Hvordan mit feed er sat sammen – og hvorfor – ved kun LinkedIn. Men i denne sommer har jeg  set ganske mange indlæg fra ledere, som har valgt at trække stikket, hoppe ud af  ‘hamsterhjulet’ og sige stillingen op for at udforske Arktis, trekke gennem Kina eller rejse  verden rundt i en ombygget Berlingo.  

Den slags opslag efterfølges altid af et alenlangt kommentarspor, hvor folk skriver: ‘Flot’,  ‘Modigt!’, ‘Kæmpe respekt’, ‘Hatten af’ og den slags ting. 

Men opslagene – og ikke mindst kommentarerne – fylder mig altid med blandede følelser. Det  vil nok være overmodigt at love, at man aldrig vil flytte sig. Den dag kan hurtigt komme, hvor man selv (eller måske ligefrem ens chef) synes, at man har brug for nye udfordringer. Men alligevel bliver jeg lidt vemodig.  

For nogle ledere har eventyrlysten bare vundet, og de forlader en skøn arbejdsplads enten permanent eller med lang orlov. Fred med det og god rejse! Men så er der også de indlæg, hvor lederne siger pænt og diplomatisk tak til den arbejdsplads, de forlader. Her skal man jo  være tonedøv for ikke at kunne høre, hvad de siger. 

Shout out til topledere og top-top-ledere: Pas nu på jeres ledere! Hvis I ikke fyrer dem, må  man gå ud fra, at I har tilkendt dem en værdifuld plads. Gør jer nu umage for at sikre, at de kan  få plads til det liv, der også skal leves og give energi til arbejdet.

Og så er der den sidste type indlæg, hvor lederne deler mere ligefremt om det ‘hamsterhjul’, der har slynget dem ud. De fortæller om, hvordan deres arbejdsliv har gjort det mere end almindeligt svært at få plads til andet end arbejde, meget stærk kaffe og mere arbejde. Og når jeg læser den slags indlæg, så bliver jeg faktisk i tvivl, om det er de ledere, der hopper ud, der er de mest modige? Eller om det er os, der stadig løber rundt i hjulet, som fortjener hyldesten. 

Men jeg ved det jo godt. I vores samfund har det langt større status at realisere eller genfinde sig selv end at stresse rundt i møllen. Jeg har stadig til gode at høre nogen råbe ‘Kæmpe respekt!!’ eller ‘Mega modigt!!’ efter mig, når jeg endnu en dag går hjem fra min offentlige arbejdsplads alt for sent. Og med lidt arbejde under armen. 

Jeg synes, vi som samfund svigter, hvis vi tillader, at vores ledere bliver slidt op på en måde, der kræver, at de siger op for at overleve. Og derefter er nødt til at rejse kloden rundt i telt for at genfinde sig selv og overbevise deres børn om, at de faktisk har to forældre. 

Og personligt frygter jeg inderligt den dag, jeg kan læse, at en af mine mellemledere fortæller hele verden på  LinkedIn og Facebook, at de endelig har taget mod til sig og forladt heksekedlen, og nu skal på et års reparationsarbejde i Papua Ny Guinea, så de igen kan mærke fællesskabet som familie.  

Shout out til topledere og top-top-ledere: Pas nu på jeres ledere! Hvis I ikke fyrer dem, må  man gå ud fra, at I har tilkendt dem en værdifuld plads. Gør jer nu umage for at sikre, at de kan  få plads til det liv, der også skal leves og give energi til arbejdet. Mød dem med lige dele forventninger og tillid og gør jer umage for at levere en arbejdsplads, hvor lederne tager på  arbejde med glæde og på eventyr af lyst.