I sin ugentlige leder »PLO alene i verden« (Dagens Medicin nr. 34, red.) beskriver Kristian Lund, at de praktiserende læger må føle sig ladt alene, nu hvor RLTN har afbrudt forhandlingerne om en ny overenskomst.
I virkelighedens verden sidder de praktiserende læger dog meget centralt, med tæt daglig kontakt til stort set hele den danske befolkning, med en nøglerolle i forhold til koordinering af patientforløbene på sygehusene og en helt central rolle i forhold til indsatsen for de mange danskere, der lever med kronisk sygdom. Denne nøglerolle varetages med høj faglig og personlig kvalitet, hvilket afspejler sig såvel i internationale sammenligninger som i gentagne patientevalueringer af den danske praksissektor.
RLTN’s afbrydelse af forhandlingerne om en videreførelse af overenskomsten med de praktiserende læger lægger sig i kølvandet på en række nederlag, som Danske Regioner har haft i forhold til at udfylde deres rolle som leder af sundhedsvæsenet. Jeg nævner i flæng: håndteringen af sygeplejerskekonflikten, udliciteringen af ambulancekørslen og udarbejdelse af sygehusplaner.
Ansvaret for regionernes manglende evne til at løse sundhedsvæsenets udfordringer er i høj grad strukturelt betinget, idet Lars Løkke Rasmussens strukturreform har lagt meget snævre bånd på regionernes handlefrihed. Men det ændrer ikke ved, at det aktuelle sammenbrud risikerer at isolere regionerne yderligere og svække deres legitimitet i befolkningens øjne.
RLTN’s chefforhandler Jens Stenbæk bruger som begrundelse for at have afbrudt forhandlingerne med PLO, at »Det er et problem for mig som politiker, at jeg ikke kan placere et entydigt ansvar, hvis det er sådan, at der sker fejl i systemet (…)«
Ansvaret for det aktuelle sammenbrud er let at placere. Det, der er brug for i øjeblikket, er imidlertid ikke politikere, der ønsker at placere ansvaret for fejl på andre, men derimod politikere, der vover selv at tage ansvar for at videreføre og udvikle et sundhedsvæsen baseret på kvalitet, patienttilfredshed og sammenhæng. Tør man håbe på, at der trods alt findes sådanne politikere i de danske regionsråd?
Jørgen Steen Andersen Praktiserende læge, Skovlunde, konsulent i DAK-E, Region Hovedstaden og Ballerup Kommune