Når vagthunden bliver gyserfilminstruktør TV-udsendelsen om Rigshospitalets behandling af patienter med lungehindekræft er unuanceret og udelader vigtige oplysninger. Ved brug af et virvar af diffuse antydninger og halve insinuationer lykkes det at skabe et billede af, at der er foregået noget ekstremt fordækt og uhyggeligt på danske hospitaler.

Danmarks Radio sendte 24. september et dokumentarprogram med titlen ’Når lægen ved bedst’. For enhver uden helt speciel indsigt på området efterlader udsendelsen et utvetydigt indtryk af, at et større antal dødssyge patienter med lungehindekræft er blevet nægtet en virksom behandling (Alimta) og i stedet er blevet narret til at deltage i et eksperiment, hvor de blev tilbudt en virkningsløs, underlødig behandling (Vinorelbine). Ligeledes efterlades man med det klare indtryk, at dette er sket ud fra dunkle egennyttige motiver hos en navngiven enkeltperson.

Jeg kan ikke påberåbe mig nogen ekspertviden på området. Jeg er på ingen måde part i sagen. Ansporet af udsendelsen har jeg dog brugt nogle få timer på internettet for at søge baggrundsinformationer. Herved tegner der sig et ganske anderledes nuanceret billede. Nok er Alimta det eneste stof, der er officielt registreret til behandling af fremskreden lungehindecancer, hvilket har medført, at Alimta blevet kraftigt markedsført og har opnået en betydelig udbredelse. Trods dette mener flere internationalt anerkendte eksperter ikke, at der er belæg for, at Alimta skulle være andre stoffer, herunder Vinorelbine, overlegent. Som konsekvens heraf har toneangivende sundhedsmyndigheder konkluderet, at der ikke er nogen egentlig standardbehandling til sygdommen, og at behandlingen grundlæggende er at opfatte som eksperimentel (uanset om den er baseret på Alimta, Vinorelbine eller noget helt tredje). Formålet hermed er at tilvejebringe viden, der kan forbedre behandlingen.

Det skal i sagens natur altid tages alvorligt, hvis en gruppe patienter har følt sig dårligt behandlet eller utilstrækkeligt informeret. For mig at se rejser håndteringen af lungehindehindekræft en række principielle spørgsmål af forskningsmetodologisk, etisk, politisk og socioøkonomisk art, som det absolut kan være værd at dvæle ved. Det være sig spørgsmål, som hvornår en behandling er at opfatte som standard versus eksperimentel, om et registreret præparat pr. automatik bør opfattes som standardbehandling, samt hvornår det er mere betimeligt at sammenligne det registrerede stof med andre stoffer i fase III-protokoller, frem for at udforske nye behandlingsstrategier i fase II-protokoller.

Endelig knytter der sig en lang række vigtige spørgsmål og dilemmaer til selve det at informere svært syge og kriseprægede patienter, ikke mindst dem, der indgår i forskningsprotokoller.

Ud fra Rigshospitalets redegørelse på internettet synes det åbenlyst, at disse spørgsmål har været genstand for nøje granskning, og at man i forbindelse hermed har søgt vejledning hos internationale eksperter og diverse myndigheder, herunder Lægemiddelstyrelsen. Mange af spørgsmålene er utvivlsomt så komplekse, at der ikke findes entydige svar på dem, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om der er foregået noget kritisabelt eller ej.

Det kan derfor undre, at DR vælger at håndtere sagen, som de gør. I stedet for at komme med en nuanceret fremstilling, som alle kunne blive klogere af, vælger DR at lave en følelsesladet udsendelse med audiovisuelle virkemidler, der sædvanligvis hører hjemme i gyserfilm. Alt er skåret til, så det passer ind i et stereotypt dramaturgisk plot, hvor nogle er skurke og andre ofre. Ved brug af et virvar af diffuse antydninger og halve insinuationer lykkes det at skabe et billede af, at der er foregået noget ekstremt fordækt og uhyggeligt på danske hospitaler. Alle faktuelle informationer, der kunne have sat det hele i den rette sammenhæng, er reduceret til et link på internettet og en hurtig panorering ned over et brev.

