Medicingrossister presset af priskrig

Medicingrossister presset af priskrig Den langvarige priskrig på kopimedicin presser nu flere grossister på økonomien, skriver Børsen.

Medicingrossisterne Nomeco, Max Jenne og K.V. Tjellesen mærker nu konsekvenser af medicinpriskrigen, der brød ud i 2008.

Det skriver Dagbladet Børsen.

For mens kunderne sparer milliarder af kroner ved at købe kopimedicin, så betyder det tabt indtægt for distributørerne, der ikke har lige så høj fortjeneste på kopiprodukterne, den generiske medicin, som på originalmedicin.

Derfor er den billige medicin en bombe under grossisterne, der køber medicin af producenterne og sælger videre til bandt andet apoteker, der må tager imod hårde slag i regnskaberne.

»Vi kan ikke fortsætte på denne måde. Det kan ikke betale sig at drive forretning med så stor en andel generika til så lave priser,« siger Jørgen Kelkjær, administerende direktør for Max Jenne og K.V. Tjellesen, der begge af ejet af tyske Celesio, til Dagbladet Børsen.

Auktionssystem får skylden
Det er det specielle danske auktionssystem, der får skylden for distributørernes nedtur.

Hver 14. dag sættes priserne på medicin, og kun det billigste produkt får tilskud. Det har fået producenterne af kopimedicin til at dumpe priserne på den i forvejen billige medicin.

Hos Nomeco står kopimedicinen for 60 procent af salget, men udgør alligevel kun omkring 20 procent af indtjeningen.

Og med udsigt til at patenterne på flere typer af den lukrative originalmedicin udløber og bliver erstattet med kopiprodukter, kan distributørerne se frem til yderligere pres på indtjeningen.

»Ser du fem år frem i tiden, går halvdelen af originalmarkedet af patent. Det skaber en enorm ændring på kort sigt, hvor kopimedicin vil fylde endnu mere og presse indtjeningen hos grosissterne,« siger Nomecos administerende direktør, Jan Bonde, til Dagbladet Børsen.

Færre leveringer
Nomeco sidder i dag på cirka 70 procent af markedet i Danmark, men er alligevel nødt til at spare på selskabets udgifter for at holde et tilfredsstillende niveau i regnskaberne.

»Vi lægger lidt om på måden, vi lever på, så vi kommer til at levere færre gange i døgnet i fremtiden,« forklarer Jan Bonde til avisen.

Skriv kommentar