Der er brug for, at erfaringerne fra coronakrisen bliver taget alvorligt og indarbejdet i vores sundhedsvæsen. Den Lægefaglige Tænketank, ATLAS har i flere omgange desværre forgæves opfordret til, at der blev nedsat en coronakommission til at evaluere den førte politik.

Tankevækkende var det, hvor lille en rolle forskningen fik lov at spille i forhold til de sundhedstiltag, der blev rullet ud, og evalueringen af dem

Hvordan klarede vi faktisk epidemihåndteringen, hvor mange dødsfald forhindrede vi reelt – og hvad kan vi lære af COVID-19-erfaringerne, er blot nogle af de spørgsmål, vi mangler svar på.

Epidemier med nye og udfordrende infektionssygdomme bliver flere i fremtiden, og derfor er det helt afgørende, at erfaringerne fra COVID-19 bliver indarbejdet i vores sundhedsvæsen.

Det pointerede ledende overlæge Lars Østergaard, Institut for Klinisk Medicin – Infektionssygdomme, Aarhus Universitet, forleden i Dagens Medicin i sit indlæg ‘Coronakrisen kan lære os om nytænkning og samarbejde’.

Ingen tvivl om, at coronaårene mobiliserede hidtil uset kreativitet, fleksibilitet og samarbejde på tværs af hospitalsafdelinger og indarbejdede arbejdsgange. På samme vis blev der indsamlet vigtig viden om virus, værnemidler med videre.

Det skal vi helt sikkert videreudvikle. Ikke blot med henblik på fremtidige pandemier. Også i forhold til hverdagen i sundhedsvæsenet er der givetvis meget at hente her.

Proportionalitet tilsidesat

Men umiddelbart er den vigtigste lærdom fra coronaperioden for mig at se, at vi som samfund bevarer roen og proportionaliteten i sundhedspolitikken.

Vi kender det fra førstehjælpsundervisningen. Hold hovedet koldt, afdramatiser situationen, bliv hos patienten, og vær opmærksom på, at situationen ikke udvikler sig, så flere kommer til skade. Den lektion glemte vi desværre under corona.

På en række områder blev vigtig faglig viden tilsidesat, advarsler ignoreret, og alle, også for mange, ressourcer blev sat ind på at nå et snævert defineret mål om at undgå dødsfald relateret til COVID-19. Det var ikke melodien, men proportionaliteten, der blev væk.

Tankevækkende var det, hvor lille en rolle forskningen fik lov at spille i forhold til de sundhedstiltag, der blev rullet ud, og evalueringen af dem. Eller snarere manglen på løbende refleksion over nytteværdien af diverse restriktioner, nedlukninger, maskepåbud og test.

Mangler fortsat viden om testeffekt

Op mod 18 mia. kr. blev brugt på en omfattende testindsats, som vi dybest set ikke anede om virkede.

Den politiske beslutning om at udvide testkapaciteten, så alle fik adgang til at blive testet, uanset om det gav klinisk mening, medførte en forhøjet risiko for et falsk positivt resultat, påpegede ATLAS i analysen ‘COVID-19-teststrategi i Danmark’ fra september 2021. Her estimeres ni ud af ti test at have været overflødige.

Det omfattende testsystem med op mod en halv mio. daglige test syntes ikke at have nogen nævneværdig effekt på smitten. Bortset fra, at vi fandt flere end sammenlignelige lande.

Danmark testede da også langt mere og hyppigere end andre lande, eksempelvis 11-12 gange mere end Sverige, uden at vi kom tilsvarende mere succesfuldt gennem pandemien.

Konkrete forslag fra blandt andre professor Christine Stabell Benn, Syddansk Universitet (SDU), til, hvordan vi kunne teste effekten af test og smitteopsporing, blev negligeret.

Børnene betalte prisen

Skoler og fritidstilbud blev lukket, uden at det var begrundet i faglige anbefalinger og til trods for, at vi tidligt vidste, at børnene ikke drev epidemien, at de ikke blev alvorligt syge – og at de ikke kunne tåle isolationen fra kammerater. Det fastslår ATLAS-analyse af, hvorvidt børn spreder smitten.

Vi har brug for proportionalitet, hvis vi skal sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen med mere lighed og bedre behandling til alle

I USA advokerede børnelægernes selskab gennem hele pandemien for, at børn fortsat kom i skole. Flere undersøgelser, blandt andet et britisk studie fra maj 2021, viste, at smitten primært spredes i hjemmet blandt familiemedlemmer, og i langt mindre grad blandt personer på arbejdet, skoler og uddannelser, ved fritidsaktiviteter eller fælles arrangementer uden for hjemmet.

At mange børn havde det hårdt under nedlukningerne, fik vi daglige beretninger om, og i dag ved vi, at mistrivslen har fået mere varigt fat.

Herhjemme får børn og unge mere medicin mod psykiske lidelser, og antallet af psykiatriske diagnoser er steget i tiden efter COVID-pandemien sammenlignet med perioden før, viser et stort dansk studie fra SDU blandt børn og unge i alderen 5-24 år.

Blandt europæiske børn ses en forværring i forhold til såvel selvmordstanker som spiseforstyrrelser og depression, rapporterer OECD-rapporten ‘Health at a Glance: Europe 2022’.

Også blandt de ældre, som vi netop skulle passe på under pandemien, fik den sociale isolation og ensomhed konsekvenser. Ikke kun deres mentale tilstand, men også deres fysiske blev forringet under epidemien. På samme måde oplevede øvrige patientgrupper, at deres tilstand blev forværret, mens ventelisterne på operationer og behandling voksede.

Corona kostede samfundet 120 mia. kr.

Om noget kan erfaringerne fra coronaperioden lære os at huske helheden og holde fast i proportionalitetsprincippet, også når aktuelle kriser kan foranledige til at kaste alle ressourcer i samme retning uden skelnen til konsekvenserne i andre hjørner af økosystemet.

Vi er nødt til at indse, at vi ikke kan styre, at nogen bliver syge, og at nogen dør. Naturligvis skal vi forsøge at begrænse smitten af COVID-19 og andre virussygdomme, også fremtidige, og sørge for, at sygehusvæsenet kan følge med.

Men det skal ikke være på bekostning af det øvrige samfund, som vi så under coronahåndteringen, der kostede det danske samfund omkring 120 mia. kr.

Det er langt fra de 10 mia. kr. ekstra til psykiatrien, som der efter års politiske forhandlinger nu er basis for.

Vi har brug for proportionalitet, hvis vi skal sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen med mere lighed og bedre behandling til alle.

På samme måde skal der være proportioner og evidens bag brede anbefalinger fra myndighederne. Ellers mister borgerne tilliden og gør ikke, som de bliver opfordret til.

Det bør også være en lære af erfaringerne fra corona. Potentialet af forbedringer er stort, hvis vi arbejder på tværs af lægefaglige specialer, styrker dialogen med andre faggrupper og samarbejdet mellem forskning og klinik.