»Jeg tør næsten ikke tro på, at effekten fortsætter« Efter 22 år med ledegigt kom 42-årige Charlotte Holbek i behandling med en kombination af Methotrexat og Enbrel. Effekten var dramatisk fra første dag

Smerterne og de hævede og ømme led forsvandt. Ikke efter hverken uger eller måneders behandling, men mindre end et døgn efter den første indsprøjtning. 42-årige Charlotte Holbek fra Hillerød er en af de ledegigtpatienter, der har oplevet en dramatisk effekt af at komme i en kombinationsbehandling med Methotrexat og etanercept, Enbrel.

I de 22 år, der gik, fra Charlotte Holbek første gang fik stillet diagnosen ledegigt, til hun i december sidste år startede på kombinationsbehandlingen, har hun med skiftende held prøvet en række forskellige gigtmidler, de fleste uden større effekt på sygdommen. Derfor har hun i lange perioder af sit sygdomsforløb klaret sig med en kombination af lettere smertestillende midler og træning. Indtil sidste sommer, hvor smerterne fra de hævede og ømme led blev uudholdelige.

»Det blev rigtig slemt, og jeg fik en henvisning til Hvidovre Hospital, hvor jeg blev indlagt i en uge, fik taget en masse prøver og blev undersøgt af læger, fysio- og ergoterapeuter. Jeg fik Methotrexat i tre måneder i større doser end før, men det hjalp mig fortsat ikke. Derfor blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i et forsøg, hvor jeg fik både Methotrexat og Enbrel samtidig,« fortæller Charlotte Holbek.

Effekt fra første dag

18. december fik Charlotte Holbek sin første indsprøjtning med Enbrel. Effekten viste sig næsten omgående.

»Det hjalp fra dag et. Pludselig havde jeg ikke de samme smerter, og selv om jeg nu har haft gavn af kombinationsbehandlingen i nogle måneder, tør jeg næsten ikke tro på, at effekten fortsætter.«

Indtil videre skal Charlotte Holbek to gange om ugen fortsætte med at give sig selv indsprøjtninger med Enbrel. At hun i dag praktisk taget ingen symptomer har på sin ledegigt, gør, at hun på fuld tid kan fortsætte sin karriere som produktionsplanlægger i Novo Nordisk.

Gennem hele sit sygdomsforløb har Charlotte Holbek holdt fast i at være erhvervsaktiv, først som farmakonom på apoteker i Holbæk og Valby og de seneste 13 år på Novo Nordisk.

»Jeg kunne være gået på invalidepension, da jeg som 20-årig fik stillet diagnosen. Heldigvis havde jeg en arbejdsgiver, der bakkede mig fuldt op og ikke ville acceptere min opsigelse ? selv om jeg i starten måtte slæbe mig på arbejde. I dag har jeg stort set ikke fravær på grund af min ledegigt og har et stående tilbud om at gå på nedsat tid, hvis jeg ønsker det,« siger Charlotte Holbek.

Arrene efter gentagne operationer af hænder og fødder vil altid minde hende om den kroniske sygdom, hun skal leve med. Men smerterne er væk, og en planlagt sommerferie i telt sammen med mand og døtre er et kontant udtryk for den optimistiske tro på fremtiden, Charlotte Holbek igen tør have.

Niels-Bjørn Albinus

Skriv kommentar