Foto: Bjørn Sørensen, Sygehus Sønderjylland

Komfort slår autoritet i valg af nye ­uniformer Sygehusene i Region Syddanmark skifter den klassiske, hvide uniform ud med en ny, blå uniform. Det skal klæde personalet på – også psykisk – til dagens udfordringer. Ekspert mener, at komforten har trumfet autoriteten. 

En ny, blå uniform erstatter den klassiske, hvide uniform på sygehusene i Region Syddanmark. Det har en arbejdsgruppe vedtaget i forbindelse med en udbudsrunde, hvor Region Syddanmark skrev kontrakt med Berendsen Textil Service og De Forenede Dampvaskerier. Nye uniformer er en del af aftalen med de to leverandører, der klæder de sygehusansatte på ud fra eget sortiment. 

Uniformerne bliver ens for alt personale i huset, og patienterne får desuden en tilsvarende blå bluse at iklæde sig. Der bliver fokuseret på komfort, men arbejdsgruppen håber også, at der ligger et professionelt signal i den blå uniform.

»Der er både mere faglighed og behagelighed i den nye uniform. Man kommer til at føle, at man er mere påklædt,« siger logistikchef ved Sygehus Sønderjylland Helle Lausten, som er medlem af udvalget, der har valgt de nye uniformer.

Den nye uniform vækker ikke begejstring hos Winnie Westergaard Høgsaa, der er forhenværende lektor på Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus og har skrevet speciale om sygeplejerske-uniformens plads i den danske sygeplejes historie. Hun fortæller, at den hvide uniform har en stærk signalværdi, som vil mangle, når Region Syddanmark indfører den nye, blå uniform.

»Jeg synes ikke, at den nye uniform sender et professionelt signal. I forhold til mit fag ville jeg ikke føle mig mere faglig, hvis jeg skulle i den. Der er ikke nok autoritet i den, og  den udstråler ikke, at jeg har styr på tingene, at jeg er dygtig og fagligt kompetent,« siger hun. 

Region Syddanmarks 20.000 sygehusansatte kan trække i den nye, blå uniform fra efteråret. I forbindelse med udskiftningen har ledelsen ønsket at spare penge, og personalet har ønsket en mere moderne og funktionel uniform, der ikke er gennemsigtig. 

Den nye uniform kommer til at bestå af mørkeblå bukser. Det er en stor fordel for kvindelige medarbejdere, da buksen giver dem mere tryghed særligt en gang i måneden, fortæller Helle Lausten. En lyseblå busseronne, som er en slags overtrækstrøje, eller en lyseblå polo er det nye sortiments overdele. Personalet kan selv vælge, hvilken af to overdele de vil iklæde sig, ud fra behov og ikke mindst årstid. 

Bevæger sig væk fra stereotypen

Den nye uniform er ens for hele personale. Både sygeplejersker og læger kommer til at bære den blå farve. Og ambitionen er, at det skal udstråle en fælles professionalisme, fortæller Helle Lausten. 

»Det giver en tryghedsfornemmelse, at andre ikke kan se igennem uniformen, hvilket har været magtpåliggende fra personalets side. Den sender et signal om, at patienten roligt kan have tillid til personalet, da uniformen er i orden, føles tilpas og er behagelig at have på,« siger hun. 

Hun fortæller, at hun har været med i fire udbudsrunder, hvor uniformen gradvis er blevet ændret. For to udbudsrunder siden blev den klassiske, hvide sygeplejerkittel skrottet. 

»Det har ikke været planlagt, at vi skulle distancere os fra den oprindelige uniform, men spørgsmålet om praktik er kommet til at få større og større betydning,« siger hun.

Hvidt er renligt, blåt er sporty

Winnie Westergaard Høgsaa ser både fordele og ulemper ved den nye uniform. 

»Jeg kan godt se pointen med bevidsthedsbilledet. En hvid uniform kan godt gå hen og være negativ, fordi man også har brugt det i rollespil. F.eks. kan gennemsigtigheden skabe nogle billeder, der ikke er heldige, og gøre personalet ukomfortable,« siger hun.

Derimod forstår hun ikke, hvorfor udvalget ikke har bibeholdt den hvide uniform og sørget for, at den ikke er gennemsigtig. Hun mener, ligesom Helle Lausten, at der er stor signalværdi i den uniform, som personalet bærer.

»Den hvide uniform signalerer renlighed og ordentlighed. Blå signalerer rolighed, hvilket kan være fint, men det kan også blive for tilbagelænet eller ligefrem sporty, når personalet kommer i blå T-shirt, bukser og kondisko,« siger hun.

Hun frygter, at den nye uniform med et mere komfortabelt eller sporty look signalerer fritidsaktivitet frem for professionalisme. Ikke mindst kan det give patienten et indtryk af, at personalet har travlt, mener hun. 

