Lægerne i København og på Frederiksberg blev tidligere aflønnet efter den såkaldte ’københavneroverenskomst’ med et fast bidrag per tildelt patient, og som bylæger med rigtigt mange patienter var det en god forretning. Men op gennem 1960’erne begyndte resten af landets læger at overhale dem indenom med deres løn, som var skruet sammen af en blanding af et basishonorar og honorarer per ydelser, der voksede år for år. Hurtigere end den faste ydelse per patient, de fik i København. Derfor gik...