Foto: Yilmaz Polat

Farmaceuter og farmakonomers manglende autorisation giver besvær, bureaukrati og truer patientsikkerheden DEBAT: Farmaceuter og farmakonomer er samfundets medicineksperter, og de står klar til at hjælpe et presset sundhedsvæsen med at håndtere flere og flere multisyge patienter, hvis de ellers kan få lov. Men for at sundhedsvæsenet kan få det fulde udbytte af de to faggruppers kompetencer, kræver det, at der indføres et krav om autorisation, skriver en alliance af debattører.

Danmark er et af de få europæiske lande, hvor farmaceuter og farmakonomer ikke er autoriserede sundhedspersoner. Det til trods for, at de hver dag arbejder patientnært med at sikre rette medicin til rette patient på rette tid.

Kerneområdet er medicin, og det kan få fatale konsekvenser, hvis der sker fejl. Vi mener, at det er så essentielt at få det her løst, at vi er gået sammen om dette opråb.

Det er mange år siden, at vores nabolande indførte krav om, at farmaceuter og farmakonomer skal være autoriserede, hvis de skal arbejde patientnært.

Men Danmark halter bagud, til trods for at der de sidste 20 år er sket en udvikling i de 2 faggruppers opgaver. De varetager nu en række opgaver i klinikken, som de er fuldt kvalificerede til, indgår i velfungerende tværfaglige samarbejder og er dagligt i dialog med patienter om deres medicinske behandling.

Imidlertid har farmaceuter og farmakonomer efter sundhedsloven ikke selvstændig adgang til oplysninger om patienterne. Det gør det bureaukratisk og besværligt at indgå i et tværfagligt samarbejde om at sikre patienterne den rette medicinske behandling.

Bureaukrati og besvær

Den manglende autorisation giver besvær, bureaukrati og bøvlede arbejdsgange på landets hospitaler. Der er forskellige måder at løse udfordringerne på, hvilket komplicerer billedet yderligere.

Behovet for farmaceuter og farmakonomer stiger voldsomt i en tid, hvor der kommer flere ældre og multisyge patienter, som er i behandling med fem eller flere lægemidler

I Region Hovedstaden og Region Midtjylland er det eksempelvis en specialeansvarlig læge, en overlæge eller en cheflæge på afdelingen, der står til ansvar for farmaceuter og farmakonomers opgaver.

Det er et håndholdt system, der både er tungt at håndtere for sygehusapoteket og ikke mindst tager tid fra de delegerende læger, da lægen på hver enkelt afdeling – manuelt – skal registrere delegationen i Fælles Medicinkort, FMK.

Derfor er delegationen bundet op på mange forskellige læger, hvilket giver bøvl, når lægerne skifter job eller går på pension, og ved fornyelse af delegationen hvert andet år.

Systemet øger risikoen for fejl og uigennemsigtige arbejdsgange, idet den enkelte farmaceut eller farmakonom hver gang skal vælge den rette delegation, når de skifter mellem flere afdelinger. Noget der let kan glippe i en travl hverdag.

Én læge skal give adgang til mere end 100

På Sygehusapotek Fyn er det en ledende overlæge på afdelingen for Farmakologi, der delegerer adgang til mere end 100 farmaceuter og farmakonomer.

Vi mener ikke, at det er rimeligt, at én læge skal stille sin personlige autorisation til rådighed for så stor en personalegruppe. Og hvis det skulle ske, at overlægen fik en tagsten i hovedet, ville sygehusapotekets lægemiddelfaglige personale ikke være i stand til at udføre deres arbejde.

Det er samtidig tungt for overlægen, som manuelt skal delegere adgang til den enkelte, huske at forny delegationen hvert andet år og ikke mindst fjerne delegationen ved opsigelser og afskedigelser.

Når det er sagt, forsimpler det selvfølgelig arbejdsgangen noget og fjerner risikoen for, at man arbejder under den forkerte delegation for eksempel i forbindelse med skift mellem afdelinger, men det er langt fra optimalt. Og det er slet ikke den rette anvendelse af overlægeressourcer i sundhedsvæsenet.

Ikke ‘nice to have’, men ‘need to have’

Behovet for farmaceuter og farmakonomer stiger voldsomt i en tid, hvor der kommer flere ældre og multisyge patienter, som er i behandling med fem eller flere lægemidler.

Det er indlysende, at patientsikkerhedskritiske opgaver som medicinhåndtering kræver, at man er autoriseret

Kort og godt stiger presset på sundhedsvæsenet. Det kræver, at alle sundhedsfaglige kompetencer bidrager og arbejder på tværs, hvis vi skal sikre personale nok og tid til patienterne i hele sundhedsvæsenet.

Farmaceuter og farmakonomer er samfundets medicineksperter, men den manglende autorisation giver uklarhed og tvivl hos samarbejdspartnere om, hvilke opgaver de to faggrupper kan og må varetage. Derfor bruges de ikke nok.

Problemet er måske endnu større udenfor sygehusene, og særligt i en tid, hvor flere opgaver med sundhedsreformen skal rykkes ud i det nære sundhedsvæsen, helt tæt på borgeren.

Her har en lille kommune eller en lægepraksis ikke ressourcerne til at håndholde delegation på samme måde som de store sygehuse. Det vil også kun udbrede bureaukratiet og besværet.

Autorisation er derfor nødvendigt, hvis de to faggrupper skal bidrage optimalt i fremtidens sundhedsvæsen.

Autorisation er patienternes sikkerhedsnet

Uden autorisation kan en farmaceut eller farmakonom, som gentagne gange laver alvorlige fejl, skifte til en anden arbejdsplads, og fortsætte med at begå fejl.

Der er ikke som med andre faggrupper mulighed for at fratage autorisationen og hindre adgangen til at arbejde patientnært på sygehus, i en kommune eller på et apotek.

Det er indlysende, at patientsikkerhedskritiske opgaver som medicinhåndtering kræver, at man er autoriseret, underlagt tilsyn, har pligt til at føre journal og holde sig fagligt opdateret.

Skriv kommentar