Da overlæge Jon Waarst Gregersen fra Nyremedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital blev født for 52 år siden, var en diagnose med en sygdom som vaskulitis så godt som en dødsdom.

Sådan er det ikke i dag, hvor der især inden for de seneste år er kommet stort fokus på at udvikle medicin, der ikke bare er i stand til at holde sygdommen nede, men også gøre det så skånsomt som muligt.

Jon Waarst Gregersen har været med på de seneste 20 år af denne rejse for patienter med sygdomme som vaskulitis og glomerulopatier, og han fortæller, at det i dag er muligt at leve et helt normalt liv med sygdomme, der for nogle årtier tilbage formentlig havde kostet livet.

»Vi er i dag et rigtig godt sted med behandlingen af vaskulitis og glomerulopatier, og om ti år er vi et endnu bedre sted. I de 20 år, hvor jeg har beskæftiget mig med patienter med glomerulonefritter, er vi gået fra, at mine undervisere fortalte mig, at det var ligegyldige sygdomme at interessere sig for, fordi man alligevel ikke kunne behandle dem, til, at det i dag vælter ud på markedet med nye og meget effektive lægemidler. Det har været en fantastisk rejse at være med på,« siger Jon Waarst Gregersen, som giver sit bud på fremtiden for patienter med disse sygdomme.

Mange døde af selve behandlingen

Hvis vi begynder med vaskulitis, der er betændelse i blodkarrene, er det ikke overraskende en meget alvorlig diagnose at få stillet. 

I Danmark får hvert år 20 til 25 personer pr. million stillet en diagnose med vaskulitis. På Aalborg Universitetshospital, hvor Jon Waarst Gregersen er overlæge, behandler lægerne cirka 150 personer med sygdommen.

Vi er både blevet klogere på, hvorfor sygdommene opstår, vi har redskaber til at stille mere præcise diagnoser, og vi kan behandle dem. Det er ønskescenariet, når det gælder alle sjældne sygdomme

Jon Waarst Gregersen, overlæge, Aalborg Universitetshospital

For et halvt århundrede siden var der ikke meget at behandle med, fordi lægerne simpelthen ikke havde noget på hylderne at give til patienter med denne sygdom. Det ændrede sig dog med fremkomsten af cyklofosfamid, som blev udviklet til behandling af kræft, og brugen af prednisolon. 

Denne kombinationsbehandling var ganske vist en skrap omgang for patienterne, og mange døde også af selve behandlingen, eller fordi deres immunforsvar blev slået helt i stykker, men for første gang nogensinde kunne læger kurere nogle personer, som de førhen ikke kunne gøre noget for.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne skiftede fokus i retning af at gøre behandlingen mere skånsom.

»Allerede dengang skete der et skifte i, hvad patienter med vaskulitis dør af. Døden skyldtes nemlig ofte ikke sygdommen i sig selv, men oftere komplikationer og bivirkninger til behandlingen, blandt andet infektionssygdomme og kræft samt kardiovaskulær sygdom. Inden for de seneste 10 til 15 år er der kommet et meget stort fokus på at begrænse brugen af steroider, fordi den type behandling er forbundet med rigtig mange bivirkninger,« forklarer Jon Waarst Gregersen.

Behandlingen kan personaliseres 

Jon Waarst Gregersen fortæller, at inden for seneste fem til ti år er der også kommet helt nye behandlinger til i form af komplementhæmmere, der dæmper komplementsystemet, som blandt andet er overaktivt ved vaskulitis. 

Det har gjort det muligt for lægerne at behandle deres patienter med vaskulitis uden brug af steroider. 