Det er nedslående at tænke på, at udsendelsen er lavet af vidende og veluddannede mennesker, som må antages at have gennemskuet sagen i alle dens nuancer. Det kan undre, at udsendelsen bringes af netop DR, der påberåber sig en særlig public service-forpligtelse.

Som lægmand ud i journalistik kan det være svært at forstå, at en Jeppe Nybro måtte forlade sit job på grund af en, for mig at se, helt betydningsløs faktuel fejl (han sagde, at en bil kørte ud af Irak, selv om den kørte ind i Irak, eller var det omvendt?), samtidig med at det åbenbart er helt legitimt at lave stærkt fordrejede og ensidige udsendelser om emner af stor samfundsmæssig betydning. Ved brug af underlægningsmusik, behændig klipning, udeladelse af helt centrale oplysninger og anvendelse af selekterede ekspertudsagn vil det formodentligt være muligt at fremstille hvem som helst som helgen eller forbryder, uden på nogen måde at komme med faktuelt forkerte oplysninger.

Kære journalister, I skal vide at det faktisk har en høj pris, når I (i jagten på seertal, Cavlingprisen eller hvad ved jeg) laver sensationspræget og tendentiøs journalistik.

På det personlige plan gyser jeg ved tanken om, hvordan det må være at få ørerne i mediernes vridemaskine. Hvor må det være frygteligt at blive dæmoniseret i en grad, så det i en længere periode er svært at passe sit arbejde endsige stille sig op i en kø ved bageren søndag morgen. Hvor må det være frustrerende at have givet en lang og saglig redegørelse om en kompleks problemstilling, for derefter at se sig selv på skærmen i korte klip, hvor man udstilles stærkt disfavorabelt. Hvor må det være ærekrænkende, når det på landsdækkende tv bliver mere end antydet, at man selv har modtaget store pengebeløb, til trods for at de er indsat på en forskningskonto, hvor de er øremærket til aflønning af projektsygeplejersker, statistikere og andet med direkte relation til et forskningsprojekt. Jeg kan knap forestille mig, hvor magtesløs man må føle sig.

Udsendelser som ’Når lægen ved bedst’ er med til at skabe en ekstrem grad af mistillid. Folk tager faktisk udsendelsernes budskaber (ikke mindst de implicitte) for gode varer. De fleste (tilsyneladende inkl. flere politikere) er ikke i stand til at gennemskue, at sagen er blevet ekstremt vinklet (som det vist hedder med en journalistisk eufemisme). Dette gør det besværligt at etablere den gensidige tillid, der er så nødvendig i en læge-patient-relation. I den konkrete sag efterlades flere hundrede pårørende med en (formodentligt helt uberettiget) ubærlig fornemmelse af, at de er blevet svigtet groft, og at alting kunne være gået helt anderledes, hvis en anden behandling var blevet anvendt.

Også i en lidt større sammenhæng finder jeg udsendelser som »Når lægen ved bedst« stærkt bekymrende. Jeg opfatter det som journaliststandens fornemmeste rolle at agere vagthund over for forskellige magthavere og forsyne landets borgere med de informationer, der skal til for at træffe kvalificerede beslutninger i et demokratisk samfund.

Når jeg ser udsendelser, der omhandler emner, som jeg ikke på forhånd har en indsigt i, tror jeg for det meste på, at det, jeg får at vide, er rimelig retvisende. Jeg skræmmes ved tanken om, at disse udsendelser kan være af lige så lav lødighed som »Når lægen ved bedst«, for så er jeg godt nok ilde stedt.

Nicolaj Andreassen, hoveduddannelseslæge i klinisk onkologi, formand for Foreningen af Yngre Onkologer

Link

Skriv kommentar