Højesteret efterlader læger i et lammende tomrum
Foto: Lars Andersen

Højesteret efterlader læger i et lammende tomrum Frifindelse af lægen i Svendborg-sagen skaber ingen klarhed. Sagen er i alle henseender ulykkelig, og det bliver kun værre, hvis ingen løfter ansvaret for at sikre sundhedspersonalet ordentlige arbejdsvilkår.

Frifindelsen af lægen i Svendborgsagen i Højesteret har efterladt sundhedssektoren i en larmende tavshed. Jovist, der har været lidt standardglæde hos #detkuhaværetmig-folket og Lægeforeningens formand, og der har været enkelte politiske standardudmeldinger af karakteren ‘nu bliver det rart at lægge denne sag bag os og komme videre’.
Problemet er, at kendelsen overhovedet ikke skaber klarhed, og at den slet, slet ikke bliver grebet og udfordret af nogen med ansvar. Det er et ærgerligt vakuum, som skaber mere usikkerhed, end der herskede før sagen rullede.

Det er bemærkelsesværdigt at de mest konkrete reaktioner på sagen kommer fra juridisk side. Det gælder således højesteretsdommer Jens Peter Christensen, som selv deltog i afgørelsen i Svendborgsagen, og som i en kronik i Jyllands-Posten sætter en tyk streg under, at kendelsen handler om §75 (grov forsømmelse eller ej) og ikke om skriftlig dokumentation og journalføring.

»Den offentlige debat har i så henseende haft sit eget liv,« som dommeren knastørt formulerer sin kritik af #detkuhaværetmig-aktivisterne.

De juridiske professorer Helle Bødker Madsen og Søren Højgaard Mørup er på samme spor i en kronik i Berlingske, hvor de sætter streg under, at sagen for dem slet ikke handler om at ændre reglerne for journalføring, men om at skabe bedre vilkår for at leve op til gældende regler, og at det er utrygt for borgerne, at lægerne i kor har tilkendegivet, at ‘det kunne have været mig’.

Juristerne er dermed ikke nødvendigvis på lægernes side, hvilket understreges af den snævre afgørelse med dommerstemmerne 4-3. Det bemærkes også af en fjerde jurist, Clement Salung Petersen, som i Dagens Medicin konstaterer, at der ikke er skabt rene linjer. Dommen er simpelthen ikke af den principielle karakter, som Lægeforeningen har udlagt den som.

Læger kan sagtens fremover havne i samme årelange morads, som blev Svendborglægen til del

Læger kan med andre ord sagtens fremover havne i samme årelange morads, som blev Svendborglægen til del, og som har haft den konsekvens, at hun for tre år siden simpelthen forlod faget.

Nogen skal gøre noget. Og det kan ikke gå stærkt nok, og man må håbe, at den momentane lammelse i sundhedssektoren skyldes, at der bliver tænkt, så det knager, rundtomkring, og at man er ved at tage ved lære.

Hvad har Lægeforeningen mon lært?

Jo, den har nok lært, at den slet ikke har haft fingeren på pulsen, når det gælder medlemmernes bekymringer og lyst til at protestere offentligt. Foreningen red med på bølgen og kan ånde lettet op efter dommen. Men hvis foreningen tror, at dens medlemmer i al evighed er fredet for enhver fejl, så begår den en grusom fejltagelse, og den har en meget presserende opgave med at sikre lægernes arbejdsvilkår.

Hvad har sundhedsministeren mon lært?

Hun har i en vis grad ladet sig distrahere og irritere af lægeaktivisternes sprog og voldsomhed, men forhåbentlig skygger det ikke for de to store opgaver, som påhviler sundhedens øverste chef: at tvinge regionerne som arbejdsgivere til at sikre lægerne de rette forhold til at kunne leve op til lovgivningen. Og at gentænke sine ønsker om en bidsk lægefejlfindingsstyrelse.

Hvad har den menige læge mon lært?

At det kan betale sig at råbe højt i kor. #detkuhaværetmig har tydeliggjort for både magthavere og menige danskere, at lægerne har for travlt, at de ofte bruger for meget tid på computeren og for lidt på patienten, og at mange arbejdsgange er uhensigtsmæssige. Forhåbentlig er der også plads til selverkendelse omkring det forhold, at den overvældende opbakning i lægekredse til Svendborglægen kan skabe utryghed i den almindelige befolkning, som formentlig bedre kan identificere sig med den døde patient og hans efterladte.

Hvad har Styrelsen for Patientsikkerhed mon lært?

Nok ikke ret meget. Styrelsen har med imponerende tonedøvhed primitivt forfulgt et grumset politisk ønske om stramninger. Det kunne være gjort meget mere elegant, f.eks. med en større involvering af de ansatte i sundhedssektoren, og der er ikke umiddelbart håb forude.

Læs blot dagens historie, som blotlægger en aldeles usund tankegang i styrelsen: I den såkaldte meningitissag i København underkendte en ledende medarbejder udtalelserne fra ikke bare én ekstern sagkyndig, men hele tre. Deres vurderinger passede ikke styrelsen, som gerne ville fare i flæsket på sagens involverede læger. Eksperterne blev underkendt, og styrelseschefen skrev i stedet selv afgørelsen. Selvom han som samfundsmediciner slet ikke har den faglige ballast til at gøre det. Men konklusionen passede i styrelsens kram.

Hvad har hospitalernes ledelser mon lært?

1.000 dollar-spørgsmålet lader sig ikke besvare, for vi har ikke hørt et pip fra den kant. Og det er ellers herfra, at de store løsninger skal komme. Svendborgsagen illustrerer om noget, at reglerne om journalføring og opfølgning er klare – og at de ofte ikke følges. Ikke af uvidenhed. Ikke af ond vilje. Men på grund af dårlige arbejdsgange og mangel på fokus. Sikkert også på ressourcer, men lad det ligge i denne ombæring. Det er så udpræget et arbejdsgiveransvar at få dette på plads, og derfor er tavsheden fra cheferne eklatant. Det er en skam, at hospitalerne er befolket af direktører, som dukker hovederne.

Svendborgsagen er i alle henseender ulykkelig. Den kan kun blive værre, hvis ingen løfter ansvaret.

Rettelse i teksten 9. april 2018: Den nævnte styrelseschef er samfundsmediciner, ikke arbejdsmediciner.

 

Kommentarer

  1. Skarpt og præcist, man skal ikke tro at lægerne har fået medhold. Tænk hvis de tre dommere havde været fire andre, det er jo rent ud sagt plat og krone med sådan en dissens og vist slet ikke statistisk signinifikans.
    Pas på derude og vær på vagt.

Skriv kommentar