysiske faciliteter til behovet – ikke omvendt

Nærhospitalernes lokaler bør indeholde faciliteter, hvorfra speciallæger og andre specialister kan arbejde, uanset om de kommer fra det lokale sygehus, eller de er nedsat med eget ydernummer. 

Rent lavpraktisk skal vi indrette faciliteter til billeddiagnostik, skopier og mindre operationer. Alt dette vil dog afhænge af, hvilke speciallæger man ønsker fra sygehuset, og hvilke praktiserende speciallæger og andre der skal nedsætte sig i området.

Personligt ser jeg som praktiserende læge en stor fordel i at have adgang til billeddiagnostik i lokalområdet, og jeg tror kun, at det behov vil stige. Teknologien går i den retning, og det er let for patienterne og forkorter udredningstiden. Spørgsmålet er, om ikke tiden og teknologien er ved at være dér, hvor også CT- og MR-scanninger skal lidt tættere på patienterne? Den vurdering skal selvfølgelig inddrage de rette fagfolk.

Endelig tror jeg, at det er vigtigt, at nærhospitalerne ikke bør være en del af de kommunale akutpladser og genoptræning. Den udvikling er allerede godt i gang, og den bør fortsætte som en forlængelse af kommunernes egne planer.

Etablér noget, vi ved virker, frem for nye mursten og nye organisationer

Hvis vi skal lytte lidt til de lokale behov, så tror jeg ikke, at borgerne i Esbjerg og Korsør mest af alt ønsker sig flere mursten og nye organisationer. 

Hvis vi derimod kan forsyne dem med nogle af de sundhedsfaciliteter, der findes i andre dele af landet, og samtidig reducere den geografiske afstand til dem, så er vi nået langt. Derved opnår vi også en yderligere effekt:

Så ‘tvinger’ vi nemlig sundhedsvæsenet til at styrke de områder, som vi alle sammen godt ved er underforsynet med sundhedstilbud i dag og har været det i årtier. Med andre ord kan nærhospitaler blive en løsning, der helt konkret prioriterer de borgere, der har de største behov. 

Og ja, det bliver lidt på bekostning af os i Nordsjælland og i Østjylland, og spørgsmålet er, om ikke det også er ved at være på tide? Netop en mere præcis beskrivelse af nærhospitalernes funktion, rolle og formål vil være en oplagt opgave for den kommende strukturkommission, så vi ikke får 5 eller 25 forskellige versioner af et nærhospital.