Høj alder bør ikke være et kriterie for ikke at forsøge genoplivning af en hjertestoppatient. Det viser resultaterne af en dansk undersøgelse, som læge, ph.d.-studerende Helle Søholm fra Rigshospitalet i dag præsenterede på ESC-kongressen i Barcelona.
Helle Søholm har undersøgt data for ca. 4.000 patienter i København, der i perioden 2002-2011 fik hjertestop uden for et hospital, og hvor genoplivning var forsøgt.
»Overlevelsen blandt de over 80-årige hjertestoppatienter er væsentligt lavere end blandt de yngre hjertestoppatienter, men de ældre patienter, der overlever, har ved udskrivelsen et funktionsniveau, som er næsten på samme niveau som før de fik hjertestop, og vil kunne genoptage et aktivt liv bagefter. Sammenligner man de over 80-årige med de yngre hjertestoppatienter, har 85 pct. af de yngre et godt neurologisk udkomme, mens det for de ældre er 75 pct.,« siger Helle Søholm.
Generelt er chancen for at overleve et hjertestop uden for hospital yderst ringe. Internationalt er det kun ca. 10 pct. I den københavnske pct. overlevede 17 pct. af alle hjertestoppatienter, men kun fem pct. af de over 80-årige. Disse tal skal også ses i sammenhæng med, at 40 pct. af de yngre hjertestoppatienter blev overført i live til hospital sammenlignet med 25 pct. af de over 80-årige. Hovedparten af de ældre hjertestoppatienter var kvinder. At overlevelsen i København er så relativt høj, hænger efter Helle Søholms vurdering især sammen med, at der er en dokumenteret hurtig responstid.
»Resultaterne viser, at intet taler imod at forsøge genoplivning af en over 80-årig hjertestoppatient,« siger Helle Søholm.