Jeg føler mig ført bag lyset Efter at have fået fjernet en knude i brystet kunne jeg læse i min avis om de rystende tal for overdiagnostik i forbindelse med brystkræftscreening

Kære Jens Peter Garne, ledende overlæge på mammakirurgisk klinik på Aalborg Universitetshospital, og uofficiel opponent ved Karsten Juhl Jørgensens forsvar for sin disputats om mammografiscreening fredag 11. januar 2013.

Som patient vil jeg gerne fortælle dig om, hvordan det opleves at få fjernet en knude i brystet ved en brystbevarende operation – for mit vedkommende 3. oktober 2012 — og derefter i min avis (Information) konstatere 6. november 2012, at der hvert år er 500 kvinder, som får fjernet brystet helt eller delvist, selvom de i hele deres levetid aldrig ville have mærket noget til denne cancer. Ved nærmere undersøgelse finder jeg ud af, at denne viden har man haft i mindst ti år, den er bare endnu en gang blevet bekræftet af et engelsk forskerhold. 

Desuden finder jeg ud af, ved at nærlæse Sundhedsstyrelsens pjece, at man her nævner overdiagnostik, men ikke sætter tal på. Man sætter tal på, hvor mange kvinder man mener at ’redde’, omend disse tal er lige så usikre som tallene for overdiagnostik. Desuden nævner man overdiagnostik som ’en ulempe’. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det danske sundhedsvæsen med Sundhedsstyrelsen i spidsen ville acceptere at give 500 kvinder en kræftdiagnose hvert år uden grund og sende dem igennem en eller anden cocktail af operation, stråler, kemobehandling og fem års antiøstrogenbehandling. Jeg kan godt fortælle dig, at jeg er så vred.

Jeg føler mig ført bag lyset af elendig information fra Sundhedsstyrelsen. Enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, anfægter ikke tallene, men udtaler til Information 6. november, at han på trods af overdiagnosticeringen ser screeningen som en succes. Hvilken arrogance! Det er en hån mod de 500 kvinder, som hvert år får ødelagt deres liv af at få en kræftdiagnose på livstid.

Desuden synes jeg, at det er dårligt lægearbejde, når man ikke undersøger tidligere screeninger og laver en anamnese, inden man tager en biopsi og eventuelt spreder en cancer, som måske ikke havde givet gener, hvis man ikke havde rørt den. Man spørger ikke til andet end navn og cpr-nummer, inden der tages en biopsi. Og man aner intet om, om kvinden vil kunne tåle en cancerbehandling, for man har ikke stillet et spørgsmål til hendes helbred inden biopsien.

Jeg ved, at der er en lov om informeret samtykke. Uden at have nærlæst lovteksten forestiller jeg mig, at loven foreskriver, at lægen stiller sig til rådighed for patienten med relevant forskning på området, så indgreb og behandling planlægges med respekt for patientens prioritering. Det undrer mig, at disse resultater om overdiagnosticering har eksisteret i ti år, og man som læge ikke føler sig forpligtet til at informere og at spørge patienten om, hvad hun vil.

Jeg er blevet tilbudt operation, stråler, kemo og fem års antiøstrogenbehandling. Jeg har sagt nej tak til kemo, fordi jeg heldigvis har en læge i familien, som har informeret mig om, at der eksisterer en hjemmeside, der hedde Adjuvant On Line, hvor man kan se, hvad man får ud af kemobehandling, antiøstrogenbehandling i kombination eller hver for sig. Ikke engang dette ret simple værktøj bliver lagt frem som udgangspunkt for en dialog. 

Ingen har i det hele taget interesseret sig for, hvad jeg ønsker mig, tænker om dette her, eller hvordan mit liv ser ud. Havde jeg taget imod en kemokur, ville mit livsgrundlag som selvstændig fysioterapeut uden for sygesikringen være væk. Jeg kan ikke være syg og dermed fraværende et halvt år fra min klinik og regne med, at jeg stadig har nogle kunder.

Dialogen har i mit tilfælde været næsten fraværende, og  man må sige, at den har også vanskelige kår, når man hver gang — helt bogstaveligt — møder en ny læge. Jeg har oplevet dette forløb som et totalt overgreb.

Jeg bliver meget ophidset, når jeg forstår på din fremlæggelse, at du synes, at det da ikke er så slemt, når man kun fjerner lidt af brystet eller kun giver strålebehandling tangentielt — på trods af, at det måske havde været helt unødvendigt. Der følger meget andet med at give mennesker en kræftdiagnose. Det er angst på livstid, hvilket traumatiserer alle, og nogle rejser sig aldrig igen.

Skriv kommentar