Tidligere blev Region Hovedstadens børn og unge med diabetes behandlet på hhv. Nordsjællands Hospital i Hillerød og på Herlev Hospital. De funktioner er nu flyttet til SDCC’s nye domicil i Herlev.
Diabetessygeplejerske Susanne Lisbjerg er en af de ansatte, som nok har oplevet de største omkalfatringer af sit arbejdsliv i den forbindelse. De seneste 15 år har hun arbejdet med børn og unge med diabetes i Hillerød, og med flytningen til Herlev har hun på mange måder nærmest fået et helt nyt job.
Tag f.eks. den tætte kontakt til patienterne, som man typisk har på en lille afdeling.
Når man har været selvkørende, bliver man nemt også meget egenrådig, og det er klart, at der er noget læring i, at to kulturer møder hinanden
Susanne Lisbjerg, diabetessygeplejerske, SDCC, Herlev
»Jeg kommer fra en mindre afdeling, og jeg er god til at huske, så jeg kendte jo alle patienterne. Sådan bliver det ikke mere,« siger hun.
»Den nærhed er måske ikke helt væk, men den er anderledes. Jeg kan stadig yde det, jeg plejer, men der er mange, jeg har telefonkontakt med, som jeg ikke møder i ambulatoriet.«
På plussiden
Det betyder ikke, at Susanne Lisbjerg er negativ over for flytningen til Herlev.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte, da jeg første gang så huset, at dette her kan blive godt,« siger hun.
For på plussiden står ikke blot de nye og meget veludstyrede fysiske forhold for både ansatte og patienter, men også flere kolleger og muligheden for øget faglig udveksling.
»I Hillerød har jeg siden 2008 haft det sygeplejefaglige ansvar for diabetesteamet og fulgt omkring 300 patienter mellem nul og 18 år. Og når kolleger f.eks. har været på barsel eller sygemeldt, har jeg haft lange perioder, hvor jeg har været mig selv,« siger hun.
»Så jeg har arbejdet meget alene, og selv om det er dødssygt at skulle køre til Herlev (Susanne Lisbjerg bor i Hillerød, red.), så opvejes det af, at jeg får kolleger at sparre med, og det har jeg tit savnet.«
Når det er sagt, er der naturligvis en vis tilpasning, når flere enheder slås sammen til en.
»Når man har været selvkørende, bliver man nemt også meget egenrådig, og det er klart, at der er noget læring i, at to kulturer møder hinanden,« siger hun.
Børn, unge og voksne samlet
En af de helt store ændringer er, at der både er børn, unge og voksne på det nye SDCC. Det kræver nogle tilpasninger.
»Det er tydeligt, at Steno i Gentofte ikke tidligere har haft med børn og familier at gøre,« siger Susanne Lisbjerg.
Vi har siddet et lille sted, hvor jeg nogle gange har savnet sparring. Her har vi en masse møder på tværs, både forskningsmæssigt og om, hvad der sker på voksendelen. Vi bliver fagligt klogere
Lene Lyngsøe, overlæge, SDCC, Herlev
»Mange af de problematikker, vi møder i børne- og ungeområdet, møder de ikke i voksenregi. Det betyder, at vi skal være meget tydelige omkring vores opgaver. Vi har f.eks. en stor opgave med at undervise personale i daginstitutioner og skoler, og der er også kontakten til kommunerne i forhold til at tilbyde støtte til det mindre barn.«
Samme budskab kommer fra overlæge Lene Lyngsøe, der ligeledes kommer fra hospitalet i Hillerød.
»Der vil altid være indkøringsvanskeligheder, og det skal nok komme, men der er nogle ting, hvor det kommer bag på dem, at børn er anderledes,« siger hun om voksendiabetologerne og illustrerer med et helt lavpraktisk eksempel:
»Vi skal f.eks. måle højden på børnene, og der er endnu ikke kommet en højdemåler herude.«
Bedre transition
Men det er meningen, at samlingen på tværs af aldersgrænser også skal give nye muligheder.
Nærmere betegnet er forventningen, at overgangen mellem at være ung med diabetes til at være voksen med diabetes bliver nemmere. Den såkaldte transition.
»Herlev Hospital og Steno Diabetes Center har i lang tid prøvet at få transitionen til at glide bedre ved, at der var både børne- og voksenbehandlere med ved nogle af de unges sidste konsultationer. Så der derved ikke var så fremmed for dem, når de skulle skifte behandler,« siger Lene Lyngsøe.
»Hvis de er samme sted, er trygge ved omgivelserne og kender behandlerne, så regner vi med, at vi ikke taber nogen (i transitionen, red.), som man ellers godt kan se.«
Mere support
Også Lene Lyngsøe venter sig bedre muligheder for faglig udvikling.
»Vi har siddet et lille sted, hvor jeg nogle gange har savnet sparring. Her har vi en masse møder på tværs, både forskningsmæssigt og om, hvad der sker på voksendelen. Vi bliver fagligt klogere,« siger hun.
Der er også mere support på SDCC, end hun er vant til.
»Jeg sad til sidst alene i Hillerød og skulle bl.a. sørge for al kodning, sørge for, at alle blodprøver m.v. blev taget, og tjekke, om de nu fik gjort det. Her er der andre, der gør de ting, og jeg kan bedre koncentrere mig om patienterne.«
Og endelig er der lækkerhedsfaktoren. I Hillerød sad det personale, der behandlede børn og unge med diabetes, i hvad der bedst kan betegnes som en høj kælder. Ganske vist med et vindue, men alligevel.
»Og dem fra Herlev Hospital sad i barakker,« siger Lene Lyngsøe.
»Vi kommer fra knap så fine forhold. Så for os er det luksus at komme til dette her hus.«
