Kvinderne har i mange år fyldt mere og mere i lægefaget, og den udvikling slår nu igennem på chefkontorerne på hospitalerne. Ifølge nye tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor er andelen af kvinder blandt de ledende overlæger de seneste 10 år fordoblet fra ca. 13 pct. til ca. 26 pct.
Og det er netop kvindernes stigende andel i fødekæden til de ledende stillinger, der er en af forklaringerne på udviklingen, siger Anja Mitchell, formand for Foreningen af Speciallæger (FAS).
»Udviklingen skyldes, at flere kvinder læser medicin. Både blandt medicinstuderende og blandt de yngre læger er kvinderne i overtal, og det vil løbende afspejle sig i andelen af ledende overlæger. Sammensætningen af ledere skal afspejle den generelle gruppe af læger, og derfor er det godt, at flere kvinder bliver ledere. Og med flere kvinder end mænd på medicinstudiet kan det ikke udelukkes, at vi om 20 år snakker om, at der er brug for flere mænd i lederrollen på hospitalerne,« siger Anja Mitchell.