Fredag 4. marts fik jeg næsten min kaffe galt i halsen, da jeg sad og læste Dagens Medicin. Selv om vi i Bedre Psykiatri har utallige gode erfaringer og forskningsrapporter om pårørendeinddragelsens positive effekt, kunne jeg læse en artikel med overskriften ’Pårørende kan stå i vejen for den gode behandling’. En artikel, som jeg mener er et symptom på en kedelig tendens i dansk journalistik.
I artiklen og specialet, den er skrevet på baggrund af, er konklusionen: De pårørende bliver inddraget som medbehandlere i behandlingen af depression, og det skaber konflikt mellem den pårørende og den syge. Hvilket er en drastisk konklusion på baggrund af ni interview. Artiklen i Dagens Medicin får flere nuancer med i sin sidste halvdel, men det er ærgerligt, at hovedbudskabet får klang af, at de pårørende skal så langt væk fra den syge som muligt.
Det er et eksempel på problemerne, der opstår, når videnskabelige konklusioner skal opsummeres i én enkelt journalistisk overskrift. Især når det sker i kombination med noget så begrænset som et specialeprojekt. Et speciale er i høj grad et stykke arbejde, hvor man siger på den ene side og på den anden side. Og derefter kan man fortælle, at her er noget, vi måske bør være mere opmærksomme på.
Men sådan fungerer en journalistisk artikel ikke og slet ikke en journalistisk overskrift. Hele Jeppe Oute Hansens speciale skal absolut reduceres til ’Pårørende kan stå i vejen for den gode behandling’ eller endnu værre til dr.dk’s overskrift ’Pårørende kan gøre den syge mere syg’.
Hvis man kender en smule til journalistisk arbejde, kan man godt forstå, at overskriften ikke blev ’Pårørende kan stå i vejen for den gode behandling, så derfor skal de inddrages endnu mere og bedre’. Det er både for langt og for tvetydigt. Men jeg mener, at det er farligt at vægte nyheds-kriterierne over det egentlige budskab, man som journalist vil levere til læseren. For som enhver journalist ved, så er præsentationen af et budskab helt afgørende for, hvilket indtryk læseren får. Endda i så høj grad, at man kan nå to stik modsatte konklusioner.
Her ligger sagens kerne i eksemplet, jeg har præsenteret: Ja, skænderier og manglende forståelse i den depressives hjem kan forlænge en depression, akkurat som Oute Hansen konkluderer. Men netop derfor skal de pårørende ikke sejle deres egen sø. De skal klædes på, så de forstår sygdommen og forstår, hvordan de kan hjælpe den syge.
Sagkundskaben har nogle helt andre konklusioner end specialet af Hansen. Den anerkendte forsker inden for psykiatri, William R. McFarlane, har i mange år forsket i pårørendeinddragelse. I forhold til f.eks. behandlingen af depression understreger et studie med 119 respondenter, at ægtefællers positive respons giver en meget hurtigere helbredelse for den syge. Hvorimod depressionsramte uden engagerede og positive ægtefæller har en meget ringere helbredelsesproces. Derudover har McFarlane undersøgt tilbagefaldsraten blandt skizofrene, når de behandles med forskellige psykiatriske metoder. Hvis de syge ikke modtog medicinsk behandling, var tilbagefaldsrisikoen på 65 pct. Med medicinsk behandling falder risikoen for tilbagefald ned på 41 pct. Men når behandlingen kombineres med pårørendeinddragelse, falder tilbagefaldsrisikoen helt ned på 9 pct.
Både som pårørende og som landsformand for en forening, der indgående har beskæftiget sig med pårørendeinddragelse, er mine konklusioner og anbefalinger helt entydige. Hvis vi skal behandle psykisk sygdom så godt som muligt, er det nødvendigt, at der satses på pårørendeinddragelse.
Derfor er det vigtigt, at vi får diskuteret pårørendeinddragelse. Men det er helt afgørende, at præmisserne for en diskussion overhovedet er på plads. Det vil med garanti være en katastrofe, hvis vi, på baggrund af et speciales ni interview og de efterfølgende nyhedsartikler, begynder at afmontere vores pårørendeinddragelse i stedet for at udbygge den.
Ebbe Henningsen Landsformand for Bedre Psykiatri
Svar
Artiklen konkluderer langtfra, at »pårørende skal så langt væk fra den syge som muligt«, som Ebbe Henningsen skriver. Artiklen fortæller på baggrund af Jesper Oute Hansens speciale, at der kan være et problem, hvorefter en række kilder sam-stemmende siger til artiklen, at løsningen må være, at systemet/psykiaterne bliver bedre til at inddrage de pårørende. Patienterne og de pårørende kommer også til orde i artiklen via Knud Kristensen, der er formand for SIND. Red.
