Spørgsmålet om prioritering af udgifterne til sundhed er omsider kommet på den politiske dagsorden. Båret af udsigten til, at de hastigt stigende udgifter til nye lægemidler vælter sundhedsvæsenets budgetter.
Senest har Region Hovedstaden været nødt til at genåbne budgetterne for indeværende år på grund af nye udgifter til dyr medicin, bl.a. mod Hepatitis C.
Men spørgsmålet om prioritering og om at få mest mulig sundhed for pengene drejer sig om meget andet end dyr medicin og om at ‘sætte pris på et menneskeliv’.
So-ein-ding-komplekset hører til i denne kategori.
Jeg skal erindre om fortidens skisma om transplantationscentre i Aarhus og København og det nuværende ditto om partikelkanoner. Et andet eksempel er den massive vækst i anvendelsen af robotkirurgi.
Det koster svimlende summer til indkøb og drift, uden at der er en eneste undersøgelse, der godtgør, at det skulle forbedre kvaliteten i behandlingen. Det, undersøgelserne viser, er, at det i bedste fald går lige så godt som ved manuel kirurgi.
Her kunne politikerne godt finde ud af at prioritere, men af de forkerte grunde, ikke fordi det gavnede patienterne, men af prestigemæssige årsager. I Norge er der lavet et forskningsprojekt om præcis dette emne, og det afdækkede, at argumentet for sygehusledelserne netop ikke var forbedringer i behandlingen, men at nabosygehuset var foran med denne teknologi.
Det giver ikke mere sundhed for pengene, og de kan som bekendt kun bruges én gang.
Så derfor er vi igen fremme ved politikerne hadeobjekt: Etablering af et dansk prioriteringsinstitut, der kan skaffe den viden, der gør det muligt at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Sådan gør de efterhånden i større grad i Norge, der bruger omkring 40 pct. mere på sundhedssektoren, end vi gør.
Men de forsøger ikke desto mindre at undgå hovsaløsninger ved at vurdere værdien af nye lægemidler og behandlinger for at få mest mulig sundhed ud af oliemilliarderne.
Indførelse af dyr medicin er sådan set alle pengene værd, hvis vi har en rimelig sikkerhed eller måske endda evidens for, at det virker efter hensigten. Problemet er, at denne evidens ofte mangler.
Vi har her i Odense lavet en mindre undersøgelse over forbruget af de relativt kostbare biologiske lægemidler til børn med kroniske tarmsygdomme. Der er sket en eksplosiv stigning i anvendelsen af lægemidlerne, men andelen af børn, der har behov for en kirurgisk behandling, er uændret.
Så hvorfor bruge så mange penge på et nyt lægemiddel?
På samme måde er det med mange andre nye lægemidler, hvor der er en markant korttidsvirkning, men langtidsvirkningerne med hensyn til til livskvalitet, sygelighed og dødelighed er ringe eller ukendte.
Lederen af Copenhagen Trial Unit, Christian Gluud, har for nylig i en artikel beskrevet dette skisma, og hvordan også nye kræftmidler havde ringe effekt. Af 27 lægemidler, der var blevet godkendt af FDA og EMA i perioden fra januar 2011 til december 2012, var der kun tre stoffer, der kunne dokumentere, at de reelt forlængede overlevelsen, og det kun i få måneder.
Vi mangler en institution, der kan give os et bedre grundlag at træffe beslutninger på, hvad enten det drejer sig om indførelse af nye behandlinger eller dyr medicin.
