»Denne krise er en trykprøvning af vores samfund og sundhedssystem. Begge dele består, så vidt jeg kan se. Især hvis vi sammenligner med systemet i USA, der kommer frygtelig til kort, fordi der ikke er et socialt sikkerhedsnet.

Denne krise vil bevise velfærdsstatens overlegenhed til at tackle kriser. Det er meget interessant, fordi velfærdsstaten tit kommer under angreb, og politikere synes, den skal skæres ned. Selvom der er blevet skåret på sygehusvæsenet, er det rart at se, at når det virkelig gælder, så er vores model overlegen.

Lige nu er der mange patienter både inden for somatikken og psykiatrien, der bider tænderne sammen

Jeg håber, at vi lærer at dimensionere vores sundhedsvæsen, så vi kan klare kriser fremover. For de kommer helt sikkert igen. Et helt utroligt lyspunkt har været at overvære, hvordan forskellige specialer, læger og plejepersonale har fundet ud at arbejde sammen under helt ekstreme vilkår.

De har lavet afdelinger om, og har fået det hele til at fungere. Når det virkelig gælder, så tilpasser de sig. Det har glædet mig, hvor fantastisk omstillingsparate mine kolleger er.

Når det gælder de psykisk syge, ser vi mange, der er så dårlige, at de ikke kan passe på sig selv eller overholde en karantæne. Hvad gør vi næste gang for at hjælpe de mennesker, både for deres egen skyld, og for at de ikke spreder smitte? Det skal vi lære af, så vi er forberedt på at handle under næste krise. Desuden tænker jeg f.eks., at vi skal fokusere på telepsykiatri. Det har flere afdelinger eksperimenteret med de seneste uger, og det kan man sagtens blive bedre til. Det vil også kunne tage hånd om nogle af alle de ambulante forløb, som nu er blevet aflyst eller udskudt.

Lige nu er der mange patienter både inden for somatikken og psykiatrien, der bider tænderne sammen. De praktiserende læger efterlyser patienter, og der er også plads på de psykiatriske afdelinger. Men patienterne gør hvad de kan for ikke at overbelaste sundhedsvæsenet. Når krisen er overstået, så kommer de igen. Så bryder det ud i fuldt flor, og det giver os en kæmpe arbejdsbyrde. Den psykiske sygdom bliver kun værre, jo senere patienten kommer i behandling. Så der er mange problemer i det, men det er svært at gøre noget ved, for der ligger en slags solidaritet i hele befolkningen, der holder sig selv tilbage, selvom de har symptomer. På den måde, er psykiatrien lidt tidsforskudt under sådan en krise.

Derudover skal vi også tage os af alle de psykiske reaktioner, som vil komme efter krisen. Der kommer en stor pukkel af psykisk sygdom. Det så vi f.eks. med den 11. september, hvor der var en øget forekomst af angst og depression i USA og flere andre lande. Det kommer vi også til at se efter coronakrisen. Vores arbejde begynder først for alvor, når epidemien ebber ud.«