Per Finks lægelige selvforståelse bør ikke stå uimodsagt KOMMENTAR: Det er naturligvis berettiget med en god omtale efter mange års arbejdsliv, men i en artikel med Per Fink fremkommer der faktuelle fejl, jeg mener bør imødegås, skriver Peter la Cour.

Dette er en kommentar til en artikel bragt for i Dagens Medicin. Per Fink, der bliver omtalt i denne kommentar, har fået mulighed for at svare. Læs hans svar her.

Jeg er desværre lidt sent blevet opmærksom på omtalen af Per Fink, i anledning af at han træder af som leder af Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital.

Det er naturligvis berettiget med en god omtale efter mange års arbejdsliv, men undervejs i artiklen fremkommer der for mig at se faktuelle fejl, jeg mener bør imødegås. Ikke alene fordi de er forkerte, men også fordi de alt for ofte er blevet gentaget som sandheder.

Det fremgår bl.a. af artiklen, at der er etableret ICD-10 diagnosekoder for funktionelle lidelser. Funktionel lidelse er en lokal dansk opfindelse, som er sanktioneret af Sundhedsstyrelsen ved nogle lokale danske sær-diagnoser. De kommer til at forsvinde, når ICD-11 bliver indført, idet man med ICD-11 ikke længere tillader nationale særdiagnoser, der forstyrrer overblik over prævalenser og gør forskning ikke-overførbar mellem lande.

Man kan slå de faktiske forhold op ved at finde udgaverne af ICD-10 og ICS-11 eller blot ved at læse i Sundhedsstyrelsens nyudgivne rapport ‘Organisering af udredning og behandling af ME/CFS – afdækning af erfaringer i udvalgte lande’. 

Videnskabelighed og faglighed

Ligeledes synes det nærmest besynderligt at fremhæve, at der er stor videnskabelighed og faglighed omkring funktionelle lidelser (FL), i alle tilfælde hvis man opfatter videnskabelighed og faglighed som normalt.

Der synes at være mange grunde til, at Per Fink er en kontroversiel skikkelse i det danske sundhedsvæsen

Der synes snarere at være tale om et system af krydsreferencer mellem ganske få faglige miljøer og forfatternavne, der går igen og igen. Et opslag i en videnskabelig database som f.eks. Google Scholar afslører for det første, at ‘functional disorder/disease’ er et udflydende, udefineret begreb, og at ‘funktionel’ normalt ikke betyder psykosomatisk, som det gør for ‘FL-folkene’.

For det andet fremgår det, at de artikler, der citerer og er citeret i klinikkens artikler, for langt størstedelen er publikationer fra klinikken selv. Nogle få andre, udenlandske navne går også igen og genkendes nemt. Artiklerne bliver næsten ikke citeret uden for egne kredse.

Vedrørende faglighed har jeg heller ikke set læger fra FL-centrene til lægefaglige konferencer om de sygdomme, de hævder at være eksperter i, herunder ME/CFS. Det er den sygdom, hvor den største faglige kontrovers i øjeblikket består i Danmark.

FL-folkenes faglige evidens for behandlingen af denne sygdom er i international forskning tilbagevist for flere år siden, og den er senest igen blevet det i en særligt bestilt officiel rapport fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at der ingen gavnlig langtidseffekt kan findes af de behandlinger, FL-centrene har benyttet i årevis, som de har hævdet var effektive og som de stadig benytter og anbefaler.

En kontroversiel skikkelse 

Jeg har fulgt hele dette område tæt i mange år og skrev i 2021 bogen ‘Vedvarende uforklarede fysiske symptomer’, hvor mange af disse misforhold er yderligere beskrevet. FL-folkene har altid undgået debat om denne fagbog, så når Per Fink i artiklen udtrykker, at han altid har et ønske om åben debat, passer det ikke efter mit synspunkt.

Jeg oplever f.eks. ikke åben debat på de årlige konferencer, der er betalt af TRYG-fonden, der udover konferencerne også har leveret en meget stor del af de forskningsmidler, FL-tænkningen er baseret på.

De sidste år, jeg selv deltog i konferencerne, var der fuldstændig lukket for selv et enkelt spørgsmål fra salen efter foredragene, endsige kritiske betragtninger generelt. Fra talerstolen blev nogle gange udtalt uhyrligheder, som f.eks. da Per Fink i fuld alvor hævdede, at patientorganisationer som ME-foreningen var internationalt koordinerede og har store pengesummer til rådighed. Det er noget notorisk vrøvl.

Der synes at være mange grunde til, at Per Fink er en kontroversiel skikkelse i det danske sundhedsvæsen, og en simpel gentagelse af hans ofte fremførte lægelige selvforståelse bør ikke stå uimodsagt.

Skriv kommentar