Omkring 30.000 danskere har arveligt forhøjet kolesterol, også kaldet familiær hyperkolesterolæmi.
Nu viser et nyt dansk studie, at omkring en fjerdedel har det på baggrund af forhøjet lipoprotein(a).
Ifølge en af forskerne bag studiet peger den meget høje andel på, at der skal mere fokus på at måle lipoprotein(a) på landets lipidklinikker, da lipoprotein(a) i sig selv er en risikomarkør for hjerte-kar-sygdom.
Ved at identificere personer med familiær hyperkolesterolæmi på grund af arveligt forhøjet lipoprotein(a) kan vi give folk en forklaring på, hvorfor de har familiær hyperkolesterolæmi
Berit Storgaard Hedegaard, leder, Viborg-Silkeborg-Skive Regional Hospital
Det er desuden en risikomarkør, som vi i dag ikke har gode direkte behandlinger mod.
»Vi skal have udbredt viden om, at det er vigtigt at få målt niveauerne af lipoprotein(a) hos personer med forhøjet kolesterol, så vi kan stille en præcis diagnose. Hvis behandlingsmålet for LDL skal bestemmes mere nøjagtigt, skal vi have lipoprotein(a) med som en selvstændig risikomarkør,« siger leder af Hjertesygdomme Forskning ved Viborg-Silkeborg-Skive Regional Hospital Berit Storgaard Hedegaard.
Forskningen er offentliggjort i Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism.
Forhøjet lipoprotein(a) kan endnu ikke behandles
Når man måler LDL i forbindelse med en diagnose med familiær hyperkolesterolæmi, måler man også lipoprotein(a) som en del af LDL.
Ligesom kolesteroltallet i sin helhed kan være arveligt forhøjet, kan niveauet af lipoprotein(a) også være det.
I det nye studie ønskede forskerne at identificere, hos hvor stor en del af personer, som får stillet diagnosen familiær hyperkolesterolæmi, at den underliggende forklaring er arveligt forhøjet lipoprotein(a).
»Selv om der lige nu bliver afprøvet lægemidler, der kan sænke lipoprotein(a) og dermed hjerte-kar-risikoen, er der endnu ingen godkendte lægemidler til indikationen. Men ved at identificere personer med familiær hyperkolesterolæmi på grund af arveligt forhøjet lipoprotein(a) kan vi give folk en forklaring på, hvorfor de har familiær hyperkolesterolæmi. Da det er arveligt, kan det også være relevant for familiemedlemmer at vide, særligt ved forekomst af tidlig hjerte-kar-sygdom,« forklarer Berit Storgaard Hedegaard.
Undersøgt lipoprotein(a) på alle danske lipidklinikker
I studiet har forskerne undersøgt for forhøjet lipoprotein(a) hos 1.166 personer, der blev undersøgt for hyperkolesterolæmi på en af de 15 danske lipidklinikker.
Alle havde LDL-kolesteroltal over fire for personer under 40 år eller over fem for personer over 40 år.
Diagnosen familiær hyperkolesterolæmi stilles på baggrund af DLCN-kriterierne (Dutch Clinical Network-kriterierne), som ud over målinger af LDL, vægt, alder, rygestatus, BMI m.m. også inkluderer andre faktorer som familiær hyperkolesterolæmi i familien samt tidlig forekomst af hjertekarsygdom.
Det giver os en indsigt i, hvorfor nogle personer med familiær hyperkolesterolæmi ikke responderer godt på behandling med kolesterolsænkende medicin
Berit Storgaard Hedegaard, leder, Viborg-Silkeborg-Skive Regional Hospital
Forskerne satte som grænseværdi, at over 30 pct. af LDL skulle kunne forklares ved lipoprotein(a), før personen blev bestemt til at have familiær hyperkolesterolæmi på baggrund af lipoprotein(a).
Berit Storgaard Hedegaard forklarer, at man faktisk kun behøver at få målt lipoprotein(a) én gang i livet, fordi det stort set forbliver det samme fra fødsel til død.
Til gengæld kommer forhøjet lipoprotein(a) med en markant forøget hjerte-kar-risiko, som kan modsvare at ryge otte til 10 cigaretter om dagen.
»Mange, der ellers lever sundt, vil nok gerne vide, om deres genetiske risiko svarer til at ryge så meget,« siger Berit Storgaard Hedegaard.
27 pct. fik påvist familiær hyperkolesterolæmi
Resultatet af studiet viser, at ud af 1.166 undersøgte danskere med hyperkolesterolæmi fik 206 stillet en klinisk diagnose med familiær hyperkolesterolæmi før gentest.
Ud af dem havde 55 personer det på baggrund af forhøjede niveauer af lipoprotein(a). Det modsvarer 27 pct.
Ifølge Berit Storgaard Hedegaard er tallet højt, men ikke overraskende højt, idet forskere i en tidligere befolkningsundersøgelse har set det samme, nemlig at omkring en fjerdedel af personer med familiær hyperkolesterolæmi har det på baggrund af forhøjet lipoprotein(a).
Nu er tallene bekræftet i en undersøgelse blandt personer, der bliver undersøgt for familiær hyperkolesterolæmi og på baggrund af forhøjet LDL og forhøjet hjertekarrisiko.
»Det er enormt vigtigt at få målt lipoprotein(a) for at kunne estimere den samlede hjerte-kar-risiko. I de danske kardiologiske guidelines anbefaler vi også, at man gør det, og vi er gode til det på lipidklinikkerne. Det giver os en indsigt i, hvorfor nogle personer med familiær hyperkolesterolæmi ikke responderer godt på behandling med kolesterolsænkende medicin. Vi skal dog bredere ud, så flere bliver opmærksomme på, at det er vigtigt at få målt lipoprotein(a), særligt hos personer med tidlig hjerte-kar-sygdom eller forhøjet LDL-kolesterol. Selv om vi ikke har nogen gode behandlinger, så er den LDL-sænkende behandling essentiel og har stor betydning for beregningen af den enkelte persons risiko for hjertekarsygdom,« siger Berit Storgaard Hedegaard.
Mere hyppigt end familiær hyperkolesterolæmi
Tidligere studier fra samme forskningsgruppe har også vist, at brug af genetiske tests til at stille diagnosen med familiær hyperkolesterolæmi øger præcisionen i diagnosen.
Blandt de gentestede personer steg antallet af diagnoser med familiær hyperkolesterolæmi fra 22 til 37 pct.
Forskningsgruppen har også tidligere vist, at risikoen ved meget høje lipoprotein(a)-værdier (omkring 400 nmol/L) svarer til risikoen ved mutation i LDLR- og APOB-genet, samt at personer med både familiær hyperkolesterolæmi og forhøjede niveauer af lipoprotein(a) har ekstremt høj risiko for hjertekarsygdom sammenlignet med personer med kun én af de nævnte medfødte risikofaktorer.
»Ikke alle med forhøjet lipoprotein(a) har høje niveauer af LDL-kolesterol, og vi ved fra befolkningsundersøgelser, at omkring hver femte dansker har forhøjet lipoprotein(a). Det gør tilstanden hyppigere end familiær hyperkolesterolæmi, men fordi vi ikke kan gøre noget ved det endnu, har der indtil nu ikke været den nødvendige fokus på tilstanden. Men det er vigtigt at vide, at forhøjet lipoprotein(a) i sig selv øger risikoen for hjerte-kar-sygdom,« siger Berit Storgaard Hedegaard.