Europa vil have godt af at indtænke FADL-vagter i deres planer, så sundhedsberedskabet bliver mere robust.Foto: Privat

FADL-vagter kan styrke et mere robust sundhedsberedskab Vi er potentielt tusindvis af medicinstuderende, der står klar til at hjælpe med sundhedsberedskabet i tilfælde af alt fra pandemier til krig i Europa. Derfor er det oplagt, at regionerne indtænker FADL-vagter i deres planer for et styrket og mere robust sundhedsberedskab, skriver Simon Gjeraae Sabroe, formand for FADL’s Vagtbureau.

Det er opløftende, at regeringen og Danske Regioner i slutningen af maj indgik en ny økonomiaftale for regionerne, hvor der sættes fokus på at fremtidssikre det danske sundhedsvæsen. 

Aftalen rummer et vigtigt skridt i retning af et mere robust sundhedsberedskab: 100 mio. kr. afsættes i 2026 og 2027 til styrkelse af beredskabet. Det er ikke et stort beløb, men det er en begyndelse og et vigtigt signal.

Det danske sundhedsvæsen skal være rustet til en ny virkelighed, hvor uforudsete hændelser – fra pandemier til cyberangreb og krig i Europa – ikke længere er hypotetiske scenarier, men realistiske trusler. Som Winston Churchill engang sagde: 

‘He who fails to plan is planning to fail’. 

Det gælder i høj grad også for sundhedsberedskabet.

Regioner ikke forberedt

Derfor er det afgørende, at regionerne i den kommende tid får udarbejdet konkrete planer for, hvordan sundhedsvæsenets funktioner kan opretholdes ved større ulykker og katastrofer. Og det er desværre nødvendigt at påpege, at der i dag findes væsentlige huller i de nuværende beredskabsplaner.

Vi i FADL’s Vagtbureau har analyseret regionernes sundhedsberedskabsplaner, særligt med fokus på skalering af behandlings- og plejepersonale i krisesituationer. Fire ud af fem regioner har ikke taget højde for, at indsat personale også skal kunne erstattes. Det indebærer, at beredskabet i flere tilfælde alene rækker til en første indsats, men ikke til en vedvarende krisesituation.

I den nye økonomiaftale er det positivt, at parterne vil igangsætte tværgående sårbarhedsanalyser. Men vi ved allerede nu, at mangel på erstatningspersonel er en akilleshæl. Derfor bør regionerne i arbejdet med beredskabsplanerne tænke i nye, fleksible løsninger. En af dem kunne være os medicinstuderende.

Tusindvis af medicinstuderende står klar

Vi er flere tusinde studerende med sundhedsfaglig erfaring, som allerede er godkendt af regionerne til at arbejde klinisk. Gennem det regionsgodkendte sygeplejevikarkursus har vi opnået grundlæggende kompetencer inden for pleje og behandling, og vi arbejder altid under ansvar og opsyn af autoriseret personale. 

Dertil kommer, at vi som studerende ofte har en fleksibel hverdag og kan træde til med kort varsel, både i lange vagter og i længere perioder. Mange af os har erfaring fra både somatik og psykiatri, hvilket er en styrke, når de to områder i stigende grad integreres.

Vi har allerede en effektiv formidlingsordning via FADL’s Vagtbureau. Jo mere I bruger os, jo mere parate bliver vi. Det vil give regionerne adgang til et erstatningsberedskab, som kender hospitalerne, arbejdsrutinerne og kulturen. Og det vil sikre, at der i en krisesituation er en pulje af sundhedsfagligt kvalificerede hænder, som kan træde til med kort varsel.

Derfor er det min anbefaling, at regionerne aktivt indtænker FADL-vagter i deres planer for et styrket og mere robust sundhedsberedskab.

Skriv kommentar