På tærsklen til en demografisk ændring af historiske dimensioner er der i sundhedsvæsnet akut behov for en langsigtet og nytænkt strategi.
De ældste babyboomere har nået pensionsalderen og bølgen af ældre borgere med alskens skakvanker – herunder kræft er så småt begyndt at skylle ind over alle dele af sundhedsvæsnet.
Skønt der næppe bliver tale om en ‘patient-tsunami’, anslår selv en konservativ prognose en 30 pct. stigning i kræfttilfælde over de næste ti år.
Lad os håbe, at denne forsigtige prognose holder vand, for udover en 30 år lang babyboom genereret pukkelafvikling kan vi alle glæde os over at skulle leve længere. Den forventede levetid forøges med 2,4 måneder om året, så den tid, vi tidligere regnede for sovet bort, lægges nu blot til i den sidste ende.
Summa summarum bliver vi i en lang årrække fremover mange flere ældre borgere med alle vores behandlingskrævende skavanker.
Spørgsmålet er, hvordan vi skal kunne håndtere denne enorme udfordring.
Godt nok har antallet af ansatte læger i det offentlige sundhedsvæsen vist sig stigende, men dette til trods arbejder det samlede sundhedspersonale aktuelt alt, hvad remmer og tøjler kan holde. Ydmyge ambitioner om i fremtiden at kunne opretholde den eksisterende behandlingskvalitet kan ikke sikres med hult lydende kampråb, piskeslag eller yderligere politiske garantiudstedelser.
Vi må erkende, at vi i produktionen ikke længere kan løbe fra den stigende vandstand – vi er tvunget til at lære at svømme.
For snart 200 år siden gennemskuede evolutionens fader Charles Darwin, at det hverken er den stærkeste eller den mest intelligente, som vil overleve. Det vil derimod den mest omstillingsparate. En evne som det desværre typisk skorter på, når overskuddet svinder og evnen er mest nødvendig.
Men vi står overfor et uomtvisteligt behov for nytænkning – såvel klinisk som organisatorisk, hvilket helt naturligt kalder på innovativ klinisk forskning og udvikling. Til trods for stadigt mindre supersygehuse vil langt flere patienter i fremtiden skulle udredes, behandles og følges. Dette tilmed gerne mere effektivt og skånsomt end tilfældet er i dag.
Der er således forskningsmæssigt rigeligt at tage hul på, ligesom implementering af kræftpakker, PROM, telemedicin og opfølgningsprogrammer udgør gode eksempler på den nødvendige nytænkning, om end dette ikke uventet allerede har udfordret manges omstillingsparathed.
Med forskning som en af de udsete redningsplanker kan man glæde sig over, at der aldrig tidligere er blevet uddannet så mange unge kliniske forskere. Desværre en ressource som i dag udnyttes i en alt for ringe grad. De forskningsskolede ph.d.’ere bliver typisk kastet ind i den kliniske gladiatorarena, hvor kun den daglige drift hyldes og uden mulighed for anvendelse af erhvervede forskningskompetencer.
Formentligt stod man sig langt bedre ved at uddanne færre ph.d.’ere, for så til gengæld at give de udvalgte en fair chance for i forskningsdelestillinger at kunne kombinere det kliniske arbejde og uddannelse med forskning og udvikling.
Helt basalt forudsættes dog, at den akademiske indsats generelt ydes en langt større anderkendelse end tilfældet er i tidens produktionsorienterede afdelinger.
DMCG’erne – de Danske Multidisciplinære Cancergrupper – blev med kræftplan II og KOF-rapporten sat i verden for bl.a. at bedrive klinisk forskning, men det er desværre ikke en af de arbejdsopgaver, som organisationen ydes ressourcer.
Det synes imidlertid indlysende, at disse unikke specialistgrupper udgør et særligt klinisk forsknings- og udviklingspotentiale, som ved sparsom øget opbakning ville kunne afstedkomme værdifulde ‘sandsække’ under den ubarmhjertigt stigende ‘vandstand’.
Patientbølgen har været undervejs i flere generationer, og vi reddes ikke i sidste øjeblik før nedslag ved blot at alle forsøger at løbe endnu stærkere.
Det er 11. time for nytænkning gennem styrket innovativ klinisk forskning og udvikling – vores tidligere kendetegn og nu stærkt efterlyst metier.
