Det var en speciel oplevelse at overvære samrådet med sundhedsministeren om Filadelfias epilepsihospital 25. oktober.
Nu har vi ord fra landets højeste politiske sundhedsperson på, at regionerne kan klare stort set det, som Filadelfia har gjort de seneste mange år. Om de to af hospitalets afdelinger, Havehuset og Ungdomsafdelingen, der lukkes nu til nytår: Fat mod, venner, det har slet ingen nød. Der findes syv af samme slags i hele landet!
Ministeren afholdt sig dog klogelig fra at fortælle, hvor de lå, og det kan jeg godt forstå.
Lidt baggrundsinformation må være på sin plads:
Havehuset er en 13-sengs afdeling indrettet til fysisk og psykisk handicappede med svær epilepsi (eller det, der ligner); ofte er de aggressive og udadreagerende og kræver omfattende tilstedeværelse af specialkyndigt, erfarent personale.
Også disse patienter kan vi tilbyde diagnostisk udredning med 24-timers video-eeg, om fornødent over flere dage. Dette er ofte afgørende for dels at afklare diagnosen, dels at se, hvilken slags epilepsi der er tale om.
20-30 pct. af vore patienter – der ofte har været i mange års behandling med epilepsimedicin – viser sig slet ikke at have epilepsi. Og hos ca. 50 pct. er epilepsien ikke korrekt eller tilstrækkeligt præcist klassificeret. Dette er vigtigt for succes i behandlingen; som overalt i akademisk medicin: Den første forudsætning for en effektiv behandling er en præcis diagnose.
Jeg spørger: Hvilke andre neurologiske og pædiatriske afdelinger i landet har dette tilbud?
Hvis ministeren kan fortælle mig det, ved hun efter mindre end en måned i stolen noget, jeg med 35 års erfaring ikke ved! Men man bliver jo aldrig for gammel til at lære nyt.
At ca. 40 pct. af vore patienter henvises fra de regionale neurologiske og børneafdelinger, undlod hun også at svare på. Det forstår jeg også godt, for det gør hendes udtalelser om regionernes evne til at løse disse patienters problemer selv til grin.
Misforstå mig ikke: Alt dette er ikke for at påstå, at regionerne ikke gør deres arbejde godt nok – men alle erfaringer fra udlandet viser, at epilepsidiagnose og -behandling hos 10-15 pct. af patienterne volder så store problemer, at der kræves tværfaglig ekspertise og specialudstyr, der vel at mærke skal bruges dagligt, og på et betydeligt antal patienter. Et sådant epilepsicenter kræver et befolkningsunderlag på 4-5 mio., altså svarende til Danmarks indbyggertal.
Man bliver ikke ferm i epileptologi ved at øve sig en gang imellem, lige så lidt som en professionel musiker bliver det. Her gælder det som i det øvrige sundhedsvæsen det gamle motto: Øvelse gør mester. Og det er da ellers et argument, som Sundhedsstyrelsen og det øvrige sundhedsvæsen er lydhørt over for, når det gælder opbygning af regionale supersygehuse.
Til sidst vil jeg gerne rette en meget udbredt misforståelse: Filadelfia er IKKE et privathospital i gængs forstand – med investorer, aktionærer, overskud etc. Filadelfia er en selvejende institution, med driftsoverenskomst med det offentlige; løn- og ansættelsesforhold for personalet er som i det offentlige regi. Og patienterne betaler ikke selv!
