For nylig offentliggjorde tidsskriftet Nature en undersøgelse blandt 300 internationale forskere, der var blevet spurgt om, hvorvidt det havde haft konsekvenser for dem, at de havde udtalt sig offentligt om COVID-19.

Her svarede 30 pct., at de ikke havde haft negative erfaringer, mens 15 pct. havde fået dødstrusler, 22 pct. var blevet truet med fysisk eller seksuel vold, 2 pct. havde oplevet egentlige fysiske angreb, og knap 60 pct. havde oplevet forsøg på at tilsværte deres professionelle omdømme.

Dagens Medicin har interviewet fem danske eksperter, der offentligt har udtalt sig om COVID-19, om deres erfaringer med at stå frem i medierne med deres viden. Her kan du læse om deres oplevelser.

»Du er et usmageligt, ondt, modbydeligt og dybt kriminelt menneske«

Ovenstående citat er fra en af de mange hadefulde mails, som Jens Lundgren, professor ved Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet og Københavns Universitet, har modtaget, fordi han har udtalt sig om COVID-19. Han har i snart to år levet med grove verbale og skriftlige trusler og chikanerier. Alligevel er han ikke i tvivl om, at han har pligt til at ytre sig offentligt om COVID-19.

Det mest overraskende for mig er, at 30 pct. (i Natures undersøgelse, red.) siger, at de ikke er blevet chikaneret. Er det virkelig rigtigt? Man kan diskutere graden af alvorlighed af chikanerierne, men trusler og chikane er desværre en sædvanlig præmis, når man som jeg har udtalt sig i medierne om COVID-19.

Problemet er ikke at blive kritiseret for sine holdninger og synspunkter, når du deltager i den offentlige debat. Kritik, uenighed og faglige diskussioner har jeg ingen problemer med at forholde mig til. Problemet er, at diskussionen mange gange bliver præget af, at den bliver ekstremt personlig. Og personliggørelsen af kritikken kan blive meget voldsom. Jeg er blevet truet med alt muligt og kaldt alverdens ting: ‘Lille hjerneskadede nar’, ‘landsforræder’, ‘du medvirker til folkedrab’, ‘du er et usmageligt, ondt, modbydeligt og dybt kriminelt menneske’, ‘du bliver dømt. Du bliver henrettet’, og folk har kastet ting ind i vores have.

For mange vil det givet virke svært intimiderende i en grad, så de ikke længere stiller op offentligt. Jeg har efter bedste evne forsøgt at ignorere de chikanerier og trusler, jeg har været udsat for, men selvfølgelig har det gjort indtryk. Det er klart, at det har påvirket mig, at jeg og min familie er blevet truet. Når jeg udtalte mig i medierne om COVID-19, har jeg da også nogle gange overvejet, om emnet var vigtigt nok til, at jeg bagefter var klar til at stå på mål for chikanerne.

Det er ikke fremmende for ens lyst til at blande sig i den offentlige debat. Men samtidig mener jeg, at jeg har en pligt til at udtale mig under en omfattende samfundskrise, der skyldes forhold, som jeg har viden om. Så må jeg tage de hademails med, som følger. Hvis truslerne får den konsekvens, at jeg og andre forskere holder kæft, så har de vundet. De skal ikke få lov til at lægge bånd på vores ret til at udtrykke vores holdninger. Men der er andre velansete danske forskere, der har trukket sig fra debatten.

Når truslerne er blevet meget alvorlige, har jeg spurgt min arbejdsgiver til råds og er blevet opfordret til at blokere dem fra min mailboks og at kontakte politiet. En politianmeldelse er en kompleks og tidskrævende affære, og så har jeg været nødt til at gøre op med mig selv, hvad det egentlig var, jeg troede, politiet kunne hjælpe mig med. Jeg og andre har ganske vist fået en formel støtte fra rektor på Københavns Universitet, og det er jeg glad for. Men ellers har jeg stået ret alene med disse trusler og chikanerier.«

 

»Som fagmand skal jeg stille min viden til rådighed for offentligheden. Også når det kan have negative konsekvenser«

Forskere har ret og pligt til at dele deres vurderinger af vigtige sundhedsfaglige emner, mener Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi, Syddansk Universitet.

Da vi første gang bliver konfronteret med COVID-19, bliver det hurtigt klart, at det er en undtagelsestilstand, vi er i. En krig uden våben, hvor man må smide, hvad man har i hænderne og fokusere på COVID-19. Jeg er 73 år og har trukket mig tilbage fra mange af mine tidligere arbejdsopgaver, så jeg kunne med god samvittighed sige, at den opgave ikke var min. Det har jeg ikke gjort. Som fagmand skal jeg stille min viden til rådighed for offentligheden. Også når det kan have negative konsekvenser. Som forsker og universitetsansat er det både min ret og min pligt at delagtiggøre andre mennesker i mine synspunkter.

