Patientforening klager over patientklagenævn

Patientforeningen Danmark har i et brev til Folketingets Sundhedsudvalg klaget over et efter foreningens mening for højt antal formandsafgørelser og såkaldte B-sager i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Foreningen finder det betænkeligt, at lægmandselementet i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn reduceres på grund af formandsafgørelser og B-sager, som nu udgør mere end halvdelen af sagerne.

B-sager tages kun op på nævnsmøderne, hvis et eller flere medlemmer forinden mødet har anmodet om det. I forvejen er arbejdsmængden for de enkelte nævnsmedlemmer betydelig, idet sagerne er omfangsrige og ofte komplicerede. Det ville derfor kræve en næsten overmenneskelig indsats for et nævnsmedlem ? ud over at studere alle sine A-sager – at kræve, at alle vedkommendes B-sager blev opgraderet til A-sager. Dette sker således også kun for omkring 10 pct. af B-sagerne, skriver patientforeningen.

Folketinget har ud fra ønsket om en hurtigere sagsbehandlingstid tilskyndet til såvel formandsafgørelser som B-sager, men det har alvorlige retssikkerhedsmæssige konsekvenser, mener Patientforeningen Danmark, der fremhæver, at Lægmandsrepræsentationen i nævnet er patientens sikkerhed i et klagesystem, hvor klagesagen langt overvejende behandles af læger/sundhedspersoner (læger i sekretariatet, embedslægen, sygehuslægernes beskrivelse af hændelsesforløbet, lægefaglige konsulenter tilknyttet sekretariatet).

Patientforeningen Danmark opfordrer derfor Folketinget til at gøre det muligt, at alle sager for fremtiden behandles som A-sager – altså på nævnsmøderne, hvor lægmandselementet indgår.

Nicolai Döllner

Skriv kommentar