Patienterne får også nyt. Patienterne beholder de hvide bukser, men får fremover blå bluse ligesom personalet.Foto: Modelfoto

Ny uniform kan skabe forvirring

Helle Lausten fortæller, at det ikke kun er personalet på de syddanske sygehuse, der får nyt tøj. Som en del af aftalen får patienterne også et nyt sæt tøj at iklæde sig. Den hvide farve på buksen beholdes, men blusen bliver – ligesom personalets – blå.

»Der er flere fordele ved, at patienten kommer i en ny dragt. Vi danskere er blege om vinteren, og med den blå farve ser vi mindre syge ud. Formodentligt får patienten på den måde også en bedre oplevelse. Vi har desuden en tiltro til, at patienterne får en bedre komfort i deres nye tøj,« siger hun. 

Winnie Westergaard Høgsaa ser til gengæld en problematik i, at patienternes og personalets beklædning kommer til at ligne hinanden. Hun mener, trods et ønske om stor lighed i dagens Danmark, at signalværdi har for stor en betydning til at kunne blive kasseret på den måde. 

»Da uniformen i sin tid blev afskaffet i hjemmeplejen, havde det en negativ effekt. Patienter blev utrygge over, at de ikke vidste, om det var professionelle, der besøgte dem. Det skulle personalet derfor udelukkende tydeliggøre gennem deres gerning. Og med de ens uniformer kan den person, der træder ind på hospitalsstuen, lige så vel være en portør som en læge,« siger hun. 

Syd vil ikke være trendsætter

Region Syddanmarks arbejdsgruppe har siden 2016 arbejdet på at finde den bedste løsning, der imødekom både personalets funktionskrav og ledelsens sparekrav. De er endt med en uniform, der ikke er gennemsigtig, har ekstra lommer til opbevaring, er behagelig at have på, og som er markant billigere end den forrige. 

Det skyldes, at udvalget i udviklingsprocessen har kigget mod andre regioner og lært af deres erfaringer. Eksempelvis har Region Midtjylland siden 2011 arbejdet på at skabe en ny uniform til de ansatte. Efter seks år med design, prøvesyninger og testgrupper kunne de første medarbejdere på Regionshospital Viborg i 2017 iføre sig de nye uniformer. 

Selvom ledelsen har forsøgt at imødekomme personalets ønsker ved at give dem en blå polo, der ikke er gennemsigtig, har arbejdsuniformen alligevel fået kritik fra ansatte, der mener, at den er for stram og for varm.

Region Syddanmarks arbejdsgruppe har forsøgt at undgå en lignende situation ved at vælge et allerede allerede eksisterende design, som har fået gode tilbagemeldinger fra ansatte. 

»I og med at vi også er gået efter en besparelse, har vi sagt, at vi gerne vil have leveret noget, som er på markedet, og som fungerer. Vi har bedt om kundeattester på det design, vi har fået tilbudt, så vi kunne være sikre på, at det fungerer godt,« siger Karsten Kirkegaard, Category Manager i Økonomi og Strategisk Indkøb ved Region Syddanmark. Han er en del af udvalget, der skulle vælge nye uniformer til regionen.  

»Bl.a. er det buksedesign, vi har valgt, det samme, som personalet bruger i Region Nordjylland. Så i stedet for at være firstmover har vi valgt at vente lidt og se, hvad der rent faktisk fungerer,« siger han. 

Besparelse i millionklassen

Karsten Kirkegaard understreger, at selvom at ledelsen glæder sig over, at det har været muligt at imødekomme flere af de ansattes ønsker til uniformen, var det overordnede mål for udbuddet af vaskeriydelser økonomisk. Den nye uniform vil også spare regionen penge, fortæller han.

»Hovedformålet er det økonomiske aspekt. At man har fundet en uniform, der er bedre end den forhenværende, er en ekstra gevinst,« siger han.

Karsten Kirkegaard fortæller, at regionen ved processens start bad styregruppen kigge på, om man kunne spare penge ved at udlicitere vask af uniformer fra eget vaskeri. Det er endt med at give en stor besparelse.

»Hvor meget vi sparer med de nye uniformer, er fortroligt i forhold til prisen på de forhenværende uniformer. Men overordnet forventer vi årligt at spare 29 mio. kr. i forhold til en samlet omsætning på vaskeriydelser på ca. 120 mio. kr.,« siger han. 

Den samlede indkøbsværdi per år for de nye uniformer bliver på cirka 21,4 mio. kr. – beregnet ud fra antal vaske, som de tre nye beklædningsdele forventes at få årligt på regionens sygehuse.

Gradvis implementering

For at minimere spild bliver den nye uniform indfaset på de enkelte sygehuse i to etaper.

Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland tager uniformerne i brug fra efteråret 2019. På Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital sker det fra foråret 2020.

I 2018 skrev Region Syddanmark kontrakt med Berendsen Textil Service og De Forenede Dampvaskerier. Nye uniformer er en del af aftalen med de to leverandører. I de nye aftaler vil der være færre varianter og dermed lavere omkostninger. De nye uniformer bidrager dermed til den samlede besparelse på 29 mio. kr., som regionen har udsigt til at spare årligt i de næste 10 år på de nye vaskeriaftaler.

Skriv kommentar