Ved et særarrangement i Horsens gav socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i dag mandag en undskyldning til tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen.

Undskyldningen kommer på baggrund af en omfattende rapport, som dokumenterer overgreb på de anbragte i perioden 1933-1980.

Ministeren understregede, at det, der var sket, var ulovligt og strafbart både dengang og nu, og at staten havde udsat de anbragte borgere for et svigt, når den ikke levede op til sin tilsynspligt og stoppede overgrebene.

»På vegne af den danske stat og den danske regering, undskyld,« sagde socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

I sin tale kom ministeren ind på, hvor berørt hun var af de personlige fortællinger fra nogle af de tidligere anbragte:

»I fik at vide, at I var minusmennesker. At I var en nitte, som jeres forældre skulle skynde sig at aflevere. I fik også at vide, at det, der skete, var jeres egen skyld. Og den følelse har mange af jer levet med lige siden,« sagde ministeren henvendt til tidligere anbragte, der var blandt gæsterne ved arrangementet.

Pernille Rosenkrantz-Theil berørte også forholdene for mennesker med handicap i dag:

»Der er stadig mennesker med handicap og særlige behov, som oplever systemet som snubletråde i stedet for et sikkerhedsnet. Men vi har heldigvis bevæget os med stormskridt væk fra forholdene i sær- og åndssvageforsorgen,« erklærede socialministeren.

Fagfolk dehumaniserer

En anden af dagens talere var Hanne Klitgaard Larsen, som selv var anbragt under sær- og åndssvageforsorgen. Hun fortalte, at hun livet igennem er blevet mødt med mistillid fra fagfolk.

»Ved en lægekonsultation blev jeg for eksempel spurgt, om jeg var sikker på, at jeg ville genoplives, hvis jeg fik et hjertetilfælde,« fortalte Hanne Klitgaard Larsen.

Andre gange har hun oplevet, at fagfolk diskuterede hen over hovedet på hende, om hun mon var en regional eller en kommunal udgift.

»Man føler sig som en ludobrik på et spillebræt,« fortalte hun.

Hanne Klitgaard Larsen pegede også på udfordringer i forhold til de nuværende budgetforhandlinger:

»I krisetider får vi handicappede ofte både direkte og indirekte skyld for, at vi er dyre. Sparekniven er en trofast makker gennem hele livet for mennesker med handicap og funktionsnedsættelse. Vi bliver i tvivl, om vi overhovedet må være her uden at sige undskyld.«

»Der finder endnu i dag en dehumanisering sted af mennesker med handicap, også fra fagfolk i kommunalt og regionalt regi,« sagde Hanne Klitgaard Larsen.

Det klinger hult

Monica Lylloff er mor til tre børn med handicap og initiativtager til bevægelsen ‘#enmillionstemmer’, der arbejder for bedre vilkår for mennesker med handicap. Hun er ikke imponeret over dagens undskyldning:

»De har ikke været villige til at rydde op efter strukturreformen, og når de siger, at kommunerne gør det så godt, som de kan, er Christiansborg-politikerne med til at skabe en overordnet forråelse, som spreder sig ud i hele systemet,« siger Monica Lylloff.

»Undskyldningen klinger desværre hult i mine ører, for en gentagelse af fortidens svigt af mennesker med handicap er ved at blive en realitet, og politikerne på Christiansborg gør absolut intet for at stoppe det,« siger Monica Lylloff.

Hun arbejder som seniorjurist hos Socialretsadvokaterne, der behandler mange sager om klager over kommunernes behandling af borgere med handicap:

»Der er jo en grund til, at jeg startede bevægelsen. Jeg mener slet ikke, at der er overensstemmelse med, hvad der står i reglerne for behandling af mennesker med handicap, og hvordan virkeligheden ser ud,« siger hun.

»Forholdene var dårligere for 50 år siden, men da havde man også nogle andre værdier og et andet menneskesyn. I dag har vi meget mere viden om de enkelte diagnoser og teknologiske muligheder for at hjælpe, men i mine øjne har det blot gjort ‘indpakningen’ af mennesker med handicap pænere.«

»I realiteten gemmer vi stadig mennesker med handicap væk som i gamle dage, og muligheden for at tvangsfjerne børn allerede inden fødslen minder i mine øjne om fortidens tvangssteriliseringer,« pointerer hun.

Det står skidt til i kommunerne

I sit arbejde som jurist møder Monica Lylloff mange eksempler på borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for:

»Vi har mange klagesager over kommunerne, hvor borgeres ansøgninger er blevet afvist med ord som ‘kan I ikke bare tage jer sammen’, ‘kommunen har ikke råd til’ eller ‘kan I ikke bare lære at sige pyt?’ Jeg blev kontaktet af en døvblind borger, som var ved at få frataget en stor del af sin ledsagerhjælp, og som betegnede sin situation som ‘livsvarigt fængsel uden udgang’.«

Det er er hendes indtryk, at forråelsen overfor mennesker med handicap er blevet mere omfattende, efter strukturreformen lagde området ud til kommunerne:

»Kommunerne var ikke klar til at overtage området, og det viser sidste års rapport fra Rigsrevisionens jo også, hvori det fremgår, at retssikkerheden for mennesker med handicap er virkelig dårlig, og at det står lige skidt til i alle kommuner.«

Monica Lylloff er dog især kritisk over for landspolitikerne:

»De har ikke været villige til at rydde op efter strukturreformen, og når de siger, at kommunerne gør det så godt, som de kan, er Christiansborg-politikerne med til at skabe en overordnet forråelse, som spreder sig ud i hele systemet.«