Læger frikendt for chikane af 1813 Lægeetisk Nævn har truffet en usædvanlig hurtig beslutning i sagen om de otte læger, som blev beskyldt af Region Hovedstaden for at udøve chikane mod den nye akuttjeneste 1813.

Nævnet har truffet afgørelse om syv af de otte læger og underkender ganske påstanden om chikane, idet lægerne blot har ringet mellem 15 og 28 gange over en periode på to uger i begyndelsen af januar, og der er ikke kan ses noget mønster i opringningerne, som antyder en destruktiv adfærd.

Det oplyser Lægeforeningens hjemmeside.

Formanden for Lægeetisk Nævn, Mogens Skadborg, siger til hjemmesiden:

»Materialet fra Region Hovedstaden beviser ikke, at der er tale om chikane. Dertil kommer, at lægerne i de syv sager, som nu er afgjort, har kunnet henvise til faglige årsager til, at de har foretaget opkaldene til 1813. Der har været behov for oplysning om ventetider, for at høre mere om den nye akutordning konsekvens for vejledning af patienter og for helbredsoplysning om patienter, der har haft kontakt til 1813. Det var de nødt til, da ordningen med elektroniske udskrivningsbreve ikke fungerede. Nogle af lægerne har desuden haft akut syge familiemedlemmer.«

Alle opkald skete på et tidspunkt, hvor Region Hovedstaden endnu ikke havde orienteret de praktiserende læger om en særlig telefonlinjer for professionelle.

Lægeetisk Nævn forventer at tage stilling til den sidste af de otte sager på sit næste møde 13. maj 2014.

Skriv kommentar