»Jeg har været vant til at kunne arbejde fra 6.30 til 14.00 mandag til fredag. Det kan jeg ikke klare mig med længere. Én af mine arbejdsopgaver, som er at sørge for at forsyne afdelingerne med værnemidler, er den samme som altid. Det er behovene, der har ændret sig de seneste uger. Hvis akutafdelingen mangler værnemidler, eller intensivafdelingen er løbet tør for dialysevæske eller engangsudstyr, så skal det leveres med det samme. Levering sker flere gange dagligt, hvis der er behov for det, hvor vi før kunne nøjes med én daglig levering. Fra kun at arbejde dagtid på hverdage må jeg også arbejde om aftenen og i weekender. Så den tydeligste forskel på før og nu er, at hverdagen er gået fra forudsigelig til uforudsigelig.

Tag f.eks. en ting som de dørsnore, vi alle ­sammen trækker i for at kunne åbne ­hospitalets døre. De er allerede ved at blive erstattet af følere

Jeg er meget opmærksom på, at jeg har et arbejde, hvor det kan være svært at undgå at tage smitten med ud. Som blå portør har jeg ikke direkte kontakt med patienterne. Vi skal selvfølgelig sørge for god håndhygiejne ligesom alle andre, men vi bruger f.eks. ikke værnemidler, når vi håndterer tøj, dyner og tæpper, som har været i berøring med COVID-19 patienter. Plejepersonalet kommer det godt nok i poser, som opløses i vaskemaskinerne, men de går nemt i stykker. Affald, madrester og medicin håndterer vi som normalt.

Vi bruger handsker og passer selvfølgelig på, men jeg er alligevel bekymret for at sprede smitten. Så jeg er gået i en form for selvvalgt isolation, hvor jeg arbejder, handler det mest nødvendige og ellers opholder mig i min bolig. Når vi kommer tilbage til en normal hverdag efter den nuværende krise, vil mange opgaver nok blive som før, men i en mere struktureret form. Der bliver nok strammet op på logistikken og på måder, der kan reducere smittespredning via berøring. Tag f.eks. en ting som de dørsnore, vi alle sammen trækker i for at kunne åbne hospitalets døre. De er allerede ved at blive erstattet af følere.«