At være gravid med diabetes kommer med sine helt egne udfordringer.
Blandt andet øger diabetes under graviditeten risikoen for svangerskabsforgiftning, kejsersnit, at føde for tidligt, at føde for store børn, eller at barnet fødes med misdannelser.
For at gøre noget ved problemet har læger, jordemødre, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på Aalborg Universitetshospital i fire år taget skeen i den anden hånd og med en målrettet indsat hjulpet kvinder med diabetes med at holde deres blodsukker nede, mens de var gravide.
I forvejen var gravide kvinder i Nordjylland lidt dårligere reguleret i deres diabetes, mens de var gravide. Det har vi nu fået vendt, så tallene i dag ser meget bedre ud. Det giver os også blod på tanden i forhold til at gøre endnu mere
Trine Tang Christensen, overlæge, Afdeling for Diabetes og Hormonsygdomme, Aalborg Universitetshospital
Tiltagene har båret frugt, og en ny opgørelse fra lægerne på Aalborg Universitet viser, at i de seneste fire år er antallet af komplikationer blandt gravide kvinder med diabetes faldet markant.
Det gælder på alle målparametre.
Ifølge en af de læger, som har været med til at skubbe på initiativet, er tallene rigtig god læsning.
»I forvejen var gravide kvinder i Nordjylland lidt dårligere reguleret i deres diabetes, mens de var gravide. Det har vi nu fået vendt, så tallene i dag ser meget bedre ud. Det giver os også blod på tanden i forhold til at gøre endnu mere, så vi både kan få flere kvinder ned på et fornuftigt blodsukker under graviditeten, og så vi kan minimere forekomsten af komplikationer endnu mere,« fortæller overlæge Trine Tang Christensen fra Afdeling for Diabetes og Hormonsygdomme på Aalborg Universitetshospital.
Farligt at være gravid med ureguleret diabetes
Tallene for gravide med diabetes er tankevækkende.
Risikoen for at skulle føde ved kejsersnit er bredt i befolkningen cirka 20 pct. Blandt kvinder med diabetes er tallet ifølge Trine Tang Christensen mellem 50 og 60 pct.
Risikoen for at skulle føde det, som læger kalder for ”for store børn”, er over 50 pct. blandt gravide med diabetes, og risikoen for svangerskabsforgiftning er forøget med op til 20 pct.
Når det kommer til risikoen for, at barnet bliver født med misdannelser, er risikoen bredt i befolkningen et par procent, mens den hos gravide med dårligt reguleret diabetes er op imod 10 pct.
»I Aalborg har vi det mindste af de fire centre i Danmark til at tage sig af gravide kvinder med diabetes, og vi har at gøre med omkring 50 til 60 gravide kvinder om året. Erfaringsmæssigt ved vi, og det kan vi også se i vores opgørelser, at jo dårligere en kvindes blodsukker er reguleret under graviditet, des højere er hendes og barnets risiko for komplikationer,« forklarer Trine Tang Christensen.
Tværfaglig tilgang
I et forsøg på at gøre noget ved problemet gik diabeteslæger, fødselslæger, jordemødre, sygeplejersker og andet sundhedspersonale samt diætister sammen i 2019 om at lave en helt ny tværfaglig tilgang til gravide kvinder med diabetes i regionen.
Tiltaget betyder blandt andet, at gravide med diabetes de seneste fire år helt naturligt er blevet fulgt tæt af en diabeteslæge og en fødselslæge samt en diætist og en jordemoder med speciale inden for graviditeter kompliceret af diabetes.
En diabetessygeplejerske har som eksempel tilset kvindernes blodsukkertal to gange om ugen og med det samme justeret behandlingen med insulin, hvis det har været nødvendigt.
Alle kvinderne er også blevet udstyret med en kontinuerlig blodsukkermåler, så personalet på Aalborg Universitetshospital hele tiden har kunnet holde hånd i hanke med dem.
Vi mangler stadig at sætte ind over for de kvinder, som ønsker at blive gravide. Hvis vi kan få dem til at blive velreguleret inden graviditet, vil vi formentlig også kunne få endnu flere til at have en bedre blodsukkerregulering under graviditeten
Trine Tang Christensen, overlæge, Afdeling for Diabetes og Hormonsygdomme, Aalborg Universitetshospital
»Vi har gået til opgaven i et tæt tværfagligt samarbejde, hvilket har været nødvendigt for at kunne lykkes med opgaven. Vi kan også mærke på kvinderne, at de er rigtig glade for at blive taget hånd om på denne måde. Førhen har mange gået til helt almindelige jordemødre, som ikke kender til de specielle behov, som gravide med diabetes kan have, og de har derfor fået informationer, der ikke er relevante for dem, eller der er decideret forkerte. For eksempel skal kvinder med diabetes ikke føde hjemme eller i vand, men det har nogle alligevel fået præsenteret som en mulighed,« siger Trine Tang Christensen.
Markant fald i komplikationer
Efter fire år med de nye tiltag har lægerne kastet et blik på deres opgørelser, og tallene viser meget positiv udvikling.
Helt præcist har lægerne sammenholdt data fra før interventionen med data under interventionen.
For det første viser tallene, at langt flere kvinder kommer i mål med at have et blodsukker på under 38 mmol/mol, inden de føder.
Lægerne på Aalborg Universitetshospital ser gerne, at gravide med diabetes har et langtidsblodsukker på under 53 inden graviditeten, under 48 midt i graviditeten og under 38 ved fødslen.
Før interventionen opnåede kun 10 pct. at have et blodsukker under 38 ved fødslen. Det tal er under interventionen steget til 34 pct.
Samtidig er andelen af kvinder med langtidsblodsukker over 50 før fødslen faldet fra over 60 pct. til nu 20 pct.
Da blodsukkeret er uløseligt forbundet med risikoen for komplikationer, kan lægerne også her se en meget positiv udvikling.
Andelen af for tidlige fødsler er som eksempel faldet fra over 50 pct. til 16 pct.
Andelen af børn, som bliver født for store, har på Aalborg Universitet været oppe på mellem 70 og 80 pct., men er indenfor for de seneste fire år faldet til 50 pct.
Trine Tang Christensen forestiller sig også, at tallene kan komme til at se endnu pænere ud i fremtiden.
»Vi mangler stadig at sætte ind over for de kvinder, som ønsker at blive gravide. Hvis vi kan få dem til at blive velreguleret inden graviditet, vil vi formentlig også kunne få endnu flere til at have en bedre blodsukkerregulering under graviditeten. I øjeblikket har omkring 60 pct. af vores kvinder med diabetes et for højt langtidsblodsukker inden graviditeten. Det tal vil vi meget gerne have længere ned,« siger hun.
Trine Tang Christensen uddyber, at ud over at initiativet er godt for kvinder med diabetes, der ønsker at blive gravide, og for deres børn, er det også godt for økonomien på hospitalet og i sundhedssystemet.
»Det kan godt være, at det ikke drejer sig om oceaner af kvinder, men det har kæmpe betydning for kvinderne, deres børn og økonomien. Hver gang vi kan undgå indlæggelsesdage for et barn, der er født for tidligt, kommer det med en kæmpe besparelse. Og da vi ser ind i en stigning i antallet af gravide med diabetes – både type 1 og i særdeleshed type 2 diabetes – vil resultaterne her virkelig have store konsekvenser,« siger hun.