Ejvind Frausing Hansen
Foto: Joachim Rode

Landets intensivafdelinger kritiseres for at nedprioritere KOL-patienterne KOL-patienter, der får en svær forværring af deres sygdom, lander ofte mellem to stole. De får typisk nej til behandling på intensivafdelingerne på grund af ringe kapacitet mens lungeafdelingerne mangler de ekstra sygeplejersker, der skal til for selv at kunne løfte opgaven, fortæller lungemediciner.

KOL-patienter, der rammes af svær åndenød på grund af en pludselig yderligere forsnævring af luftvejene, får ofte ikke den nødvendige livreddende maskeventilation, den såkaldte NIV-behandling. Hospitalernes intensivafdelinger med deres begrænsede antal senge er ofte for pressede til at kunne tage imod patienterne, mens lungeafdelingerne mangler sygeplejenormering til at give NIV-patienterne en tilstrækkelig overvågning.

Sådan lyder det fra Ejvind Frausing Hansen, der både udtaler sig ud fra egne erfaringer som overlæge ved lungemedicinsk sektion på Hvidovre Hospital og på baggrund af analyser af data fra de kliniske kvalitetsdatabaser, som han har gennemført sammen med professor i lungemedicin Peter Lange fra Københavns Universitet og Etisk Råd.

»Vores patienter får ikke den nødvendige maskebehandling, fordi der ikke er plads på de intensive afdelinger. Patienter med multiorgansvigt har højere prioritet på en intensivafdeling end patienter, der har svært ved at trække vejret, selvom de i realiteten kan være lige så kritisk syge og ovenikøbet kan hjælpes med udstyr, som både intensivafdelingerne og de lungemedicinske afdelinger råder over,« siger Ejvind Frausing Hansen. Konsekvensen af den nuværende tilgang er ifølge dataanalysen en betydelig overdødelighed.

»Vi ved, at dødeligheden især er meget høj for de akutpatienter, der har brug for maskeventilation,« siger han og uddyber, at dødeligheden for denne kategori af patienter er 20 pct. – en dødelighed, som ifølge en række kliniske studier falder til ti pct., hvis patienten får den nødvendige NIV-behandling.

»De kliniske studier dokumenterer, at maskeventilation for denne specifikke gruppe af KOL-patienter medfører en enorm reduktion af dødeligheden. Når en behandling kan redde så mange, skal patienterne selvfølgelig modtage den,« siger han. Han slår fast, at man kun skal NIV-behandle ti af sådanne patienter for at redde ét liv.

»Det er meget få. For mange andre typer af behandlinger skal man behandle 50, 100 eller 200 patienter for at forhindre et dødsfald,« siger han.

NIV-behandling har været kendt som en effektiv og livreddende behandling i ca. 20 år og har traditionelt været placeret på intensivafdelinger og lungeafdelinger, hvor intensivafdelingerne har taget sig af de allermest syge, som kan få behov for, at man ændrer NIV-behandling til respiratorbehandling.

Kaster op i masken

I takt med at hospitalerne som et led i deres sparerunder beskar lungeafdelingernes stab af sygeplejersker, har lungeafdelingerne haft tiltagende svært ved at behandle denne type patienter, da de ikke længere har det ekstra mandskab, der skal til for løbende at kunne overvåge de kritisk syge og træde til, hvis de pludselig får yderligere forværring.

Er der ikke en sygeplejerske til stede, hvis en lungepatient i NIV-behandling pludselig får et ildebefindende og kaster op i masken, kan det have fatale konsekvenser.

Problemet er, at også intensivafdelingerne har knappe ressourcer og selv for et stort hospital typisk kun råder over 7-10 sengepladser, der hele tiden bliver fyldt op af kirurgiske patienter, som er dårlige efter operation med organsvigt og vejtrækningsproblemer.

I indbyrdes konkurrence med så kritisk syge patienter kommer KOL-patienterne ofte til kort.

»Da intensivafdelingerne altid prioriterer de patienter, der aktuelt har det dårligst, får de nogle gange ikke plads til den lungemedicinske patient, som typisk kun har det problem, at de ikke kan trække vejret. Konsekvensen er, at maskeventilationen bliver forsinket eller slet ikke bliver sat i værk, så KOL-patienten ikke får den livreddende behandling,« siger Ejvind Frausing Hansen.