»Vores behandlingsmuligheder er vokset, og vi kan i dag i højere grad end tidligere personalisere behandlingen til patienter med vaskulitis. Derudover er der flere lægemidler på vej, herunder endnu flere komplementhæmmere. Jeg er meget positiv på denne patientgruppes vegne, hvilket også har gjort, at vores egen forskning går mere i retning af komplikationerne ved vaskulitis og ikke behandlingen af sygdommen i sig selv. Vi ved blandt andet, at patienter med vaskulitis har to til tre gange højere risiko for død på grund af kardiovaskulære sygdomme. Det er et fokusområde i vores forskning, men også i klinikken, hvor vi er opmærksomme på denne risiko hos vores patienter,« siger Jon Waarst Gregersen.

Kvantespring i behandlingen af glomerulopatier

Når det kommer til glomerulopatier, altså sygdomme i nyrernes filtrerende organeller, er historien ifølge Jon Waarst Gregersen nogenlunde den samme.

Denne patientgruppe havde også rigtig dårlige fremtidsudsigter for 25 år siden, og interessen for dem var også lav.

Ydermere rummer glomerolupatierne mange forskellige sygdomme med forskellige karakteristika, men kun få patienter i hver gruppe. Det har historisk tiltrukket mindre forskningsmæssig interesse og interesse fra lægemiddeludviklere. 

Der er dog sket meget i de 20 år, Jon Waarst Gregersen har beskæftiget sig med sygdommene og patienterne.

Et af de store kvantespring har været udviklingen af rituximab, som påvirker blodets B-celler, og som benyttes i behandling af leukæmi. Rituximab har vist sig også at være rigtig godt til behandling af flere typer af glomerulopati, blandt andet membranøs nefropati.

Netop membranøs nefropati har også været genstand for en anden af de store udviklinger, der er sket på området inden for de seneste år.

For 15 år siden opdagede forskere, at sygdommen kunne skyldes et antistof mod podocytten, som er den stabiliserende celle i glomerulus. Antistoffet kan nu måles rutinemæssigt, hvilket dels gør det muligt bedre at diagnosticere sygdommen, dels gør det nemmere at monitorere, om behandling med for eksempel rituximab har den ønskede effekt.

»Der er sket store fremskridt inden for forskellige områder. Vi er både blevet klogere på, hvorfor sygdommene opstår, vi har redskaber til at stille mere præcise diagnoser, og vi kan behandle dem. Det er ønskescenariet, når det gælder alle sjældne sygdomme,« siger Jon Waarst Gregersen.

Det vælter frem med nye behandlingsmuligheder

Et andet eksempel på en sygdom under paraplybetegnelsen glomerulopatier, hvor tingene ser meget bedre ud i dag end for bare fem til ti år siden, er ved IgA-nefrit, som er den hyppigste form for glomerulonefrit.

Også her har lægerne modvilligt skelet til brugen af steroider, og igen ser det ud til, at behandling med komplementhæmmere kan komme ind som en engel sendt fra himlen.

Lige nu foregår der store kliniske forsøg med behandling af patienter med IgA-nefrit med forskellige komplementhæmmere, og falder disse studier positivt ud, kan patientgruppen se frem til en form for behandling, der muligvis kan få symptomerne på sygdommen til at forsvinde helt.

Ydermere har flere studier vist, at behandling med SGLT2-hæmmere kan være nyrebeskyttende, og at lægemiddeltypen ligeledes har positiv effekt på glomerulonefritter mere generelt.

Sidst, men ikke mindst, viser forsøg med det nye lægemiddel sparsentan, at kombineret hæmning af RAS-systemet og endothel type A-receptorer også har god effekt på det kroniske aspekt af glomerulonefritter.

»Vi er ikke helt i mål med IgA-nefrit, men vi har store forventninger til, at tingene vil se meget bedre ud om fem til ti år. I de 20 år, hvor jeg har beskæftiget mig med sygdommene, er der sket rigtig meget med hensyn til forståelsen og behandlingen af dem. Det har medført udvikling af ny medicin, som har gjort behandlingen bedre, og at vi i dag i højere grad kan finde dem, der vil have god gavn af den ene behandling eller den anden,« siger Jon Waarst Gregersen.