Batches af indisk svindelfirmas produkt er nu trukket tilbage Efter at Dagens Medicin i dag har skrevet om svindel bedrevet af den indiske lægemiddelproducent Evertogen, oplyser Lægemiddelstyrelsen, at den nu har trukket batches af firmaets produkt af det danske marked.    

Lægemiddelstyrelsen har 9. november oplyst Dagens Medicin om, at det danske marked for lægemidler på daværende tidspunkt havde et produkt fra den indiske producent Evertogen  – det på trods af, at firmaet i sensommeren fik tilbagetrukket sin tilladelse til at fremstille lægemidler til det europæiske marked på grund af afdækket svindel i produktionen.

Men efter, at Dagens Medicin i dag har bragt en historie om svindlen og det danske produkt, er Lægemiddelstyrelsens melding nu en anden. I en mail til Dagens Medicin skriver Lægemiddelstyrelsen presseenhed nu følgende:

»På baggrund af, at Evertogen er erklæret non-compliant, er det lægemiddel, der var på det danske marked, kaldt tilbage. Vi kan ikke oplyse om, hvilket lægemiddel det drejer sig om.«

(Noncompliance dækker både svindel og dårlig kvalitet som ikke er grundet svindel, red.)

Lægemiddelstyrelsen pointerer, at det ikke er selve markedsføringstilladelsen, der er tilbagetrukket, men konkrete batches, som i dette efterår befandt sig  på markedet.

Styrelsen afviser, at den har valgt at trække batches tilbage på grund af Dagens Pharma og Dagens Medicins dækning af Evertogens svindel.

I en mail til redaktionen skriver styrelsen, at den engelske lægemiddelmyndighed MHRA d. 31. august 2017 gennemførte en inspektion og at der d. 18. oktober 2017 lå der et officielt non-compliance-statement fra MHRA med anbefaling om at trække ikke-kritiske produkter tilbage fra markedet. Virksomheden kaldte herefter lægemidlet tilbage på grossistniveau.

»Så længe Evertogen er non-compliant, så kan de ikke benyttes som fremstiller af lægemidlet. I det øjeblik de erklæres i compliance igen, kan produktionen genoptages, da markedsføringstilladelsen stadig er gældende,« skriver styrelsen i en mail.

Skriv kommentar