Konsekvensen af mine udtalelser har været, at jeg i breve, e-mails og telefonopkald har fået ubehagelige henvendelser. Jeg er blevet kaldt ‘en landsforræder’, der vil blive stillet til ansvar for mine udtalelser, og ansvarlig for at begå folkemord og lignende. Det har ikke skræmt mig, men selvfølgelig bliver den type chikane siddende i kroppen et stykke tid. Enkelte gange har jeg overvejet at anmelde truslerne til politiet, men det er blevet ved overvejelserne. Det er som at få stjålet sin cykel: Du får ikke noget ud af at anmelde det, så du ender med at stå alene, når truslerne bliver personlige.

De letteste telefonopkald er dem, hvor folk starter med at skælde ud. Det er nemt at forholde sig til, og samtalerne kan som regel afsluttes hurtigt. Tackler du sagen professionelt, er det som en vanskelig samtale med en patient. De værste henvendelser er de personer, der udspekuleret, intimiderende og nærmest befamlende sniger sig forbi dig og trænger ind i din privatsfære. Den type henvendelser gør mig vred. De ringer f.eks. en lørdag formiddag, hvor du er optaget af private opgaver. I starten er de venlige, og du bliver langsomt vævet ind i en dialog, det er svært at komme ud af igen. Som samtalen skrider frem, bliver det klart, at personens virkelighedsopfattelse er så langt fra din egen, at der ikke er et fælles grundlag for samtalen.

De, der skriver ordentligt til mig, har krav på et svar, og det får de. Jeg bruger ikke tid på de vrede.«

 

»Eksperterne er blevet skydeskiver for vreden og frygten i befolkningen«

Afsenderen af nedenstående oplevelser betinger sig anonymitet for at bidrage med sine erfaringer om konsekvenserne af at udtale sig offentligt om COVID-19. Dagens Medicin har valgt at acceptere kravet om anonymitet.

Forud for COVID-19-pandemien har jeg tidligere haft fremtrædende job med periodevis rig mediedækning og har været vant til et godt, tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde med medierne og med læsere, seere og lyttere i form af positive mails eller breve med hilsner.

Det har været en helt ny oplevelse at blive truet på baggrund af min viden og mit arbejde.

Da jeg i forsommeren 2020 udtalte mig på landsdækkende TV-kanaler, var reaktionerne i starten fine. Men efter nogen tid, hvor pandemien tog til verden over, og antallet af syge voksede, begyndte jeg at få truende og ofte nedsættende mails: ‘Landsforrædere skal straffes’, og ‘du kommer for en ret en dag’, ‘du har svigtet befolkningens tillid’ osv. Nogle af mailene var sendt til Gud og hvermand, og til statsministeren og Hendes Majestæt Dronningen også, mens andre var stilet personligt til mig. Nogle var tydeligvis skrevet af fortabte sjæle, men andre var decideret perfide og kunne gå på mit køn, mit udseende osv. Intet synes helligt for tastekrigerne.

Da COVID-19 spredte sig over verden, var det en ny, alvorlig og ukendt sygdom, som ingen kendte omfanget eller konsekvenserne af. Det var et scenarie, som trak på alles frygt for sygdom og død. I Danmark var og er vi relativt få eksperter, der har arbejdet med virus og pandemier i årtier, og som har den nødvendige faglige viden til at udtale os kvalificeret om COVID-19. Der var ofte dårligt nyt, og ingen har lyst til at høre dårlige nyheder.

De relativt få nationale epidemi- og pandemieksperter er blevet skydeskiver for vreden og frygten i befolkningen, og resultatet er, at i stedet for en relevant ekspertviden bliver det mere eller mindre tilfældige sundhedsprofessionelle, der fortsat udtaler sig til medierne, frem for dem, der har den egentlige og relevante viden og overblik.

Trist, men sådan bliver det, når de sociale medier har en slagside af tastekrigere, som bag skærme og tastatur ustraffet kan forfølge eksperter og budbringere af faglig viden, og maile fra anonyme mails og IP-adresser.«

 

»Vi er oppe mod mennesker, der ikke anerkender fakta, uagtet hvad vi siger til dem«

Dødstrusler blev pludselig en del af hverdagen, da Jan Pravsgaard Christensen, professor i klinisk immunologi ved Københavns Universitet, sidste år begyndte at udtale sig offentligt om COVID-19 og vacciner.

