Er der lægemangel i Danmark? I stedet for at udvide antallet af pladser på medicinstudiet burde der sættes massivt ind for at uddanne flere speciallæger i almen medicin

Danmark er blandt de vestlige lande, der har flest læger per indbygger. Alligevel mener regeringen åbenbart, at der er lægemangel i Danmark. Den har derfor besluttet at udvide antallet af studiepladser på medicinstudiet med næsten 20 pct. De ekstra pladser skal bl.a. bruges til at etablere lægeuddannelser i Køge og Esbjerg, hvilket i sig selv er fornuftigt, hvis man vil stimulere rekrutteringen af læger til områder af landet uden for de store byer.

Men hverken nøgletal fra OECD eller Sundhedsstyrelsens Lægeprognose 2015-2040 tyder på lægemangel i prognoseperioden med antallet af studiepladser før den aktuelle udvidelse.

Selv om der ikke er lægemangel nu eller i prognoseperioden, er der problemer med fordelingen og udnyttelsen af den lægelige arbejdskraft. Groft sagt er der for mange speciallæger i Region Hovedstaden og der er for få læger i primærsektoren sammenlignet med læger i hospitalssektoren.

Det kan ikke være et mål i sig selv, at omkostningerne for almen lægehjælp per indbygger er lavest blandt sammenlignelige lande.

Så i stedet for at bruge ressourcer på at udvide antallet af uddannelsespladser på medicinstudiet burde der sættes massivt ind for at uddanne flere speciallæger i almen medicin og tilføre tilsvarende flere ressourcer til området. Det kan ikke være et mål i sig selv, at omkostningerne for almen lægehjælp per indbygger er lavest blandt sammenlignelige lande.

Også planlægningen af den fysiske infrastruktur i almen praksis trænger til en overordnet planlægning, som ikke er afhængig af overenskomsten mellem de praktiserende læger og regionerne. Hvis almen medicin fortsat skal indtage den naturlige og vigtige rolle som tovholder i sundhedsvæsenet, skal der i alle områder af landet være let adgang til en praktiserende læge der er organiseret i faglige fællesskaber af en størrelse, der kan sikre stabilitet og tilstrækkelige støttefunktioner.

I de kommende år vil der være en ret stor nettotilgang af læger og speciallæger. Der er ikke meget i den hidtidige udvikling der tyder på at efterspørgslen er en anvendelig planlægningsparameter.

Hvis vi ønsker et sundhedsvæsen, der sikrer borgerne lige adgang til sundhedsydelser, må det sikres, at det nære sundhedsvæsen er velfungerende i hele landet. Dernæst er det nødvendigt at sikre at de specialiserede tilbud, der stilles til rådighed for befolkningen både kvantitativt og kvalitativt  ensartede.

Så i stedet for at udvide antallet af studiepladser, som tidligst vil have nogen betydning om 10 år, var det bedre at bruge kræfter og ressourcer på at sikre en fornuftig udnyttelse af de (tilstrækkelige) lægelige ressourcer, der er i dag og de kommende mange år. For eksempel forekommer det temmelig hovedløst at pålægge læger arbejde, der bedre udføres af andre personalegrupper – sundhedsplatformen – ligesom det forekommer uhensigtsmæssigt, at ansvaret for vigtige visitation opgaver påhviler forskellige personalegrupper afhængig af henvendelsestidspunkt.

Skriv kommentar