Jeg talte i dag med min søns pædagog i børnehaven. Hun har været en rigtig stor hjælp og har lagt et stort arbejde i at Bastian skulle føle sig velkommen og veltilpas i hans gruppe, og det er nu endelig lykkedes.

Så jeg satte mig og fortalte, at det var svært for mig at få en stilling i Københavnsområdet. Jeg ville gerne høre hendes mening om, hvad det ville betyde for Bastian med endnu et skift. Jeg var ikke forberedt på svaret!

Hun havde såmænd stor forståelse for det svære i min situation. Hun mente – ikke overraskende – at det ikke ville være godt for Bastian, hvis han blev taget ud af gruppen nu. Nu, da han endelig følte han hørte til. Og så kom det.

»Jamen, kan du da ikke få job på et plejehjem et eller andet sted?«

»Et plejehjem? … Jamen… Jeg er jo læge…,« svarede jeg opklarende.

Det troede jeg, jeg havde fortalt, men jeg er selv dårlig til at huske den slags.

Der kom ikke det ventede ’Ahhh’, men derimod gentog hun. Jeg forklarede, at der ikke var læger ansat på plejehjem. Det var de praktiserende læger, der havde plejehjemmene under deres vinger. Og det er et andet speciale.

Vi snakkede lidt om at pendle. Hun mente, at selv om jeg skulle rejse flere timer hver vej, var det bedre for ham end at flytte. Men det vendte tilbage. Hun havde tydeligvis siddet og grublet over det.

»Jamen, kan du da ikke bare arbejde på plejehjem som sygeplejerske?«

»Jamen.. Jamen…. Jeg er jo … læge…« svarede jeg måbende.

»Jeg har jo seks års universitetsuddannelse bag mig. Og jeg er slet ikke sygeplejerske..«

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forklare det.

»Hvis jeg begynder at arbejde som sygeplejerske, så kan jeg aldrig komme til at arbejde som læge senere!«

Jeg forsøgte at skære det lidt ud i pap.

»Det er lidt ligesom, hvis jeg skulle være … f.eks. kassedame…«

Jeg tror, jeg ville have leet af situationens absurditet, hvis ikke det var for hendes ansigtsudtryk. Der var ingen forargelse eller undring ved tanken om, at en læge skulle arbejde som kassedame. Hendes mund sagde »Så må du pendle.« Ikke noget »jeg synes..« eller »min mening er…«. Bare ”Det må du gøre!”

Det var som om hendes øjne sagde »Jamen, kan du da slet ikke lide dit barn?«.

Det fik mig til at tænke. Er det bare udtryk for egoisme og navlebeskuelse, at jeg gerne vil arbejde som læge? Og så oven i købet i et bestemt speciale. Når alternativet ligefrem bliver sat op som kassedame eller sygeplejerske på et plejehjem, så er det måske slet ikke så stort et kompromis med et mere »upopulært« speciale?

Hvordan kan jeg nu vælge kampen for det ønskede speciale, uden at lave en uacceptabel nedprioritering af mit barns tarv?

Jeg ville nok have leet, hvis det ikke var fordi det bare slet ikke var sjovt.
Use “no name?” in dropdown