De første to-tre gange var jeg ikke forberedt på at blive ringet op af folk, der råbte og skreg af mig i telefonen. Jeg har fået dødstrusler, er blevet kaldt landsforræder og har fået at vide, at jeg skal stå til regnskab for mine udtalelser. På et tidspunkt havde jeg fat i politiet, fordi jeg var usikker på, om jeg skulle tage truslerne alvorligt. Politiet kendte vedkommende i forvejen, havde en snak med ham og vendte tilbage med besked om, at jeg ikke skulle tage ham alvorligt.

Ubehagelige mails har jeg fået tonsvis af. Mange af dem med relativt enslydende ordlyd: ‘Vi har dig på vores liste. Vi skal nok få fat i dig’. Med tiden har jeg, desværre, vænnet mig til det og udviklet mental hård hud. Det glider af. Chikane og trusler har ikke ændret på min holdning, at de bør lade sig vaccinere.

I en kortere periode trak jeg mig fra den offentlige debat. Risikoen for at blive svinet til har ikke hindret mig i at stille op, men jeg har da siddet i et interview og tænkt, at nu kommer der nok en shitstorm. Jeg udtaler mig med sikre bud på vacciner og deres effekt, og så længe jeg er sikker i min sag, fortsætter jeg. Vi er oppe mod mennesker, der ikke anerkender fakta, uagtet hvad vi siger til dem.

Jeg holder mig langt væk fra sociale medier som Facebook og Twitter. Det er et bevidst valg for at undgå at blive svinet til. Heldigvis har jeg også fået en del opringninger fra folk, der oprigtigt beder om min hjælp.«

 

»Jeg har både ret og pligt til at udtale mig«

Christine Stabell Benn, professor i Global Health, Syddansk Universitet, har fået trusler efter at have udtalt sig om COVID-19 og vacciner. Men hun er dog mest ked af bebrejdelser fra kolleger.

Jeg er vældig opmærksom på risikoen for at mine udtalelser bliver misbrugt og misforstået, når jeg udtaler mig. Derfor er jeg begyndt at sige nej til båndede interview til TV, og optræder kun ‘live’, fordi der er en risiko for, at et båndet interview klippes ned, så det passer ind i vinklen, og mine udtalelser dermed kommer til at fremstå forkert.

Som forskningsbaseret professor har jeg både ret og pligt til at udtale mig, baseret på min faglighed, selv om det ikke altid har været sjovt. Jeg har fået nogle trusler i form af mails, hvor afsenderen håber, at jeg får COVID-19, at jeg kan grave den første massegrav osv. Men det, der har gjort mig mest ked af det, er bebrejdelser fra kolleger, der har oplevet, at jeg bagatelliserede de udfordringer, de stod med på hospitalerne.

Videnskab kan defineres som datapunkter sat sammen af fiktion. Der er altid et element af fortolkning. Jo færre datapunkter, desto mere fiktion, og det er den situation, vi står i mht. COVID-pandemien. Vi står over for en sygdom, som vi har begrænset viden om, og netop derfor er der behov for at høre mange forskeres vurdering.

Jeg sagde fra starten, at vi aldrig kommer til at udrydde virus, og at kunsten derfor er at få defineret rammerne for, hvordan vi vil håndtere virus, og at med et virus, der ramte så aldersmæssigt skævt, så måtte vi fokusere vores indsats mod dem, der var i høj risiko. Det største demokratiske problem har efter min mening været et meget ensidigt narrativ fra folk, mange af dem ikke-fagpersoner, der var meget forsigtige i deres tilgang til, hvordan vi som samfund skulle forholde os til COVID-19. Vi mistede fokus på den samlede sundhed. Mit forskningsområde er folkesundheden, hvorfor jeg ønsker evidens for effekten af f.eks. ufokuserede nationale restriktioner på den samlede sundhed i befolkningen.

Jeg savner at få en åben debat om, hvad ‘endgame’ skal være. COVID-19 bliver et endemisk virus, som vi har gavn af at møde allerede i barndommen. Samfundets lockdowns har forsinket den proces, og det vil vaccination af børn bidrage til yderligere. Jeg har arbejdet med vacciner i 28 år og er en stor fortaler for vacciner. Men jeg ved også, at de kan påvirke mange andre faktorer end lige vaccinesygdommen, og i forhold til vaccination af børn mod COVID-19 er risk-benefit uklar. Det er ikke altid et populært synspunkt blandt mine fagfæller.«