»Jamen, hvad skal jeg så gøre?,« spurgte min patient Karen, som jeg havde i min første ansættelse i almen praksis. Jeg havde netop fortalt hende, at hun bare havde en virus.
Efter seks års intense universitetsstudier og klinikophold stod jeg pludselig på bar bund.
Jeg var trænet i evidensbaseret medicin, og jeg fandt intet i arsenalet til en viral øvre luftvejsinfektion. Jeg sendte Karen hjem uden andet end lykønskning om god bedring.
De efterfølgende klinik-år lærte mig, hvordan jeg kunne hjælpe patienter som Karen med gode råd. Det meste af min viden om disse ‘gode husråd’ lærte jeg dog fra andre patienter, familie, venner og internettet.
De gode husråd er en stor del af lægearbejdet
De gode husråd er en stor del af lægearbejdet. De hjælper ofte patienten, om ikke andet så ved en placebo-effekt og den værdi, der ligger i god, empatisk kommunikation. Det hjælper også lægen, for det er bestemt det mest opløftende at sende patienterne ud af døren med råd og vejledning.
De gode råd kan man tilegne sig fra ældre familiemedlemmer eller direkte på egen krop fra livets skole. Til patienten med søvnproblemer, der ikke er kandidat til sovemedicin, kan man fortælle, hvordan ørepropper, god søvnhygiejne, skærmtid, alkoholindtag, mørklægningsgardiner og white noise kan bringe værdi. Det står der meget lidt om i lærebøgerne til trods for vigtigheden.
Pludselig fandt jeg mig selv sidde og anbefale mentol-dampbade, honning og urtete, en tur til sydens sol eller specielle aflastnings-remedier fra detailbutikker. Nogle år inde i livet som kliniker, forstod jeg pludselig, hvorfor gamle mennesker altid har et godt (ofte) velment råd i ærmet. Disse råd, jeg tidligere har negligeret, fik pludselig værdi for andre menneskers sundhed og for mit arbejde.
En undersøgelse fra 2022 analyserede en mindre gruppe voksne patienter fra venteværelset i almen praksis og deres anvendelse og holdninger til ikke-farmakologiske ‘hjemmeremedier’ (NPHR).
Undersøgelsen viste, at to tredjedele af patienterne regelmæssigt anvender hjemmeremedier til mindre helbredsproblemer, især fordi de værdsætter deres naturlige oprindelse og få bivirkninger. Dog afslørede studiet også en kommunikationskløft mellem patienter og læger, fordi hjemmeremedier sjældent blev drøftet under konsultationerne.
Andre studier har undersøgt, hvilke hjemmeremedier patienter anvender, herunder urtete, kostændringer og varme omslag, og fremhæver behovet for, at sundhedspersonalet har kendskab til disse praksisser for at kunne levere en helhedsorienteret behandling og sikre, at brugen ikke er i konflikt med andre behandlinger.
Disse undersøgelser understreger, hvor udbredt brugen af NPHR er blandt patienter, og hvor vigtigt det er, at sundhedsprofessionelle åbner for en dialog om emnet. Ved at forstå og diskutere brugen af hjemmeremedier kan læger bedre vejlede deres patienter og sikre, at NPHR anvendes sikkert og effektivt sammen med den etablerede medicinske behandling.
De gode råd kommer ofte med alderen – de erfaringer, som livet og mødet med utallige patienter, lærer én. Det kan være svært at lære videre. Men hvordan sikrer vi, at yngre læger og sundhedsprofessionelle tilegner sig denne viden?
Måske kunne man overveje at etablere utraditionelle ‘guidelines’ for hjemmeremedier. Et godt sted at starte – har jeg lært – er at lytte opmærksomt, når de gamle taler.