Det synes han er ulykkeligt, når de lungemedicinske afdelinger både selv gerne vil tage hånd om disse patienter, og forskning ovenikøbet dokumenterer at de lungemedicinske afdelinger lige så godt kan løfte opgaven. Dertil kommer, at det at flytte den største del af NIV-behandlingen til de lungemedicinske afdelinger ifølge undersøgelser ikke gør behandlingen dyrere. »En sådan omstrukturering af området vil ikke koste mere end at lade intensivafdelingerne fortsætte med at varetage den – også selv om det kræver, at hospitalerne ansætter flere sygeplejersker på de lungemedicinske afdelinger. Som det er nu, har afdelingerne simpelthen ikke personale nok til det. Og det er et landsdækkende fænomen,« siger han.

Set fra Ejvind Frausing Hansens stol burde NIV-behandlingen altid være et standardtilbud på lungeafdelingerne. Og frem for alt burde lungeafdelingerne få tildelt en sygeplejerskenormering, som er fagligt forsvarlig.

Rapport giver nyt håb

Han opfordrer regioner og hospitaler til at trække en stor del af NIV-behandlingen ud af intensivafdelingerne og lægge den ind under de lungemedicinske afdelinger så de kronisk syge KOL-patienter ikke skal konkurrere med de akutte kirurgiske patienter om de ekstremt dyre intensivpladser.

»Maskeventilation er en omkostningseffektiv behandling. Samfundet sparer dyre ressourcer ved at sætte ind med billige,« siger han.

At svært syge KOL-patienter bliver nedprioriteret i forhold til andre patienter, er ikke noget nyt – det problem har Ejvind Frausing Hansen og hans kolleger kendt til i årevis. At han og hans kolleger først nu råber op, skyldes, at Etisk Råd for nylig har offentliggjort en rapport, der afslører en betydelig forskelsbehandling i det danske sundhedsvæsen. Det kalder Etisk Råd uretfærdigt.

Rapporten belyser, hvordan midler havner hos de patientgrupper, der kan råbe højest, og går til at finansiere dyr medicin med ringe evidens for effekt frem for andre former for interventioner, som man har vægtig dokumentation for virker.

Etisk Råd nævner KOL-patienterne som en af de patientgrupper, der bliver nedprioriteret, selvom der med det eksisterende arsenal af behandlinger på landets hospitaler er gode muligheder for at redde dem ud af en kritisk tilstand med livskvaliteten i behold.

»Grunden til, at vi tager det op nu, er, at Etisk Råd har rejst denne problemstilling med, at man fra politisk hold nedprioriterer KOL-patienter. Og det har vi lungemedicinere længe været klar over, men på et eller andet tidspunkt opgiver man at kæmpe, fordi man oplever, at det ikke nytter noget. Nu, hvor Etisk Råd peger på problemet, giver det os fornyede kræfter til at kæmpe,« siger han.

Ejvind Frausing Hansen er harm over, at sundhedsvæsenet altid kan finde penge til dyr medicin, der per patient kan koste millioner trods tvivlsom evidens for effekten.

»Når man til gengæld efterspørger sygeplejerskeressourcer, er meldingen, at det har man ikke råd til. Sygeplejerskebemandingen tackler regionerne og hospitalerne med salamimetoden: Hvis en afdeling kan klare sig med 1,3 sygeplejerske per seng, så kan den nok også klare sig med 1,25 eller 1,20. Der er ingen retstilstand på det område, og det får selvfølgelig sygeplejerskerne til at løbe skrigende væk,« siger han.

KOL-patienters medicinforbrug kan dækkes ind for blot 10-20 kr. om dagen, pointerer han.

»KOL-patienterne er kun dyre i de perioder, hvor de har akut brug for kyndig assistance fra en sygeplejerske, fordi de er ved at blive kvalt,« siger Ejvind Frausing Hansen.

Læs mere

Lungepatienterne står ifølge ny rapport fra Etisk Råd i skyggen af kræftindsatsen

Skriv kommentar