Som formand for DCS vil en del af Henrik Steen Hansens tid på ESC være viet til netværksmøder med formændene for de øvrige, nationale kardiologiske selskaber.

Hjerteformand er tilfreds: Gode danske bidrag til ESC Vi kommer med danske resultater, som kan få betydning for hjertepatienter også i resten af verden, siger overlæge Henrik Steen Hansen.

Det er en meget tilfreds formand for Dansk Cardiologisk Selskab, der drager til årets ESC-kongres.

»De danske bidrag til årets kongres bekræfter, at vi er i stand til at præsentere højkvalitetsforskning på det, som har udviklet sig til at være den vigtigste kardiologiske kongres på verdensplan. Her tænker jeg bl.a. på præsentationen af langtidsdata for DANAMI-2 studiet, og på præsentationen af det store, danskledede CONDI-2 studie. Det er store danske bidrag til kongressen, som kan få betydning for behandlingen af danske hjertepatienter – og også internationalt,« siger Henrik Steen Hansen, overlæge på Odense Universitetshospital, der også vil bruge tid på kongressen på at følge præsentationen af nye, store studier, som kan give reel gevinst for hjertepatienterne. 

»Det gælder f.eks. DAPA-HF studiet, hvor de foreløbige data peger på, at SGLT-2 hæmmeren dapagliflozin kan være et lovende behandlingstilbud, som kan reducere risikoen for kardiovaskulær død eller forværring af hjertesvigt hos patienter med hjertesvigt med eller uden type-2 diabetes,« siger Henrik Steen Hansen.

På årets kongres præsenteres nye europæiske guidelines for diabetes ved kardiovaskulær sygdom, dyslipidæmi, stabil iskæmisk hjertesygdom, lungeemboli, samt for behandling af hjerterytmeforstyrrelser udgående fra hjertets forkamre.

»Europæiske guidelines er udtryk for den ypperste viden og ekspertise, men skal selvfølgelig kunne tilpasses nationale forhold. Vi udarbejder ikke længere nationale guidelines, men endorser i stedet ESCs. De fem nye ESC-guidelines vil blive sendt i høring i de relevante arbejdsgrupper i DCS, drøftet og godkendt på selskabets videnskabelige møde til januar, for efterfølgende at blive integreret i de nationale behandlingsvejledninger,« siger Henrik Steen Hansen. 

Som formand for DCS vil en del af Henrik Steen Hansens tid på ESC være viet til netværksmøder med formændene for de øvrige, nationale kardiologiske selskaber, og til et møde med formændene fra nordiske og baltiske lande – sidstnævnte som en del af forberedelsen af en fælles nordisk-baltisk konference på Island i 2021.

»Det nordisk-baltiske samarbejde er en væsentlig årsag til, at Danmark f.eks. tidligere har været repræsenteret i ESCs ledelse med Steen Dalby Kristensen. I samarbejdet opnås i gruppen konsensus om at støtte kandidater ved valg af tillidsposter,« siger Henrik Steen Hansen.

Skriv kommentar