I DAGENS MEDICIN nr. 31/04 kan man læse om det stigende forbrug af de potente antibiotika af typen flourquinoloner. Begrundelsen for det øgede forbrug og deraf følgende risiko for resistensudvikling skulle være et kraftigt prisfald, der bevirker, at de praktiserende læger ukritisk og hæmningsløst på grund af prisen alene anvender denne gruppe mod selv banale infektioner. Dette citeres ligeledes i dagspressen samt morgennyhederne.
JEG ER OSSE bekymret, og min bekymring går på to forhold:
1. I vor praksis behandles alle urinvejsinfektioner, ukomplicerede som komplicerede, altid efter dyrkning og resistensbestemmelse udført lege artis af erfaren bioanalytiker. Jeg har med bekymring det seneste års tid oplevet en tiltagende resistens af bakterierne over for de gængse antibiotika (sulfamethizol, Mecillinam) og tiltagende hyppigt oplevet at være nødt til at behandle med et fluorquinolon vejledt af resistensbestemmelsen. Jeg mener ikke, at denne fremgangsmåde er enestående hos os, men rutine blandt hovedparten af de praktiserende læger.
2. Set i dette lys finder jeg det bekymrende (og iblandet en del resignation, for det er jo ikke første gang, vi står for skud!), at både Statens Serum Institut (Niels Frimodt?Møller) og Hans Jørgen Kolmos, Odense, tvangfrit, med panderynken og løftet pegefinger udnævner de praktiserende læger som skurkene i denne udvikling og truer med restriktioner, overvågning (og sanktioner?).
KUNNE DET RENT faktisk forholde sig sådan, at der langsomt er ved at udvikle sig multiresistente colibakterier, der nødsager os til at behandle med det antibiotika, de er følsomme over for, uanset pris?
Kunne det tænkes, at de praktiserende lægers behandling er udløst af faglig kompetence og ansvarlighed og uafhængig af prisen på medicin og diverse andre uvedkommende påvirkninger udefra?
De seneste år er der nærmest ved at udvikle sig en epidemi i form af multiresistente stafylokokinfektioner i befolkningen som sådan og ikke blot på sygehuse og institutioner, som vi tidligere har set. Jeg er spændt på, hvornår vi praktiserende læger får skylden for den epidemi.
Poul Gjerding, Praktiserende læge, Frøstrup