Er danske læger gode nok til, at undersøge patienter, de ikke kan tale med? Og hvad betyder det for sygdomsforløbet, hvis patienten ikke taler dansk?

Det giver en ny undersøgelse fra Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital svaret på.

Rapporten illustrerer med eksempler på konkrete patientforløb, hvorfor der sker fejl, når læge og patient ikke forstår hinanden korrekt, og hvor ansvaret for fejlen ligger.

Undersøgelsen drejer sig om 147 patienter, som blev henvist til klinikken i 2015 til 2016, og rapporten fastslår at 95 af dem oplevede fejl i diagnose eller behandling, som skyldes sproglige misforståelser.

»Lægerne skal forstå, at sproget er et klinisk værktøj. Der er ikke respekt for, hvor vigtigt det er med en samtale på modersmålet, når man skal finde ud af patientens sygdomshistorie. Det hele starter og slutter med sproget,« siger Morten Sodemann der er leder af Indvandrermedicinsk klinik.

Rapporten indeholder flere konkrete eksempler, hvor kommunikationen mellem læge og patient er gået galt, eller at lægen ikke har haft nok indsigt i patientens baggrund. Eksempelvis beskrives en hændelse, hvor en mandlig patient med en kønssygdom fik beskikket en kvindelig tolk til konsultationen, og derfor ikke turde tale om intime problemer. Det resulterede i forsinket behandling.

Lægerne skal uddannes

Ifølge rapporten skyldes størstedelen af misforståelserne, at der som hovedregel stadig ikke anvendes tolk i sundhedsvæsenet til vigtige samtaler.

Men spørger man Morten Sodemann løser det ikke hele problemet at have tolke med til samtalerne, for lægerne er ganske enkelt ikke gode nok til at kommunikere gennem en tolk.

»Der burde være tolke til samtalerne, men det kan ikke stå alene. Lægerne og sygeplejerskerne skal også uddannes til at stille spørgsmål og kommunikere gennem en tolk. Tolken kan være nok så dygtig, men hvis lægen ikke forstår at bruge tolken, nytter det ikke noget,« forklarer han og henviser til et eksempel, der illustrerer hvornår samarbejdet mellem læge og tolk bliver problematisk.

»En russisk patient og torturoverlever blev altid meget oprevet og vred, når talen faldt på hans høje stressniveau. Han mistede tilliden til danske læger og psykologer. Det viste sig, at ”stress” på russisk alene betyder at have travlt. Han havde ikke travlt, sad altid stille derhjemme med sine tanker. Tolken havde fået at vide hos lægerne at hun kun måtte oversætte det, der blev sagt og ikke andet, så stress blev oversat til stress i stedet for den mere præcise oversættelse til det russiske begreb for ‘hårde nerver’,« sådan står der i rapporten.

Spørger man Morten Sodemann, hvor det går galt, er han ikke i tvivl om, at lægerne glemmer alt, hvad de har lært, når de ikke bare kan føre en samtale på dansk, som de plejer.

»Det skyldes, at vi læger lader os forvirre, så snart vi ser et tørklæde på hovedet og brune øjne. Vi bliver straks uprofessionelle og gætter på alle mulige tropiske, fremmede sygdomme, så sker det, at almindelige og oplagte sygdomme overses,« siger han.

En af de sygdomme, der bliver overset, er især posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Ud af 95 af de patienter, der oplevede fejl i diagnose eller behandling, havde 26 af patienterne, svarende til 27,4 pct. uopdaget PTSD, selvom de var henvist for noget andet, mens 19 patienter svarende til 20 pct. allerede havde fået stillet diagnosen. I alt havde 47,4 pct. af de henviste patienter PTSD.

Ingen opadgående læringskurve

31 patienter i undersøgelsen havde mindst én alvorlig eller betydelig hændelser med det Morten Sodemann kalder et »tydeligt klinisk læringspotentiale«, men han er ikke optimistisk, for det er ikke nogen nyhed, at etniske minoritetsgrupper i Danmark får dårligere behandling end etniske danskere.

»Det ser ikke ud til, at situationen ændrer sig. Indvandrermedicinsk Klinik har været her i 10 år nu, og vi har ikke set en opadgående læringskurve for lægerne på det her område,« siger Mortens Sodermann, der i rapporten kommer med en lang liste med løsningsforslag. Herunder at kommunerne bør genindføre et systematisk helbredsundersøgelse af nytilkomne flygtninge og indvandrere, for at sikre et bedre sygdomsforløb og en bedre integration.

Der er i følge Morten Sodemann både plads til forbedringer af det organisatoriske, hos lægen, patienten selv og hos kommunerne.

»Hvis vi ikke får styr på det her, så går det galt. Hver eneste patient, der ikke bliver forstået korrekt, udløser en kaskade af fejl og problemer,« siger han.

I rapporten kritiserer Morten Sodemann, at fejl som sker som følge af sproglige udfordringer stadig ikke registreres som utilsigtede hændelser.

»Selv oplagte og åbenlyse fejl fra lægens eller sygeplejerskens side opfattes ikke som utilsigtede hændelser, hvis det handler om en patient, der taler et andet sprog. Det regnes bare som en misforståelse. Det er ikke i orden,« siger Morten Sodemann.